President Barack Obama og en ung elev rører fingre under et besøg i januar 2015 hos en Head Start-udbyder i Lawrence, Kansas, i Kansas. <a href=”https://www.flickr.com/photos/whitehouse/20716688938/”>Pete Souza</a>/Flickr
President Barack Obama underskrev i dag den længe ventede revision af No Child Left Behind (NCLB), en af landets vigtigste uddannelseslove.
The Every Student Succeeds Act, som tager fat på flere problemer i George W. Bushs signatur-uddannelseslov fra 2002, blev godkendt med stor, topartisk margen i Repræsentanternes Hus og Senatet. Dette kommer som en stor lettelse for mange uddannelsesforkæmpere, forældre, studerende og lovgivere, der har forsøgt at forbedre den stadig mere upopulære NCLB i mere end et årti.
Mens der stadig er utallige ubesvarede spørgsmål om, hvordan de nye mandater præcist skal gennemføres og finansieres i stater og distrikter, står én ting klart: Det nye lovforslag afspejler en voksende national konsensus om, at skoler ikke kan løses ved hjælp af løsninger, der passer til alle, og som kommer fra fjerntstående, føderale embedsmænd.
Som jeg skrev i mit NCLB snydeblad i sidste uge:
Den oprindelige, velmenende No Child Left Behind-lov havde til formål at reducere stædige race- og klassebaserede præstationsforskelle. I stedet skabte den et system, hvor amerikanske børn tager flere standardiserede, for det meste multiple-choice-tests end deres jævnaldrende i nogen anden industrialiseret nation. En gymnasieelev i Florida fortalte mig, at hun alene sidste år tog 15 standardiserede prøver. Efter hendes eget skøn brugte hun omkring tre måneder af hvert skoleår på at tage eller forberede sig til multiple-choice-tests.
Oh, og disse præstationskløfter har ikke ændret sig siden NCLB trådte i kraft. Selv om forskellene mellem racerne er blevet en smule mindre siden 2001, er de fortsat stædigt store. Forskellene i matematik og læsning for afroamerikanske og latinamerikanske elever skrumpede langt mere dramatisk før No Child Left Behind – da politikkerne fokuserede på udligning af finansiering og skoleintegration snarere end på testresultater. I 1970’erne og 80’erne blev forskellen i præstationerne mellem sorte og hvide 13-årige unge på landsplan omtrent halveret.
Hvordan er det nye No Child Left Behind anderledes, og vil det forbedre indlæringen og mindske forskellene i præstationerne på grund af race og klasse?
Kort svar: Den store ændring i det nye lovforslag er, at den føderale regerings magt og rolle i forbindelse med klassificering, reform og straf af skoler og lærere begrænses betydeligt. Som jeg påpegede tidligere:
The Every Student Succeeds Act beholder de største dele af NCLB på plads. Eleverne skal stadig tage årlige prøver i matematik og læsning fra tredje til ottende klasse og en gang i gymnasiet. Skolerne skal stadig indberette resultaterne af disse test efter undergrupper som f.eks. race, engelsksproget kompetence, fattigdom og specialundervisning. Staterne vil stadig være forpligtet til at gribe ind over for skoler, der ikke opfylder deres mål. Men det er dem, og ikke den føderale regering, der skal beslutte, hvordan tingene skal vendes.
Staterne, og ikke den føderale regering, vil nu være ansvarlige for at måle elevernes akademiske fremskridt. Det betyder, at skolerne kan droppe nogle standardiserede test til fordel for ting som f.eks. evalueringer af elevernes arbejde og forældreundersøgelser. Stater og distrikter kan teoretisk set bruge deres begrænsede penge til at betale lokale lærere – i stedet for softwarefirmaer inden for uddannelse – for at måle børnenes præstationer. Og den føderale regering vil ikke længere kræve, at der anvendes resultater fra standardiserede test til at evaluere lærere, selv om delstaterne kan vælge at gøre det.
Vil disse ændringer forbedre indlæringen og mindske forskellene i børns præstationer?
Kort svar: Måske. Det nye lovforslag indeholder ikke alle brikkerne i det større puslespil.
Selv om disse politiske ændringer omfatter mange store skridt i den rigtige retning, herunder tiltrængte stigninger i finansieringen af førskoleundervisning, vil en simpel forbedring af kriterierne for klassificering af skoler og lærere ikke nødvendigvis føre til bedre undervisning og læring. At bruge mere sofistikerede metoder til at måle en patients temperatur helbreder ikke automatisk de grundlæggende årsager til en sygdom. Lærere skal ligesom læger løbende forbedre deres håndværk og professionelle dømmekraft, så de kan tilbyde personlig undervisning og imødekomme alles unikke behov.
Der er ingen nemme svar, skrev jeg:
Forskning fortæller os, at skoler forbedres mest, når lærerne får mere magt. Dette omfatter reformer som f.eks. at give lærerne mere betalt tid til at planlægge intellektuelt engagerende lektioner, at lade dem udforme deres egne vurderinger og at reflektere over elevernes arbejde for at justere deres undervisning. Succesfulde, erfarne lærerledere har brug for en række kvantitative data, såsom karakterer og fremmøde, og kvalitative målinger, såsom elevernes engagement, for at finde de grundlæggende årsager til deres elevers præstationsforskelle.
På nationalt plan er denne form for skolebaseret faglig udvikling vanskelig at opretholde, fordi amerikanske lærere har større undervisningsbyrde end undervisere i mange andre lande og kun lidt tid til læring og ledelse (tre til fem timer om ugen på de fleste skoler). Lærere i Finland, Singapore og Sydkorea bruger derimod 15 til 25 timer om ugen på at forbedre deres fag. I teorien opfordrer Every Student Succeeds distrikterne til at arbejde direkte med lærere og personale for at udforme skræddersyede reformplaner for klasseværelserne. Men historisk set er sådanne mandater ikke blevet finansieret fuldt ud og har været vanskelige at opretholde.
Det vigtigste er, at klasselokalreformerne står over for de største forhindringer på skoler med et stort antal børn med lav indkomst og farvede elever. I de seneste 10 år er forskellen i finansieringen pr. elev mellem rige og fattige skoler vokset med 44 procent. Færre midler betyder færre kvalificerede lærere, større klasser og mindre tid for lærerne til at planlægge, lære og lede. Det er svært at forestille sig, at vi kan gøre væsentlige fremskridt med hensyn til at lukke vores præstations- og chancekløfter, når disse uligheder ikke behandles med den samme systemiske opmærksomhed, som er blevet brugt på at tage standardiserede test.