1 Psykometrisk vurdering
Psykometriske test har domineret intelligensundersøgelser i et århundrede. Det definerende træk ved denne tilgang er dens empiriske grundlag; “psykometrisk” henviser ganske enkelt til den kvantitative vurdering af psykologiske tilstande/evner. Mens kvantitativ vurdering hviler på en massiv måleteknologi, er dens teoretiske grundlag overfladisk, hvilket afspejles i dens oprindelse. De tidligste test, der har haft indflydelse på nutidens intellektuelle målinger, stammer direkte fra undersøgelser foretaget af Alfred Binet og kolleger i Frankrig (Cronbach 1984). I 1904 fik Binet til opgave at udtænke et middel til at skelne elever, der kunne uddannes fra elever, der ikke kunne uddannes, i det relativt nye universelle uddannelsessystem. Efter at have undersøgt kranie-, ansigts-, håndflade- og håndskriftsindeks opdagede Binet den direkte måling af komplekse intellektuelle opgaver, der involverede dømmekraft, forståelse og ræsonnement, som var mest effektiv til at skelne eleverne fra hinanden. På grundlag af denne pragmatiske begyndelse definerede Binet intelligens som evnen til at antage og fastholde en retning, foretage tilpasninger med henblik på at nå et ønsket mål og overvåge præstationen selvkorrigerende. Med få uddybninger er denne definition stadig retningsgivende for det psykometriske paradigme.
Typisk består moderne psykometriske test af forskellige delprøver, der afprøver forskellige aspekter af det løst definerede intelligenskonstrukt. F.eks. kan skalaer omfatte delprøver, der omfatter en bred vifte af viden (f.eks. navne på genstande, datoer, historiske og geografiske fakta), og som kræver, at testpersonen samler farvede klodser, så deres mønster ligner et forudbestemt design (Sattler 1992). Igen er valget af delprøver ikke drevet af teoretiske forskrifter. Delprøverne vælges, fordi de virker – i kombination tjener de til at rangordne personer efter, hvor meget de ved, og hvor gode de er til at løse bestemte problemer. Det pragmatiske valg af delprøver er baseret på Binets opfattelse af intelligens som en generel eller udifferentieret evne (g), således at de opgaver, der taster g, i princippet er indbyrdes udskiftelige.
Den centrale del af psykometrisk testning er normhenvisning (Sattler 1992). Normrefererede test udvikles ved at administrere opgaver på en standardiseret måde til et repræsentativt udsnit af den pågældende population. Normprøven betragtes som “repræsentativ” for så vidt som den er stratificeret inden for aldersgrupper for variabler, der kan påvirke præstationerne forskelligt, såsom køn, geografisk område, etnisk status, samfundsstørrelse osv. Scorerne skaleres således, at hver enkelt persons afledte score repræsenterer en relativ placering inden for norm- eller standardiseringsgruppen. I denne forstand er psykometrisk testning en empirisk bestræbelse i sin reneste forstand: som en sammenlignende konstruktion er der ikke meget behov for at teoretisere om intelligensens nøjagtige natur.
Som nævnt omfatter de fleste moderne psykometriske tests varierede opgaver. Den oprindelige hensigt var at sikre, at g blev undersøgt omfattende. Med tiden kom klinikere imidlertid til at udnytte intelligensprøvernes multitask-konstruktion til at foretage intra-individuelle sondringer (Kaufman 1990). Ved at se på variabiliteten mellem delprøver eller grupper af delprøver opstillede vurderingsmænd hypoteser om relative intellektuelle styrker og svagheder. For eksempel kan en bestemt respondent vise sig at være bedre til test af hukommelse end til opgaver, der involverer konceptualisering. Det er dog vigtigt at bemærke, at analysen af intra-individuelle forskelle udviklede sig efterfølgende; sådanne sammenligninger er drevet af de praktiske forhold omkring hvilke subtests der er tilgængelige, snarere end af en detaljeret teori om intelligensens struktur.
Det empiriske grundlag for den psykometriske indsats indebærer både svagheder og styrker. Med hensyn til dens begrænsninger er forsøgene på at fortolke intra-individuelle forskelle baseret på et udvalg af delprøver, der blev valgt pragmatisk, ikke blevet valideret empirisk (Reschly 1997). Desuden har den ateoretiske tilgang til udvælgelse af opgaver resulteret i en begrænset og ufuldstændig prøveudtagning af intelligensdomænet (Chen og Gardner 1997). F.eks. er musikalske og interpersonelle evner negligeret. I stedet lægges der vægt på færdigheder, der er erhvervet gennem akademisk læring, som er et værdsat resultat i de almindelige vestlige samfund. Kritikere indvender derfor, at psykometriske tests ikke måler meget mere end præstationer; de vurderer, hvad en testperson har lært, ikke testpersonens potentiale til at lære.
I forbindelse med dette spørgsmål og forstærket af praksis med at definere individuel intelligens med henvisning til en normgruppe er der opstået spørgsmål om bias som følge af (sub)kulturelle, etniske, livserfaringsmæssige og motivationsmæssige forskelle. Dette bliver et socialt problem, når eksaminander fra minoritetsgrupper sammenlignes med en normprøve, hvis kontekst, værdier og læringserfaringer er forskellige fra deres egne (Suzuki og Valencia 1997). Dermed forråder testene deres oprindelige formål om at tilvejebringe objektive data om en persons intellektuelle funktion og kommer i stedet til at diskriminere mod atypiske eksaminander.
Et andet problem med psykometriske test er, at selv om de normalt har en høj indbyrdes korrelation, er dette ikke altid tilfældet (Daniel 1997). Korrelationerne kan påvirkes af, hvilke opgaver der er medtaget, og hvordan de vægtes. Et måske større problem ligger i, at selv hvor testresultaterne korrelerer i høj grad, kan den samme person opnå diskrepante resultater på forskellige instrumenter, fordi testene er normeret på forskellige standardiseringsgrupper.
En afgørende kritik af psykometriske test er, at anbefalinger, der er afledt af disse instrumenter, ikke har vist sig at forbedre afhjælpningen for de undersøgte (Reschly 1997). Igen kan dette tilskrives det faktum, at indholdet af disse skalaer ikke er blevet udvalgt i henhold til nogen teori om intelligens, hjernens funktion eller pædagogik.
I andre henseender har de psykometriske test mødt succes. Selv om testopgaverne er udvalgt pragmatisk, er de grupperet på bemærkelsesværdigt ensartede måder på tværs af test og undersøgelser, hvilket giver indsigt i intelligensens struktur. På grundlag af statistiske metoder, der grupperer delprøver i klynger i henhold til underliggende fællestræk (faktoranalyse), er der blevet identificeret tre intelligenslag (Carrol 1997). I det højeste stratum findes en generel faktor, g. Denne faktor omfatter et andet stratum af brede faktorer, herunder “flydende” og “krystalliseret” intelligens. (Flydende intelligens omfatter evnen til at håndtere nyhed og tænke fleksibelt. Krystalliseret intelligens omfatter lagring og brug af deklarativ viden som f.eks. ordforråd eller information). Under hver bred faktor er der underordnet en række snævre evner som f.eks. “induktion” og “læseforståelse”. Kendskab til disse forskellige, men indbyrdes afhængige lag kan vejlede konstruktionen af nye psykometriske instrumenter.
En anden styrke ved den psykometriske tilgang stammer fra dens vægt på kvantitative metoder; psykometrikere stræber efter at sikre, at deres test er pålidelige og gyldige forudsigere af præstationer (Sattler 1992). “Pålidelighed” henviser til konsistens i målingerne; jo mere pålidelig en måling er, jo mindre fejl er der i de skøn, der udledes af den. Mange psykometriske test har en ekstremt høj intern pålidelighed (den grad, i hvilken hver enkelt testkomponent korrelerer med den samlede testscore) og en kortfristet “test-retest”-tilid (et indeks for stabilitet, der opnås ved at give testen til den samme gruppe af personer mere end én gang). Desuden har IQ’s stabilitet på lang sigt vist sig at være imponerende, med gode forudsigelser over en 20-årig periode. Validiteten af disse test har også vist sig at være stærk. “Validitet” henviser til det omfang, hvori en test måler det, som den er designet til at måle. Resultater fra intelligenstests korrelerer med omfanget af skolegang, kvaliteten af det arbejde, der er udført i skolen, erhvervsmæssig status og præstationer i arbejdssituationen (selv om styrken af sidstnævnte forudsigelse er kontroversiel), både samtidig og prædiktivt. Sammenfattende kan man sige, at selv om der er alvorlige begrænsninger ved psykometriske målinger, giver metoden pålidelige og gyldige skøn over intellektuel funktion. Psykometriske test er nøjagtige klassifikatorer og prædiktorer, når de anvendes med omhu i afgrænsede sammenhænge.