Den tidlige radio
Snart efter at KDKA begyndte at operere, indså de tidlige radiooperatører, at de nemt kunne forbinde stationer med hinanden. Konceptet med sammenkobling af stationer begyndte, da ejeren af WMAF i South Dartmouth, Massachusetts, overtalte AT&T’s WEAF, New York, til at forsyne den med programmer. WMAF betalte et gebyr for ikke-sponsorerede programmer. Sponsorerede programmer var gratis. Samme år (1922). WJZ med licens i Newark, New Jersey (nu WABC New York), der var licenseret til Newark, New Jersey (nu WABC New York), gik sammen med WGY i Schnectady om at sende World Series i 1922. I 1923 gik WEAF sammen med WNAC i Boston om at transmittere en fodboldkamp, der blev spillet i Chicago.
Fra denne tidlige begyndelse begyndte AT&T at udvikle det, der blev kendt som kædeudsendelser. Denne praksis med at sammenkoble radiostationer førte snart til udviklingen af netværk. I 1924 var det muligt at sende fra kyst til kyst over en kæde af 26 radiostationer.
AT&T tog af indlysende grunde føringen i udviklingen af kædeudsendelser. Telefonselskabet havde også taget føringen med sin udvikling af betalingsradiospredning og havde i 1925 et overskud på 150.000 dollars. Telefonselskabets radio- og tv-virksomhed viste sig imidlertid at være kostbar.
Der opstod kontroverser om de restriktioner, som AT&T pålagde andre radio- og tv-selskaber, der ønskede at bruge selskabets telefonlinjer. Selskabet, som er statsreguleret, følte, at det ikke kunne tillade sig negativ omtale. Af frygt for den kommende antitrustlovgivning besluttede AT&T at sælge alle sine radio- og tv-stationer. Telefonselskabet overtog rollen som samkøringsstationerne.
General Electric, (GE), The Radio Corporation of America (RCA), & Westinghouse gik sammen for at udvikle et netværk af sammenkoblede radiostationer. Netværket, der er kendt som NBC, blev dannet i 1926. I 1927 drev det nye selskab to netværk, det røde og det blå. Det blå NBC-netværk blev solgt i 1943. Det blev til ABC i 1945. NBC købte også WEAF fra AT&T og drev stationen som netværkets flagskib. (Stationen blev til WNBC. Den er nu WFAN).
Radio udviklede sig hurtigt i løbet af 1920’erne. KDKA modtog en licens fra handelsministeriet i 1920. AT&T udviklede konceptet for betalings-tv-udsendelser i 1922. Samme år begyndte WEAF og WMAF, efterfulgt af WJZ og WGY, at udvikle konceptet med kædeudsendelser. I 1924 var det muligt at sende fra kyst til kyst over 26 sammenkoblede stationer. AT&T’s sendeanlæg havde i 1925 et årligt overskud på 150.00 dollars. RCA, GE og Westinghouse gik sammen om at starte NBC i 1926. Ved udgangen af årtiet (1929) blev CBS det andet netværk.
Første reklame: “Potted Palms”
Som følge heraf gik stationsejerne forsigtigt til værks med reklamer. Den tidlige præsentation i radioen lagde vægt på højkultur, selv om programmerne ikke gjorde det. Ansagere og optrædende var iført smoking og kjoler. Studierne var kunstfærdigt indrettet. Mikrofoner var skjult i lampeskærme og potteplanter. Denne æra kaldes i spøg og spøg for “pottepalme”-æraen inden for radio og tv.
Radioens evne til at nå ind i hjemmene gav de tidlige programmører grund til at være forsigtige. Blandt de ting, der ofte gav anledning til bekymring, var: Er tandbørstning for personlig en funktion til at blive nævnt i radioen? Er det sikkert at nævne prisen på et produkt?
Denne tidlige forsigtighed førte til en interessant tilpasning. Forestillinger og kunstnere blev opkaldt efter programmets sponsorer. Blandt de mere berømte var Gold Dust-tvillingerne, Goldy og Dusty, som reklamerede for Gold Dust-vaskemiddel. The Happiness Boys for Happiness Candy Stores, The Interwoven Pair for Interwoven Socks, Clicquot Club Eskimos for Clicquot Club sodavand og Taystee Loafers for Taystee brød. Alle disse figurer blev fremført af den populære sangduo Jones and Hare.
Salgsplaceringer blev efterhånden lempet og blev mere almindelige. Lytterne vænnede sig snart til tanken om reklamer i luften. Mange af disse reklamer blev velkendte dele af programmet og gav programmørerne mulighed for at udøve en vis grad af kreativitet.
Netværksradio ændrede radikalt kommunikationen i dette land. For første gang kunne lyttere fra kyst til kyst høre store begivenheder, mens de foregik. Publikum i forskellige dele af landet kunne lytte til de samme programmer. Radioen blev landets første elektroniske massemedie.
Radioens guldalder
I den “gyldne tidsalder” var radioen et masseunderholdningsmedie. De tidlige programmer lignede meget det, vi ser på tv i dag, herunder: situationskomedier, musikalsk variation, dramatik, sæbeoperaer og spilleshows. Populære netværk/programmer omfattede: Skyggen, (Hvem ved, hvilken ondskab der lurer i menneskers hjerter.) Den grønne hveps, Mr. Keen: Tracer of Lost Persons, Gang Busters, Sergeant Preston of the Yukon og Jack Armstrong: The All American Boy, som hver uge blev bragt til dig af Wheaties.
Amos ‘N’ Andy, den mest populære af netværksudsendelserne, var bygget på en racemæssig stereotyp. Showet begyndte som Sam ‘N’ Henry på WGN Chicago. Det flyttede til WMAQ i 1928 og blev til Amos ‘N’ Andy. To hvide mænd, Freeman Gosden og Charles Correll, skabte og spillede rollerne som to sorte mænd, der drev “Fresh Air Taxi Company”. Deres lønninger på 100.000 dollars om året, som blev betalt af NBC, gjorde dem til de bedst betalte radio-underholdere på det tidspunkt. Programmet var så populært, at teaterejere ikke ville planlægge deres film og forestillinger i det tidsrum, hvor programmet blev sendt tirsdag aften.
Første radionyheder
Under depressionen begyndte radioen at gøre sig gældende som et informationsmedie. Den 12. marts 1933 begyndte præsident Franklin D. Roosevelt sin serie af fireside chats. Han så radioen som en måde at nå masserne på og berolige deres bekymringer under den økonomiske nedtur. Roosevelt satte også hjulene i gang for at oprette et regeringsagentur til at regulere det nye medie. Ved kommunikationsloven fra 1934 blev Federal Communications Commission (FCC) oprettet.
Radioen begyndte snart at demonstrere sin evne til at tage lytterne med på stedet, hvor begivenhederne foregik. Et af de mest dramatiske eksempler var, da lytterne indstillede sig den 6. maj 1937, i stedet for at høre om Hindenburgs rutinemæssige ankomst af et luftskib fra Tyskland. De hørte i stedet en beskrivelse af luftskibets styrt i Lakehurst, NJ.
I slutningen af årtiet begyndte Edward R. Murrow, der blev den mest berømte af Anden Verdenskrigs korrespondenterne, at sende fra London. Han beskrev den natlige Blitzkrieg (de tyske bombeangreb) og fortalte de amerikanske lyttere om de forstyrrelser, der ramte livet i Europa.
Gennem Murrow og de andre krigskorrespondenter blev amerikanerne bekendt med stemmerne fra de vigtigste europæiske ledere: Hitler, Mussolini, Chamberlain og Churchill. Da Pearl Harbor blev bombet den 7. december 1941 af japanerne, var den amerikanske offentlighed positivt indstillet over for, at nationen skulle gå i krig.
Radioen bragte krigshandlingerne fra Europa og Stillehavet ind i de amerikanske hjem. Navnene Larry Lesuer, Charles Collingwood og Eric Sevareid blev velkendte for radiolytterne. Radioreporterne gik i land sammen med tropperne på strandene i Normandiet på D-dag og dækkede krigen i hele Europa. På Stillehavsfronten rejste radioreporterne på øhop med tropperne. Amerikanerne blev informeret om alt fra MacArthurs tilbagevenden til Filippinerne til nedkastningen af atombomberne på Hiroshima og Nagasaki.
Krigskorrespondenterne udviklede en indsamlings- og rapporteringsstil, der udnyttede radioens umiddelbarhed. Det er en stil, der er fælles for radio- og tv-rapportering i dag. CBS blev forbilledet for nyhedsrapportering på nettet. I slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne var radioen fuldt udviklet som et nyhedsmedie.
Anden Verdenskrig hæmmede tv’s vækst. Udviklingen af tv, som var blevet demonstreret allerede i 1920’erne og var et hit på verdensudstillingen i 1936, blev forsinket af krigsindsatsen.
Efter krigen blev tv-apparatet tilgængeligt i handelen i 1946. I løbet af blot to korte år overgik tv’s indtægter radioens indtægter. Radioens indtægter faldt i 1949. dette markerede afslutningen på radioens “guldalder”.
De programmer, der fungerede godt i radioen, fungerede endnu bedre i fjernsynet. Snart omdesignede stjerner og shows som Jack Benny, Milton Berle og Our Miss Brooks sig selv til det visuelle medie. De sidste netværksprogrammer, der forlod radioen, var Ma Perkins, en sæbeopera med en loyal radiofølgerskare helt ind i 1960’erne, og Don McNeills Breakfast Club, et varieté/talkshow, der var det program, der kørte længst i radioen fra 1933 til 1968.
Klassens note: Breakfast Club er indirekte ansvarlig for din undervisers interesse for radio. Som barn skiller han familiens køkkenbordsradio ad for at finde de små mennesker, der synger og laver musikken. Don MacNeil’s Breakfast Club, der blev hørt på WKIP 1450AM Poughkeepsie, NY, var i luften på det tidspunkt.
Greenfield, T. A. (1989). Radio: A reference guide. Greenwood Press: Westport, CT.
Keith, M. C. og Krause, J. M. (1989). The Radio Station Focal Press: Boston.
O’Donnell, L., Hausman, C. og Benoit, P. (1989). Radiostationers drift: ledelses- og medarbejderperspektiver. Wadsworth: Belmont, CA.
Kapitel Ressourcelinks
- Amos ‘n’ Andy
- Amos ‘n’ Andy
- Radio Yester Year
- Breakfast Club
- Broadcast FAQs
- Original Old-Time Radio
- Museum of Television & Radio
- War of the Worlds Radio Broadcast
- Journal of Radio Studies
- Library of American Broadcasting
- Old Time Radio
- OTR Sound Snippets
- Radio Days
- Radio Days
- Radio Days – Edward R. Murrow
- Radio Days – Nyheder
- Billeder af Murrow
- Edward R. Murrow Information
- Radio Days – Hindenberg
- Radio Memories
- Nostalgi Sider