Alai

I de første femten år af mit liv havde jeg ingen problemer i mit sociale liv.

Jeg var aldrig særlig udadvendt, men jeg havde altid venner omkring mig og følte mig tryg i min sociale gruppe. Jeg følte mig aldrig alene eller ude af stand til at interagere med andre. Jeg tog mine sociale evner for givet; jeg vidste ikke, at det var muligt at miste den lethed, hvormed jeg havde kontakt med andre.

Uheldigvis tog tingene en meget uventet drejning for et par måneder siden. Jeg mistede to venskaber i mit liv, og jeg tog slaget meget hårdt. Som følge af at jeg følte mig uden venner på grund af uheldige omstændigheder, tog jeg skylden på mig selv og begyndte at se mig selv som en uelsket og uværdig person, der ikke havde venner af egen skyld.

Snart efter at have mistet mine venner begyndte jeg at undgå social interaktion helt og holdent. Jeg sad alene til frokost med min computer og lod som om jeg lavede lektier for at undgå at skulle finde en ny gruppe børn at sidde sammen med.

Jeg søgte ikke længere efter sociale muligheder, men følte mig stadig overrasket, når jeg ikke blev inviteret til at hænge ud med folk, hvilket kun forværrede problemet.

Mere og mere begyndte jeg at miste motivationen og glæden ved ting, der havde med mit sociale og akademiske liv at gøre. Kort sagt blev jeg deprimeret og isolerede mig effektivt fra alle omkring mig.

Sådan stopper du med at isolere dig fra andre mennesker

Isolation er en ond cirkel: Vi isolerer os selv, fordi vi ikke ønsker at blive såret af andre, som måske finder os uelskelige, men vi bliver endnu mere såret, når vi befinder os alene.

At lukke folk ude er ikke kun en mental beslutning; vores handlinger, kropssprog og tonefald afspejler vores holdning til andre. Vi bliver efterladt alene, til vores konstante lettelse og sorg: vi bliver ikke såret, men vi bliver heller ikke elsket eller accepteret.

Vi lærer hurtigt, at det er værre at være alene end at interagere med andre, selv når der er risiko for at blive såret eller forladt.

Som sociale dyr kan vi ikke leve vores liv i skygge og gemme os for interaktion. Ensomhed er uholdbar og destruktiv. Det lærte jeg efter ca. en måneds isolering af mig selv.

Det er vigtigt at erkende, at isolation er usundt, men det er bestemt ikke nok til at vinde kampen mod depression i sig selv. Den virkelige kamp i kampen mod depression og isolation er at finde ud af, hvordan man bekæmper den.

Dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort – når du først har isoleret dig selv, har du gravet et hul, og det er meget sværere at komme ud igen end at komme ind i det.

Her er et par måder, hvorpå jeg overvandt min tendens til at skubbe andre væk, og hvordan du også kan stoppe med at isolere dig selv fra andre mennesker.

1. Identificer den grundlæggende årsag til din isolation, og find ud af, hvorfor du betragter dig selv som uværdig/uegnet til interaktion.

Hvad er det ved at være social, der skræmmer dig?

Har du mistet en ven eller været ude i et traumatisk skænderi, der fik dig til at tro, at du kun vil blive såret eller forladt, hvis du kommer tæt på folk? Overvej de tanker, der går gennem dit hoved, når du interagerer med nogen.

Fortæller du dig selv, at du ikke er elskværdig? Føler du, at du vil kede, gøre den anden person kedelig, kedelig eller irriterende? Overbeviser du dig selv om, at du vil blive såret eller forladt, fordi du altid er det eller nu fortjener det?

Når jeg skubbede andre væk, var det fordi jeg konstant fortalte mig selv, at ingen ville kunne lide mig.

Jeg var overbevist om, at jeg ville blive forladt af alle, jeg forsøgte at tale med, fordi ingen ville have lyst til at føre en samtale med mig. Det var ærlig talt latterligt; tidligere var jeg blevet vellidt og kontaktet af mange mennesker for at få råd og en let samtale.

Det tog lang tid, men til sidst blev jeg bevidst om disse tankemønstre og var i stand til at lukke dem ned. Jeg adresserede hver enkelt tanke og lærte at afvise dem, når de kom ind i mit hoved, som falske.

Dette er ikke en ændring, der kan ske fra den ene dag til den anden, men blot det at blive bevidst om hver enkelt tanke kan gøre forskellen mellem helbredelse og en yderligere spiral ind i depression.

2. Prøv at genoptage kontakten med en gammel ven eller en person, du ikke har talt med, siden du begyndte at lukke andre ude.

Når du identificerer årsagen til din isolation og tager fat på den, kan du genoptage kontakten med folk igen.

Jeg er en ret reserveret person af natur, og det er en stressende aktivitet for mig at møde nye mennesker.

Jeg ville gerne tale med folk, som ikke var opmærksomme på min depressive holdning under min depression, men det var udelukket at danne helt nye venskaber i min følelsesmæssige tilstand.

I stedet henvendte jeg mig til folk, som jeg tidligere havde talt ofte med, og som jeg ikke følte mig stresset over at sige goddag til.

Samtidig var disse mennesker tæt på mig for længe nok siden til, at de ikke var klar over min følelsesmæssige tilstand og ikke forsøgte at lade mig være alene, fordi jeg havde givet dem signaler.

Som gymnasieelev valgte jeg et par unge fra mine klasser året før. Du kan vælge gamle kollegaer, naboer eller endda collegevenner til at genoptage forbindelsen med. Selv om processen er digital, er det et godt første skridt i at lære at genåbne dig selv for relationer og interaktioner i et sikkert, ikke-stressende miljø.

Det kan endda være bedre, hvis den person, du vælger, bor langt væk – du behøver ikke at bekymre dig om at være stille eller utilnærmelig, for hvis du er det, behøver du ikke at se den person på daglig basis.

3. Tal med en person, du har tillid til, om din isolation.

Dette trin var ekstremt svært for mig, fordi jeg opfattede min depression som skamfuld og et sted, hvor jeg var svag. Jeg troede, at det at være ærlig om mit problem var den sikreste måde for mig at blive forladt på.

Etter og sidst konfronterede min eneste tilbageværende ven mig med min tristhed og asociale adfærd, og jeg fortalte hende, hvordan jeg havde haft det. Jeg forklarede, hvordan det havde påvirket mig at miste mine andre venner, og hvordan jeg begyndte at tænke dårligt om mig selv.

Jeg fortalte hende, at jeg vidste godt, at det var dumt og latterligt, men at det var svært at ændre den måde, jeg opfattede interaktioner og mig selv på.

Min veninde var blid ved mig, men fortalte mig, at jeg virkelig havde vrangforestillinger, og at min tro på, at jeg ikke var elskværdig, var helt og holdent et fantasifoster. At høre dette fra en person, der stod mig nær, var måske den mest kraftfulde ting, der hjalp mig med at helbrede.

Find en person, du stoler på og føler dig tæt på, og lad dem vide, hvordan du har det.

Hvis de virkelig holder af dig (og det gør nogen, det lover jeg!), vil de fortælle dig, at du tager fejl af dig selv. Det er vigtigt at fortælle dig selv, at du er latterlig, men at høre det fra en anden person kan have en meget større og mere helbredende effekt.

Hvis en anden person overbeviser dig om, at du er deres opmærksomhed værd, må de jo fortælle sandheden, hvis de overhovedet taler til dig.

En gang til er det ikke let at lære at genoptage kontakten med folk efter depression og asocial adfærd. Det tager tid, tårer og en masse selvrefleksion. Processen kan virke kedelig, men der er ingen genvej til helbredelse for enhver sygdom, især ikke psykiske sygdomme.

Hold hovedet højt, stol på dig selv til at have positive relationer, og husk: Hvis du er et menneske, fortjener du kærlighed.

Det er en kendsgerning. Tingene vil blive bedre, før du ved af det.

Forsøger du at holde op med at isolere dig fra andre? Har denne artikel hjulpet dig?