Disco stødte sammen med den identitetspolitik, der var under opsejling i 1970’erne. Disco var musik om fællesskab. Det bragte sorte, hvide og spansktalende, bøsser og heteroseksuelle sammen. Det var en tilbagevenden til de integrative tendenser fra 60’erne. Som sådan var den ekstremt polariserende og blev mødt med stor fjendtlighed. Disco døde ikke bare, den blev dræbt. Disco Demolition Night i 1979 i Chicago er et perfekt eksempel på den aktive og følelsesmæssige modstand, som disco blev mødt med. Det skal bemærkes, at dette anti-disco oprør blev et anti-sort oprør, da de fulde hvide i pøblen overfaldt de sorte uden for stadion. Folk var ikke længere i humør til musik, der handlede om fællesskab og integration.
Sorte DJ’s ville ikke spille disco, fordi det var for hvidt. Hvide DJ’s ville ikke spille disco, fordi det var for sort. Og selvfølgelig var det for bøsset for alle. Arbejderklassens hvide faldt tilbage i favnen på rock. De sorte fra arbejderklassen opfandt hip-hop. Begge dele var musikformer, der var racemæssigt eksklusive. Det var musikalske tendenser, som passede meget bedre til 80’ernes stemning end disco.