14.9 Anbefalinger om protein i kosten for ældre mennesker
Den anbefalede daglige tilførsel af protein til raske personer på 19 år og derover er fastsat til 0,8 g/kg/dag, hvilket anses for at være tilstrækkeligt til at opfylde kroppens metaboliske behov for dette makronæringsstof. Denne værdi tager imidlertid ikke hensyn til behovene hos befolkningsgrupper, som i sidste ende kan opnå yderligere sundhedsmæssige fordele (især for skeletmuskulaturen) ved et større proteinindtag gennem kosten. Processen for fastsættelse af det nuværende RDA for protein i kosten er afhængig af det anslåede gennemsnitlige behov (Estimated Average Requirement (EAR)); en referenceværdi, der dækker behovet hos ca. halvdelen af de raske personer i en livsfase eller kønsgruppe. RDA fastsættes til EAR plus to gange standardafvigelsen, hvis den er kendt, eller en antaget variationskoefficient på 10 % (f.eks. RDA = EAR × 1,2). RDA er derfor den referenceværdi, der skal dække proteinbehovet i kosten for 97-98 % af en given befolkning. I 2002 anbefalede det amerikanske Food and Nutrition Board i USA en EAR- og RDA-værdi på henholdsvis 0,66 og 0,8 g/kg/dag af protein af god kvalitet på grundlag af en metaanalyse af 19 kvælstofbalanceundersøgelser af for det meste raske unge personer (Rand et al., 2003). Begrænsningerne ved kvælstofbalancemetoden til bestemmelse af proteinbehovet i kosten er gennemgået udførligt andetsteds, men fokuserer kort på spørgsmål, herunder (i) overvurdering af kvælstofindtaget i fødevarer og undervurdering af kvælstofudskillelsen, (ii) det ikke-lineære forhold mellem kvælstofindtag og balance over et interval fra et lavt til et højt proteinindtag. Anvendelse af et tofaset lineært regressionsmodelleringsværktøj på undersøgelser af kvælstofbalancen afslørede faktisk et EAR- og RDA-proteinbehov på 0,91 og 1,0 g/kg/dag for sunde voksne (Elango et al., 2010). For nylig er IAAO-teknikken (Indicator Amino Acid Oxidation) blevet introduceret som et alternativt værktøj til kvælstofbalancen til bestemmelse af proteinbehovet i kosten. Den minimalt invasive IAAO-teknik er baseret på det koncept, at når en uundværlig aminosyre er mangelfuld i kosten, vil alle de resterende aminosyrer (herunder indikator-AA) blive oxideret. Ved stigende indtagelse af indikator-AA’en vil oxidationshastigheden falde (hvilket indikerer en øget optagelse af protein), indtil der nås et plateau. I overensstemmelse med en fornyet gennemgang af kvælstofbalanceundersøgelser har brugen af IAAO-teknikken vist EAR- og RDA-proteinbehov på henholdsvis 0,96 og 1,2 g/kg/dag hos ældre kvinder (> 65 år), hvilket svarer til rådgivningen i ekspertudtalelser (Bauer et al., 2013).
Støtte til ændrede anbefalinger for protein i kosten i forhold til de nuværende RDA-værdier for ældre personer fremgår af det nye koncept om, at ældre voksne har brug for et højere proteinindtag pr. måltid for at stimulere muskelanabolismen maksimalt. Specifikt, mens 0,24 g/kg protein var tilstrækkeligt til at stimulere muskelproteinsyntesen maksimalt hos unge, var tættere på 0,4 g/kg nødvendigt for at fremkalde en tilsvarende gunstig muskelanabolsk effekt hos ældre personer (Moore et al., 2015). Således svarer tilførsel af 0,4 g/kg protein til morgenmad, frokost og aftensmad til 1,2 g/kg over hele dagen eller i alt 84 g protein for en person på 70 kg. Det er dog værd at bemærke, at det postprandiale muskelanabolske respons på proteinrige fuldfoderprodukter er relativt forbigående og typisk varer i flere timer (afhængigt af absorptionen og fordøjelseskinetikken af den indtagne proteinkilde). Således kan et typisk tidsforløb på > 5 timer mellem tre firkantede daglige måltider nødvendiggøre indtagelse af proteinrige snacks mellem måltiderne for at sikre maksimal stimulering af muskelanabolisme hos ældre (Mamerow et al., 2014).
Der blev for nylig af Cardon-Thomas og medarbejdere (Cardon-Thomas et al, 2017) undersøgte proteinindtag gennem kosten i en kohorte af ældre personer i Storbritannien for at forstå, om disse personer nåede den krævede proteinindtags-“tærskel” på 0,40 g/kg pr. måltid, der er fastsat af Moore et al. (2015) Overraskende nok nåede kun 3 %, 42 % og 68 % af de ældre personer denne tærskel for proteinindtag ved henholdsvis morgenmad, frokost og aftensmad, selv om det samlede daglige proteinindtag lå et godt stykke over den nuværende RDA (Cardon-Thomas et al., 2017). Tilsvarende viste kostproteinindtagsmønstre hos henholdsvis nordamerikanske (Berner et al., 2013) og hollandske (Tieland et al., 2015) personer over 50 og 75 år, at størstedelen af proteinet blev indtaget under aftenmåltidet. Disse resultater kræver, at forskere og ernæringseksperter inden for sundhedsvæsenet omfavner en mere pragmatisk tilgang til proteinindtag gennem kosten hos ældre personer, eventuelt ved at udtrykke proteinindtaget fra måltid til måltid. Faktisk er der i nyere undersøgelser blevet argumenteret for at øge anbefalingerne for protein i kosten og fremme en ligelig fordeling af protein på alle hovedmåltider og muligvis snacks midt i måltiderne hos ældre personer for at forbedre resultaterne med hensyn til muskelmasse og funktion (Volpi et al., 2013; Houston et al., 2008; Moore et al., 2012; Murphy et al., 2016).