Spørg pastor Tyler: Ofte får jeg folk til at stille fantastiske spørgsmål via e-mail, sms eller personligt. Så jeg vil lejlighedsvis gøre dem til blogindlæg for dem, der er interesserede. Jeg har fundet ud af, at så mange af os alle tænker på de samme ting.
Dagens spørgsmål er dette: Kristendommen synes at være en meget blodig religion. Er dyreofring (til guderne) et hedensk begreb, som kristendommen har taget fra?
Som kristne synger vi meget om “Kristi blod”. Nogle af disse sange som berømte favoritter, men billedsproget er stadig lidt mærkeligt: “Hvad kan vaske mine synder bort? Intet andet end Jesu blod. Oh precious is the flow, that makes me white as snow. .” Eller:
“There is a fountain that I see//Filled with blood drawn from Emmanuel’s vein//The sinners, sinners pledged below that blood//Lose all their guilty stains.”
Det sidste er særligt mærkeligt; et “springvand af blod” lyder mere som en gyserfilm end som en god nyhed i moderne ører. Selv om disse sangskrivere nok har taget billedet lidt for langt, så stammer billedet og det visuelle billede af blod fra Bibelen, som f.eks. 1 Joh 1:7: “Men hvis vi vandrer i lyset, som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.” Og Efeserbrevet 2,13: “Men nu er I, som engang var langt borte, i Kristus Jesus blevet bragt nær ved Kristi blod.”
Som min ven spurgte mig for nylig, gør dette kristendommen til en blodig, barbarisk, hedensk religion?
Overfladisk set kan mange ting i Bibelen virke primitive og hedenske, fordi dens gamle kultur er så forskellig fra vores egen, og derfor kan mange ting i den virke primitive og hedenske. Men hvis vi ser nærmere på Kristi død, vil vi se, at den er meget forskellig fra disse gamle religioner. Der er nogle klare kontraster mellem hedenskab og jødisk-kristendom.
For eksempel er hedenske guder ofte sultne, trængende, ustabile og krævende. De er humørsvingende, og de har brug for konstant blod. Og deres blodtørst er ikke kun begrænset til dyr, hedenske guder krævede ofte spædbørn, børn eller voksne. Menneskeblod. Og guderne har brug for mennesker til at brødføde og tjene dem. Faktisk er dette hedenskabets “menneskets hovedformål”: at tilfredsstille guderne og tjene dem for evigt.
Men i kristendommen skaber Gud mennesker for at være i et forhold til dem. Når dette forhold bliver brudt, og tingene går af sporet, kommer Gud til sidst ned til os i Jesu person og tjener OS gennem et offer. I kristendommen kræver Gud ikke blod, han bliver menneske og giver sit blod (ofrer sit liv).
Derved er kristendommen slet ikke særlig blodig! Kun én person dør. Han giver sit liv frivilligt og tager al synd, lidelse og ondskab på sig selv. På den måde er Kristi død mindre hedensk og minder mere om de historier, vi alle elsker og husker. Så mange historier og bøger og film viser, at dette tema betyder så meget for os som mennesker, f.eks. i Harry Potter eller Stranger Things. Jeg vil hævde, at disse myter, der giver dyb genklang hos os, peger på kilden til disse myter, nemlig en Gud, der ofrer sig selv for os. I dette er det ikke så meget selve blodet, der tilgiver os. Der er ikke noget magisk ved det. Men blod er et kraftfuldt stykke liv og død. Når vi siger, at “Jesu blod” tilgiver os, mener vi, at Jesu stedfortræder og ofring af sit liv er det, der giver os tilgivelse.
Nu, når nogle mennesker tænker på en blodig kristendom, refererer de måske tilbage til Det Gamle Testamente. Men selv før Jesus er jødedommen (Det Gamle Testamente) også meget forskellig fra hedenskaben.
A) En kendsgerning, som ofte bliver overset, er, at dyreofre i Det Gamle Testamente nogle gange fungerede som en grillfest. En fest. Simpelthen at nyde noget godt kød sammen med familie og venner. Ja, det er blodigt, på samme måde som en slagterbutik er blodigt. Ikke en dårlig ting, hvis man rydder godt op.
B) Som nævnt ovenfor befaler Gud også dyreofring, i modsætning til de omkringliggende kulturer, der dræbte mennesker. Gud bevæger sit folk i en anden retning (i sidste ende ophører al ofring med Jesus).
C) Nogle gange er disse ofre beregnet til at vise alvoren af et moralsk svigt og fremhæve princippet om, at vores handlinger påvirker dem omkring os. I denne gamle kultur var disse tegn og symboler enormt vigtige. Men kristendommen satte en stopper for disse praksisser.
Kristendommen er bestemt stadig mærkelig, og som Russell Moore har argumenteret for, bør vi holde den sådan. Vores kultur er desperat efter det transcendente og sande. Vi bør forklare kristendommen i folkemunde (almindeligt sprog), uden religiøse klichéer, men stadig på en måde, der bevarer det centrale budskab (som er et mærkeligt budskab). Men husk, kristendommen var lige så mærkelig dengang, som den er nu. Gud bryder ind på både hedenskab OG progressivisme og ryster præmodernitet, modernitet og postmodernitet. Så #KeepChristianityWeird, men også på en måde, der er historisk pålidelig og kulturelt forståelig.
-Pastor Tyler