Danzigs “Mother” er en fantastisk sang, men endnu vigtigere, det er en fantastisk sang, der egner sig godt til covers. “Mother” er et heavy-metal-nummer om censur med en melodi, der ikke ville være malplaceret i en Supremes-sang, og den er blevet coveret af alle fra Sleater-Kinney og Coheed and Cambria til Ryan Adams og Wye Oak, siden den debuterede i 1988. (Den mere kendte version af sangen, “Mother ’93”, udkom fem år senere.)
Priests, DIY-bandet fra D.C., der udgav The Seduction of Kansas tidligere i år, udgav deres egen version af “Mother” i fredags og, med deres egne ord, “gjorde det til disco”. Selv om Priests’ lyd ofte bliver grupperet i punk eller art-rock, er dette langt fra bandets første disco-hyldest. “Suck”, det afsluttende nummer fra deres album Nothing Feels Natural fra 2017, minder om ESG’s spartanske fire-on-the-floor-beats, og flere call-and-response-numre på The Seduction of Kansas ligner en afpudset version af B-52’s dance-rock.
Bandets “Mother”-cover følger en lignende vej, i hvert fald for sin dubede midterste tredjedel. Nummeret begynder med en væg af sci-fi-synths og lagdelt vokal fra sangerinden Katie Alice Greer, men det falder hurtigt væk som et tæppe for at afsløre en udhulet cowbell, shakers og vibrerende strygere. Priests sænker “Mother” til et truende kryb, og Greer holder sin stemme til en halsbrækkende hvisken helt frem til det eksplosive omkvæd, hvor sangen gradvist tilføjer lag af knurrende guitar, bas, trommer og en presserende hornsektion. Når “Mother” slutter, har coveret forvandlet sig til en støt march mod helvede, anført af Greers jamren. Dette er stadig disco, helt sikkert, men det er disco, der vil have dig til at danse for dit liv.
