Det er almindeligt kendt, at Rick and Morty startede som The Real Animated Adventures of Doc and Mharti, en vulgær parodi på Tilbage til fremtiden, der blev lavet, da Justin Roiland ikke var alt for tilfreds med Universal Studios. Roiland blev så glad for de stemmer, han brugte, at han til sidst omarbejdede konceptet til det show, som vi alle kender og elsker i dag. Selv om tidsrejser bogstaveligt og figurativt er blevet lagt på hylden, har showet bevaret meget mere fra filmfranchisen, end man kunne forvente.
Til at begynde med tager vi Rick. Han er naturligvis fysisk baseret på Doc Brown, men hvad kunne de to have til fælles med personligheden? Den ene er en storøjet, finurlig, vanvittig videnskabsmand, og den anden er et nihilistisk, ubarmhjertigt geni. Fans af Tilbage til fremtiden kan måske huske en teori om, at Doc var så træt af at fejle, at han planlagde enten at lykkes med sit tidsrejseeksperiment eller at slå sig selv og Marty ihjel i processen med DeLorean’en. Lyder det bekendt? Rick udøver jævnligt en sådan risikabel adfærd som en måde at begå selvmord på uden at tage livet af sig selv, som det er almindeligt for folk med alvorlige depressioner. Doc var i virkeligheden lige så håbløs som Rick, han skjulte det bare på en mindre åbenlys måde.
Et andet lille punkt, jeg lagde mærke til, er, at begge elsker at have en ledsager. Der blev vist to (eller tre) hunde, der ledsagede Doc på forskellige tidspunkter, alle under navne af berømte videnskabsmænd. Rick elsker at have finurlige assistenter som Mr. Poopybutthole (navnet taler for sig selv) og Pencilvester.
Morty svarer til Marty, som de fleste nok har regnet ud fra dag ét. Begge synes at dele musikalske evner, forkrøblede eller ej. Marty er naturligvis berømt for sine evner som guitarspiller og ambitioner om at lede et berømt rockband en dag. Morty (eller hans hologram, som er baseret på ham i alle henseender) opfører sig som om han har optrådt før i “M. Night Shaym-Aliens!”, når han slutter sig til Rick for at rappe, og han spillede både keyboard og tamburin ret godt i “Get Schwifty”. Ligesom Marty er Morty en smule uklar, når han skal optræde foran et publikum, men klarer sig bedre, når publikum er mindre.
Morty er en dekonstruktion af Martys personlighed. Som hovedperson i filmene skal Marty på en måde være en cool actionhelt. Han stopper ikke med at sætte foden ned over tidsrejserne, og han fungerer godt under pres. Han retter tidsforskelle op alene, uden megen instruktion eller hjælp. Morty er ikke lige så letkøbt. Alting giver ham stress, og han stiller spørgsmål, før han handler på noget. Begge deler dog en følelse af kreativitet og opfindsomhed. Marty tænker hurtigt i alle filmene, og Morty har haft sine øjeblikke til at brillere; f.eks. brugen af Ricks sko til at undslippe en anholdelse i Piloten.
Jeg kan godt lide at tænke på Beth og Jerry som karikaturer af George og Lorraine McFly (født Baines). Da Roiland og Harmon byggede familien op omkring Rick og Morty, er det indlysende, hvad deres inspirationskilde var. Ligesom George var for bange til at forsvare sig selv eller endda sin kone, kan Jerry ikke engang gøre sig den ulejlighed at hjælpe Beth mod en aggressiv vagabond i “Total Rickall” samt et væld af andre trusler i andre episoder. George’s lysende øjeblik i filmene var dog, da han endelig stod op mod Biff. Der var meget på spil, Lorraine kunne være blevet voldtaget, men George besluttede sig endelig for at slå tilbage mod sin gamle mobber, da situationen nåede sin mørkeste time. På samme måde klarer den patetiske Jerry sig altid bedst under anspændte omstændigheder: Cronenberg-verdenen, Meeseeks-hændelsen og “Big Trouble in Little Sanchez”, for blot at nævne nogle få. Ligesom George i den “faste” tidslinje med sin selvtilfredshed kan succes stige Jerry til hovedet.
Lorraine var ryger og drikker, primært fordi hun ikke kunne tage livet så godt, og fordi hendes mand var ryggradsløs. Beth er nøjagtig det samme med sin alkoholisme og selv sin skønhed (selvom den i modsætning til Lorraine ikke nødvendigvis falmede som årene gik). Hun er lidt kold over for sine børn, ligesom Lorraine var, før tidslinjen blev ændret.
Som en interessant sidebemærkning foregår Back to the Future’s klimaks primært i den lokale Enchantment Under the Sea Dance, hvor det er meningen, at Martys forældre skal mødes og blive forelskede. Gæt, hvem der også mødte og blev forelsket ved en high school-dans? Forskellen var, at Beth og Jerry skabte deres datter efter begivenheden, mens George og Lorraine giftede sig på grund af en mere ægte tilknytning. Begge parter ofrede sig for deres ægtefæller, idet Beth ofrede sin lægekarriere og blev en lavtstående hestekirurg, og George undlod at gå på college, så han kunne starte et liv med Lorraine.
Summer er unik, idet jeg mener, at hun ikke nødvendigvis var stærkt baseret på nogen karakterer fra filmene. Hun kunne dog være en sammensmeltning af Martys søskende – en fjern, tilbagelænet storebror ved navn Dave og en storesøster, der gik ret meget op i at blive populær ved navn Linda.
Jessica drager meget tydelige paralleller til Martys kæreste, Jennifer. Ligesom med Jennifer ses Jessica sjældent på skærmen eller får meget karakterudvikling, muligvis i overdreven grad eller som parodi. Begge virker søde og rare, men man får indtryk af, at der bare er mere i dem. Jeg er sikker på, at skaberne har spillet på den idé, hver gang hun optræder i en større rolle.
Principal Vagina er, ligesom Principal Strickland fra filmene, skaldet(ing). Stricklands “slacker”-kommentarer og strenge foredrag manifesterer sig i Mr. Goldenfold, mens rektor Vagina ironisk nok er en meget realistisk, nedtonet udgave af ham. Jeg vil sige, at de sandsynligvis delte hans karakter i to for at gøre serien mere interessant.
Biff-ækvivalenten, Frank Palicky, blev dræbt knap minutter inde i pilotfilmen. Frank virkede til at være en parodi på Biff, men med en psykotisk kant, til det punkt, hvor hans stereotype “bølle”-personlighed var så ekstrem, at ingen seer kunne tage ham alvorligt. Ved at ‘bryde isen’ ved at vælte Frank, tror jeg gerne, at det er skabernes måde at sige, at det ikke er et seriøst bud på de personligheder, der blev præsenteret i filmene.
Mens nogle mener, at Tilbage til fremtiden kun var et mindre element i skabelsen af showet, vil jeg mene, at dette bidrager til ideen om, at Roiland og Harmon aktivt kiggede med og baserede meget mere end blot hovedpersonernes roller på filmene.