Alai

“Al tid eksisterer hele tiden” – fra dokumentarfilmen Hvad er virkelighed?

* * * *

Frikøber dig fra den tunnelsynede tidtager! Giv tidens ubøjelige pil tilbage til sin kogger!

Et af nøglebegreberne bag fysikkens E8 Lattice Theory (som forklaret i Quantum Gravity Researchs dokumentarfilm What Is Reality fra 2017) er, at fremtiden arbejder arm i arm med fortiden for at skabe nutiden. I religiøse kredse tilnærmer vi denne proces (med en ikke ubetydelig dosis antropomorfi) som forløsning, dvs. ikke så meget samskabelse som at gå tilbage og reparere det, der ikke blev udført korrekt i første omgang. Dette bringer mig til mit yndlingscitat af Walter Benjamin nedenfor:

Benjamin’s geniale intuition er tilfældigvis et eksempel på det, som Edgar Allan Poe ville kalde ratiocination, der her af Timothy Green beskrives som “en slags fantasifuld ræsonnement, intuitionens evne til at skabe vidtrækkende forbindelser mellem tilsyneladende små og uensartede detaljer, et spring fra alle de måske-har været til det, der sandsynligvis er. Det er en kontrafaktisk logik, der er i stand til at afsløre en dybere sandhed.” Poe forudså mange af den moderne fysiks begreber, før videnskaben selv udlagde dem i teorier. Med hensyn til deres frontløbere forklarende kraft kan meget af det samme siges om Bhagavad Gita eller Toraen.

I de abrahamitiske traditioner genkender vi en eskatologisk proces. Historien er ikke kaotisk, men snarere en målbevidst konvergens mod et slutpunkt eller telos. Desuden er menneskets historie (et 3D-fænomen, der er hæmmet af ensrettet tid) den proces, hvor denne verdens fyrste konsoliderer og komprimerer al jordisk rigdom og magt i en konvergerende geometrisk form eller totalitet, der ikke er ulig den tilspidsede spids på en pyramides slutsten.

Det er klart, at menneskets historie er langsom som melasse. (Faktisk er den i mikro-inkrementer mere subjektiv/elastisk, til tider ser den ud til at kravle eller flyve). Hvornår kommer Jesus egentlig tilbage? Det, der går rundt, tager ofte en helvedes lang tid at komme rundt, hvis det overhovedet kommer rundt. Desværre er vi psykologisk set ikke konstrueret til at opfatte tid som andet end en sekvens, en varighed, en begivenhed, en sætning, der kræver et verbum. Denne selvstændige geometriske blok er et mentalt overdrev. Tiden er for os en lunefuld kælling af en pil, der rejser sig med vækkeuret hver morgen for at levere enten en eftertragtet jobforfremmelse eller en dødelig pil i ryggen. Og de undrer sig over, at vi er gennemsyret af frygt og ængstelse. Oy! Vores tid – hernede i denne verden af skæbne, der er ujævnt fordelt – kan ende i en verden af smerte når som helst.

Gå nu ud og hav en god dag.

Min tro, for hvad den er værd? At slutningen af menneskehedens historie vil være et klimatisk øjeblik, hvor en messiansk figur bedøver Dyret eller Antikrist/Dajjal (genstridige spindelvæv fra en ufordøjelig fortid), hvorefter Benjamins “fylde” genvindes for al evighed. (T.S. Eliots still-punkt er stort set det samme.)

Her er geniet Walter Benjamin igen (nedenfor). Tragisk nok drejer den sidste sætning over i polemik og føles for meget af sin tid. Progressivitet er i alt for høj grad en facet af politik. Yecch. Men ellers er historiens engel stum, fordi historiens vrag kun får sammenhæng (forløsning) med fremtidens omsorg, som han vender ryggen til indtil enden. Englen er ramt og forfærdet. Hans begrænsede udsigtspunkt (kun menneskets historie) udelukker ham fra en omfattende forståelse af “tiden som blok”. I virkeligheden er det sådan, at fremtiden til enhver tid kommer ind på et hjælpende grundlag. Faktisk er den storm på hans vinger, der udgår fra Paradiset, et middel mod de ødelæggelser, han ser, og den er ikke noget at beklage eller frygte. Han ville være en taknemmelig elev af E8-gitterteorien.

En anden analogi . . .

Jeg så for mange år siden et naturprogram, hvor en ræv tog et ahornblad i munden, før den gik ud i det smalle vand i kanten af en lille bæk. Ræven vendte sig nedstrøms og dykkede meget langsomt ned i vandet, mens den hele tiden holdt bladet i sin mund. Lige før bladet blev sluppet fri, var det blevet til en vrimlende platform af lopper. Den berusede båd sejlede afsted! Ræven havde “forløst” sig selv fra lopperne. Er denne proces analog med menneskets historie? Er der tale om en bladstrategi, der anvendes til at konsolidere ondskabens fulde substans med henblik på en endelig pludselig udslettelse? Ahornbladets spids er et fint stand-in for en pyramidekappe.

Måske kæmper fysikken med det samme forløsende drama, om end det er formuleret i fysikkens (matematikkens) lidenskabsløse sprog. Er forløsningen en proces, der i sidste ende har et matematisk udtryk? Forløsning er i sagens natur en samskabelsesproces, om end med et tidsinterval – eller det opfatter vi i hvert fald sådan. Virkeligheden skabes i første omgang af nuværende bevidste væsener, der derefter bearbejdes af en telos-bevidsthed fra fremtiden for at sikre den kausalkæde, der vil gøre denne telos-bevidsthed mulig. Og dog ikke en tautologi, men ligesom Babylons mysterium er udstyret med en eller to frihedsgrader, hvilket sikrer et ikke-deterministisk resultat. Nej, vi er ikke forprogrammerede robotter. Forløsning er en måde at udtrykke denne tosporede samarbejdsproces på. (Desuden er der intet, der siger, at forløsningen i den geometriske blok af tid ikke sker samtidig med synden. I mangel af en tidspil, hvorfor skulle noget gå forud for eller følge efter noget andet?)

Der er også jungianske/antropiske ekkoer her. Mennesket er de øjne og ører, gennem hvilke Gud betragter den særlige skønhed i sin skabelse. Dette er også i overensstemmelse med kvanteteorien. Uden os på jorden, der flittigt smedede kausalkæder, ville universet forblive en ubesat vej, et formløst formløst tomrum, der ikke er blevet manifesteret.

Et paradoks er en sandhed, der mangler et sammenhængende udtryk i den kausalbundne 4D-verden. En sådan truisme kan være, at fri vilje og determinisme opererer som medskabere. Kan vi antropomorfisere dette til henholdsvis menneske og Gud?

Dette bringer mig, forsinket, til den fascinerende dokumentarfilm What Is Reality? Denne ret ambitiøst navngivne titel lever op til sit navn og er de 30 minutter værd at se den på grund af dens overbevisende, lægmandsmæssige behandling af E8 Lattice-teorien. Jeg kunne dog godt have undværet Einstein-tegnefilmene og den pjattede fortælleren. Man får en fornemmelse af, at vi skal klappes på hovedet, efter at hvert tungt begreb er blevet introduceret. Jeg mener, vi ikke-videnskabsfolk er dumme, men vi er ikke dumme. Så tag det roligt med det nedladende pjat, folkens.

Hvis teorien hævder (blandt andet), at “virkeligheden er geometrisk”, hvorfor kan menneskets historie så ikke være en pyramide inden for denne større geometri?

Det gyldne snit, som forklarer mange strukturer i universet (bl.a. Donald Trumps kammehår), spiller også en fremtrædende rolle i teorien, som videoen beskriver.

Fysikere hader os håndværkere, der slamrer rundt i deres felt uden hjælp fra matematikkens sprog. Jeg har en tendens til at være enig med dem. Jeg nåede frem til de imaginære tal, alle disse skændige små i’er, og så droppede jeg det. Ikke desto mindre er jeg virkelig betaget af den fælles skabelse af nutiden ved hjælp af fortiden og fremtiden. Og jeg føler, at det giver genlyd med meget af det, som religionisterne har udforsket i årtusinder. Så der.

Endnu en bemærkning. Videoen indeholder syv ledetråde, der har til formål at underbygge teorien om E8-gitteret:

• Information
• Kausalitetssløjfer
• Non-determinisme
• Bevidsthed
• Pixelering
• E8-krystal
• Guldt forhold

Oaf disse syv, er bevidsthed måske den mest vanskelige opgave at placere inden for en fysikrubrik. (Se 3:58: “Vi er nødt til at bringe elementet bevidsthed ind i fysikken.”). Der er masser af fysikere, der er opsat på at bøje bevidstheden ind i deres foretrukne kæpheste. Men hvad nu, hvis den ikke vil med? Hvad hvis det er en evigt undvigende pasform?

Det siges, at hvis verdens fysikere blev bedt om at nævne deres største nulevende kollega, ville det være Ed Witten, strengteoretikeren og pioneren inden for strengteori. Hvad kan jeg, blot en poet, gøre andet end at følge med?

Jeg vender ofte tilbage til følgende interviewuddrag af Witten på Youtube. Her har vi en fuldkommen insider, hvis instinkter med hensyn til fysikdisciplinens grænser, parametre (og ja, potentielle begrænsninger) fortjener vores største opmærksomhed. Her er også en mand, som ikke ville blive anfægtet meget, hvis han i et anfald af overmod på sin elskede fysiks vegne gjorde krav på den fulde udstrækning af alt, hvad der eksisterer under solen.

Og alligevel udviser Witten det største geni af alle – overbærenhedens geni – når han hævder, at den menneskelige bevidsthed højst sandsynligt er noget helt andet, måske endda et permanent tilbageholdt mysterium. At et stort sind kan ane de lurende indskrænkninger i sit eget intellektuelle område, gør det så meget større i min bog.

Måske er det lykkedes E8 Lattice-banden at overskygge den kloge gamle Ed. Det vil kun tiden vise.