Alai

Hvad er det, årsager, tegn og symptomer, diagnose, behandling og mere

Author: Posterior Cord Syndrome: Hvad er det, årsager, tegn og symptomer, diagnose, behandling og mere

Author: Anna Hernández, MD

Redaktører: Anna Hernández, MD

Ahaana Singh, Lisa Miklush, PhD, RN, CNS

Illustrator: Ahaana Singh, Lisa Miklush, PhD, RN, CNS

Illustrator: Aileen Lin

Hvad er posterior cord syndrome?

Posterior cord syndrome er en sjælden type ufuldstændig rygmarvsskade, der påvirker rygmarvens dorsale kolonner (findes i rygmarvens bageste eller bageste region), som er ansvarlig for opfattelsen af fin berøring, vibrationer, fornemmelse af egenbevægelse og kropsopfattelse (proprioception).

Rygmarven er en vigtig del af centralnervesystemet, der fungerer som en motorvej for information, der transporteres mellem hjernen og resten af kroppen. Denne information overføres af højt specialiserede rygmarvsbaner eller -søjler, der transporterer sensorisk og motorisk information op og ned gennem rygmarven. De opstigende kanaler, som f.eks. de bageste eller dorsale kolonner og den spinothalamiske kanal, transporterer sanseinformation fra forskellige dele af kroppen til hjernen. Især de dorsale kolonner transporterer følsomme fornemmelser som f.eks. vibrationer, fin berøring (også kendt som diskriminativ berøring) og proprioception. De spinothalamiske baner transporterer derimod sanseinformationer om smerte, temperatur og grov berøring (også kendt som ikke-diskriminerende berøring). Nedadgående baner, som f.eks. den kortikospinale bane, fører motorisk information fra hjernen til musklerne i stammen (torso) og lemmerne.
Afbrydelse af disse nervebaner – enten ved traume, ekstern kompression eller degeneration – kan resultere i et rygmarvssyndrom, som kan klassificeres som komplet eller ufuldstændigt. Et komplet rygmarvssyndrom opstår, når en skade på rygmarven medfører et fuldstændigt tab af sensoriske og motoriske funktioner under skadestedet. Omvendt opstår et ufuldstændigt rygmarvssyndrom, når kun en del af rygmarven er beskadiget, hvilket forårsager forskellige symptomer, der afhænger af de specifikke rygmarvsbaner, der er blevet skadet. Ud over posterior cord syndrome omfatter andre eksempler på ufuldstændige rygmarvssyndromer central cord syndrome, anterior cord syndrome og Brown-Séquard syndrom.

Hvad forårsager posterior cord syndrome?

Posterior cord syndrome opstår som følge af skader på de bageste kolonner i rygmarven. En sådan skade kan skyldes traumer i rygmarven og skader på den beskyttende myelinskede, der omgiver nervefibrene (dvs. demyeliniserende sygdomme). Eksempler på demyeliniserende sygdomme er bl.a. B12-vitaminmangel, multipel sklerose og sen syfilisinfektion, også kendt som tabes dorsalis (neurosyfilis). Andre, mindre almindelige årsager omfatter ekstern kompression af den bageste rygmarv ved tumorer eller mekanisk degeneration af halshvirvelsøjlen samt arvelige neurodegenerative sygdomme, såsom Friedrichs ataksi. Endelig kan det bageste rygmarvssyndrom opstå som følge af en blokering i den bageste rygmarvspulsåren, som forsyner de bageste kolonner i rygmarven med blod. Da der er to bageste rygmarvsarterier, vil en skade på en af arterierne kun påvirke den ene side af kroppen.

Hvad er tegn og symptomer på posterior cord syndrome?

Individer med posterior cord syndrom præsenterer typisk sensorisk ataksi eller nedsat koordinering af frivillige bevægelser forårsaget af manglende proprioception. Sensorisk ataksi kan resultere i nedsat balance, dårlig koordination, usikker gang og hyppige fald. Disse symptomer forværres typisk i mørke omgivelser, eller når en person lukker øjnene, da kroppen ikke længere kan stole på synet for at opretholde balancen. Desuden kan nogle personer opleve sensoriske tab, herunder nedsat fornemmelse af vibrationer og fin berøring, mens deres fornemmelse af smerte og temperatur er bevaret.

I nogle tilfælde kan store rygmarvsskader også påvirke de omkringliggende rygmarvsbaner, såsom dem, der er ansvarlige for motoriske funktioner og ufrivillige kropsfunktioner (f.eks. blodtryk, fordøjelse, vejrtrækning). Involvering af disse baner kan efterfølgende føre til forskellige kliniske manifestationer, herunder muskelsvaghed og spasticitet, nedsatte senereflekser, urin- eller tarminkontinens eller lavt blodtryk, afhængigt af læsionens sværhedsgrad.

Kan man gå med posteriort rygmarvsyndrom?

Da den motoriske funktion bæres af den kortikospinale bane (dvs. nedadgående motoriske baner) i den forreste rygmarv, er de fleste personer med posteriort rygmarvsyndrom i stand til at gå. Nogle personer kan dog opleve øget tab af balance og ustabil gang på grund af en nedsat opfattelse af den sensoriske information (dvs. proprioception), som hjælper med at opretholde balance og kropsholdning.

Hvordan diagnosticeres posteriort rygmarvssyndrom?

Posteriort rygmarvssyndrom kan diagnosticeres med kliniske tests til vurdering af neurologisk funktion. Sensoriske problemer kan vurderes ved at bede en person om at identificere forskellige fornemmelser (f.eks. temperatur, smerte, vibrationer), mens han/hun rører ved huden med specifikke redskaber (f.eks. stump nål, stemmegaffel, vatpinde osv.).

Dertil kommer, at Rombergs test kan bruges til at påvise sensorisk ataksi. Denne test udføres ved at bede en person om at lukke øjnene og stå lige med samlede fødder, mens undersøgeren kigger efter tegn på tab af balance. Hvis personen ikke er i stand til at stå lige uden at åbne øjnene eller svinge til begge sider, anses resultatet for at være positivt for sensorisk ataksi.

Når baglæns syndrom er blevet diagnosticeret, er der ofte behov for yderligere tests for at identificere årsagen til rygmarvsskaden. Dette kan omfatte udførelse af blodprøver for at kontrollere for vitaminmangel eller markører for syfilisinfektion samt udførelse af billeddannende undersøgelser for at se efter tegn på demyelinisering, ekstern kompression af rygmarven eller degenerative lidelser.

Hvordan behandles posterior cord syndrome?

Behandlingen af posterior cord syndrome vil afhænge af årsagen til rygmarvsskaden og tilstandens sværhedsgrad. For eksempel kan personer med B12-vitaminmangel behandles med B12-vitamintilskud, mens personer med sen syfilisinfektion kan behandles med antibiotika som penicillin. I tilfælde af ekstern kompression af rygmarven kan det være nødvendigt at foretage en operation for at forhindre yderligere skader. Uanset dette kan de fleste personer med posterior cord syndrome have gavn af fysio- og ergoterapi for at forbedre balancen og koordinationen af frivillige bevægelser.

Hvad er de vigtigste fakta at vide om posterior cord syndrome?

Posterior cord syndrome er en sjælden type ufuldstændig rygmarvsskade, der påvirker rygmarvens dorsale eller posteriore kolonner, som er ansvarlige for opfattelsen af vibrationer, fin berøring og kroppens positionering (dvs. proprioception). Mennesker med posterior rygmarvssyndrom kan vise sig med dårlig balance, usikker gang og hyppige fald, som typisk forværres i mørke omgivelser. Dette syndrom kan bl.a. ses hos personer med B12-vitaminmangel, sen syfilisinfektion, multipel sklerose og neurodegenerative lidelser. Skader på rygmarvens bageste kolonner kan påvises ved kliniske tests til vurdering af sensorisk funktion og balance. Behandlingen vil afhænge af den specifikke årsag til rygmarvsskaden og tilstandens sværhedsgrad, selv om fysio- og ergoterapi kan anbefales for at forbedre livskvaliteten hos de fleste personer.

Lær mere