SAGEN
En 18-årig ugift kvinde fra en bymæssig baggrund blev bragt til skadestuen for et selvmordsforsøg. Hun havde indtaget 28 tabletter med 20 mg paroxetin (dvs. 560 mg). Hun havde været i OPD-behandling for en større depressiv episode med selvmordsideer fra psykiatrisk afdeling, Ram Manohar Lohia Hospital, New Delhi. Hun havde fået ordineret 20 mg paroxetin dagligt sammen med 0,25 mg clonazepam efter behov. Hun havde ikke tidligere haft selvmordsforsøg. Hun var regelmæssig med hensyn til sin medicinering og opfølgning. Ved hendes sidste besøg blev det observeret, at hendes depressive symptomer var blevet bedre, og at hun ikke havde nogen selvmordstanker. Selvmordsforsøget var en impulsiv reaktion, der blev fremskyndet af et skænderi i familien om hendes kæreste. I et anfald af raseri indtog hun 28 tabletter med 20 mg paroxetin. Tre timer senere fik hun en episode med opkastninger og havde efterfølgende yderligere 2 episoder med 3 timers mellemrum. Opkastningen bestod af delvist opløste tabletter og vandig væske.
Ved indlæggelsen var hendes ekstremiteter kolde, og hun svedte. Hun havde en puls på 60/minut, og hendes blodtryk var 110/68 mmHg. Hendes kropstemperatur var normal. Systemisk undersøgelse afslørede ingen andre abnormiteter. Hun var rastløs og delvist kommunikativ. Ved undersøgelsen af den mentale status var hun ved bevidsthed, orienterede sig mod person, men ikke mod tid og sted, havde dårlig opmærksomhed og koncentration og var rastløs. Hendes tale var usammenhængende og reduceret til hvisken, og hun havde ingen vrangforestillinger eller hallucinationer. Et EKG afslørede kun sinus bradykardi og ingen ændring i QRS-komplekset. Patienten blev holdt under observation i de næste 72 timer, og al hendes medicinering blev stoppet. Der blev kun givet 2 l 5 % DNS dagligt, og der var ikke behov for andre indgreb. Hendes puls, blodtryk og kardiovaskulære status blev overvåget efter hver time, og EKG blev registreret to gange om dagen. Hendes vitale værdier forbedredes inden for 48 timer, idet pulsen blev 74/minut og blodtrykket 128/78 mmHg. Hun begyndte at tage mad oralt. På dag 3 viste undersøgelsen af den mentale status, at hendes kognition var forbedret, at hun var velorienteret i forhold til tid, sted og person, og at hun havde et rimeligt niveau af opmærksomhed og koncentration. Hendes hukommelse var intakt, den psykomotoriske aktivitet var normal, og talen var sammenhængende og målrettet. Patienten var deprimeret, havde en skyldfølelse og havde grad V indsigt.