8. maj 2020

  • Q&A

Om tort of intentional infliction of emotional distress (“IIED”, også kendt som “tort of outrage”) overhovedet er anerkendt, afhænger af staten. Kentucky anerkender denne søgsmålsgrund, men forbeholder den som en “hullet fyldstof”, hvor ingen anden søgsmålsgrund ville være anvendelig, og kun under ekstraordinære faktiske omstændigheder. IIED-krav er ikke det samme som et krav om psykiske eller psykologiske skader, der ledsager fysiske skader forårsaget af f.eks. en bilulykke.

I Kentucky, som i de fleste stater, er det vanskeligt at få medhold i et IIED-krav. Som Kentuckys højesteret har forklaret:

Den pågældende adfærd skal være ekstrem eller uhyrlig og utålelig for at opretholde et krav om forsætlig påvirkning af følelsesmæssig lidelse. Den skal være i strid med almindeligt accepterede standarder for anstændighed og moral. Den skal være mere end dårlig opførsel og skal forårsage alvorlig følelsesmæssig nød, ikke blot sårede følelser.

Childers v. Geile, 367 S.W.3d 576 (Ky. 2012), tilgængelig på https://casetext.com/case/childers-v-geile-1.

En almindelig sag om utroskab vil ikke understøtte et IIED-krav. Der findes imidlertid også retspraksis, der fastslår, at eksistensen af et særligt forhold mellem parterne kan gøre adfærden uhyrlig.

I en sag, hvor et par havde søgt ægteskabsrådgivning hos en præst, og præsten efterfølgende indgik en affære med hustruen, afviste min Kentuckys højesteret rettens afvisning af ægtemandens IIED-krav mod præsten med den begrundelse, at almindeligt bedrageri og utroskab aldrig kan nå op på status af uhyrlig adfærd.

Kentuckys højesteret var uenig og genindsatte IIED-kravet på grund af det særlige forhold under de foreliggende omstændigheder. Det var ikke bare et almindeligt tilfælde af ægteskabsbrud. Se Osborne v. Payne, 31 S.W.3d 911 (Ky. 2000), tilgængelig på https://casetext.com/case/osborne-v-payne?.

Bemærk, at kravet i Osborne var rettet mod præsten og ikke mod den anden ægtefælle. Jeg tvivler på, at et IIED-krav fra den ene ægtefælle mod den anden ægtefælle i stedet for præsten ville have fået medhold selv i samme scenarie.

Jeg tror, at et IIED-krav mod ens egen ægtemand, der begår ægteskabsbrud, ville være usandsynligt at få medhold, selv i en stat, der ellers anerkender IIED som en skadevoldende handling.

Dette er et blogindlæg, ikke specifik juridisk rådgivning. Der er ikke tilsigtet eller skabt noget advokat-klient-forhold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.