Det kommer helt an på, hvad du kan lide. Jeg ved ikke, om rækkefølgen er så vigtig udover at lytte til det, der tiltaler dig først.
Junta – Lange prog-rock-kompositioner, for det meste. Denne David Bowie er solid 80’er-agtig jamming. Min favorit!
Lawn Boy – Meget Phish-y, domineret af lethed og mærkelighed. Ærligt talt ikke meget herpå, som ikke er gjort bedre live.
A Picture of Nectar – Eklektisk. Mere traditionelt “songy” end de to foregående, på en måde, der overføres godt til studiet. Dette album har altid føltes næsten som et fantasy D&D konceptalbum, med eventyrlige historiesange som Llama, Cavern, CDT osv… men måske var jeg bare en nørd i gymnasiet, da jeg lyttede til det på repeat.
Rift – Peak songwriting talent IMO. Ikke helt så episk og proggy som Junta, men det er ikke altid en dårlig ting. Sangen er også fantastisk – på dette tidspunkt lyder Treys guitar meget Trey-agtig. Dette album føles som et liveshow. Der er en del jamming, trackrækkefølgen er fremragende udformet, og Horse/Silent er en tilfredsstillende afslutning. Tæt på andenpladsen efter Junta for mig.
Hoist – Kontroversielt. Phish begynder at bevæge sig ind på mere mainstream rockterritorium her, og dette album føles bestemt som et typisk 90’er-rockalbum på mange måder. Det eneste nummer, der bryder 5 minutter, er “Demand” med et klip fra et live Split indsat i det. Godt, hvis du kan lide lidt radiovenlig 90’er-rock.
Billy Breathes – Stadig lidt “typisk rock”, men bestemt mere Phish-agtig end Hoist, BB har mange af Phishs bedste ballade-lignende kompositioner på albummet. Waste, Talk, Theme from the Bottom, Train Song, Billy Breathes – det er alle sange, der virkelig nyder godt af den klarhed og den perfektion, som en studieindspilning giver med flere takes. Kan varmt anbefales, hvis du kan lide disse sange.
Story of the Ghost – Dybest set 97/98 i studieform. Det er en fin måde at få en fornemmelse for grundformen af alle de sange, der bliver til funkfests. Endnu en pænt udformet trackrækkefølge, ligesom Rift. Har en slags mørk og melankolsk stemning, i mine ører.
Farmhouse – Ligesom Hoist er dette endnu en sorta-mainstream, der lyder som sin tid-plade. Der er ikke meget herpå, som jeg ikke ville foretrække live, men Dirt & Sleep er dejligt. God måde at introducere folk til Phish på.
Round Room – Det er en smule slapdash, men jeg kan lide det. Mange af sangene er spillet med den energi (og upræcision), som et liveshow har. Lavt på min liste, dog.
Jeg har faktisk aldrig lyttet til deres andre studiealbums!