Jeg kunne bare være gået ud, uden at de opdagede, at der var noget galt. Men nej. Jeg ødelagde det.
Wenseday: Jeg var vred på min mor. Et af de daglige skænderier, jeg kommer i med hende. Jeg kommer 30 minutter for sent i skole, og jeg har migræne. Jeg er virkelig sur. Så jeg mister kontrollen og skriver flere digte om massemordere, specielt Jeffery Dahmer, Ted bundy, osv . Jeg læser et højt. Spørg mig ikke, hvorfor jeg gjorde noget så retarderet. Nå, men jeg bliver sendt til skoleinspektøren. Hun siger, at hun ikke vil straffe mig, men vise mine forældre, som havde et møde med hende i morgen (jeg er blevet diagnosticeret med depression af en læge, og mine forældre/skolen ved det). Jeg sagde til hende at mine forældre vil blive pisse sure. Hun er ligeglad. Ingen af dem gør. Absolut ingen på den skide skole føler noget som helst for mig udover skuffelse og ærgrelse. De ville fortælle dig noget andet. De lyver
Torsdag: En del af vreden bliver til tristhed. Ved 5. time fungerer jeg ikke nok til at tænke godt. Jeg skærer mig midt i timen og får blod ud over hele min prøve. Læreren sender mig på kontoret. De fortæller mig, at jeg er nødt til at gå med min mor, i stedet for min far, som jeg meget hellere vil foretrække, ellers ringer de efter en ambulance. Jeg har fortalt dem, at hun vil gøre det værre, men det er de ligeglade med. Hun slæber mig på hospitalet, og jeg venter 8 timer på at komme hjem og endelig få noget søvn, som jeg aldrig kan få, fordi skolen starter tidligt og jeg skal bo hos min mormor en time væk.
Fredag: Min mor lyver og fortæller mig, at der kommer nogle folk fra hospitalet, og at jeg er nødt til at tage hjem til hende. Jeg fortæller hende, at jeg ikke vil, men hun truer nok, så jeg kan ikke gide at diskutere mere. De kommer aldrig. Dette fører til nu. Jeg føler ærligt talt, at jeg ville begå selvmord, hvis jeg havde chancen. Min mor gør det hele tiden værre, og hun vil ikke lade mig komme væk fra hende. Jeg hader alle i skolen. Edgy, jeg ved det. Men det er sandt.
Jeg har lyst til at gøre noget. Som at snige mig ind i skoven og hænge mig selv. Men jeg ved, at jeg ikke vil gøre det. Jeg vil blive ved med at sove hele dagen, indestænge mine følelser og gøre noget dumt, som ødelægger mit liv i et par uger. Den cyklus vil ikke stoppe. Jeg ønsker bare, at den skal stoppe. Jeg vil enten begå selvmord eller vende mit liv om. Begge dele virker som en alt for stor indsats.