Lægger man plyndring til voldtægt, får det pludselig en vis form for sjov.
-David Mitchell (2009)
Frasen “voldtægt og plyndring” er blevet næsten synonymt med vikinger. I avisoverskrifter, guidebøger, lærebøger, romantiske romaner, tegneserier og museumsudstillinger fungerer “voldtægt og plyndring” som en forkortelse for alle vikingernes forbrydelser, hvad enten de er virkelige eller rent opdigtede. Paradoksalt nok er udtrykket blevet forankret i retorikken om at afkræfte, eller i det mindste problematisere, den forsimplede forestilling om blodtørstige vikinger. En populær introduktionsbog forklarer, at “dominerende i den populære opfattelse af det folk, der strømmede ud af Skandinavien i vikingetiden, er billedet af den blodtørstige kriger, der er bøjet mod slagtning, voldtægt og plyndring” (Forte, Oram og Pedersen 2005, 299). Mere populære skrifter anvender en lignende retorik; i en artikel, der gennemgår British Museums nye vikingeudstilling, skriver Simon Armitage (2014) for The Guardian: “
Spørgsmålet om vikingernes brutalitet eller fraværet af den er blevet debatteret i over halvtreds år, især med Peter Sawyer (1962) i spidsen. Men i alle disse debatter om vikingernes brutalitet synes det, der aldrig synes at blive kritiseret, at være brugen af udtrykket “voldtægt og plyndring” til at betegne en ofte uspecificeret række af vikingernes krigsforbrydelser. For billedet af vikingernes voldtægt er et billede, der er solidt forankret i vores moderne forestillingsverden. På film, i kærlighedsromaner og i en række moderne medier voldtager behårede vikingekrigsherrer kvinder i ruinerne af deres brændende landsbyer. De bortfører smukke kvinder med grafiske og detaljerede trusler om voldtægt i fangenskab. Berusede, festende vikinger gramser og griner på fyldige mjødstueninder eller sparsomt klædte slavepiger, og gamle, gamle vikinger mindes deres storhedstid som voldtægts- og plyndringsmænd. Det bliver således klart, at en del af svaret på, hvordan udtrykket “voldtægt og plyndring” kom til at blive forbundet med vikinger, må indebære en undersøgelse af, hvordan voldtægt og vold mod kvinder er blevet så tæt forbundet med vikinger og vikingetogter. I det følgende vil jeg forsøge at kortlægge udviklingen af tropen om vikingevoldtægt, og hvordan voldtægt er kommet til at være så tæt forbundet med det populære billede af vikingen. I den forbindelse giver jeg også en diskussion af udviklingen af udtrykket “voldtægt og plyndring” og forsøger at vise, hvordan dets polemiske brug i begyndelsen af det nittende århundrede fint kunne bruges i senere fremstillinger af vikingevoldtægt og -bortførelse.
Vikingefiguren repræsenterer ofte en meget specifik form for maskulinitet, som omfatter forestillinger om vold, dominans og andre aggressive karaktertræk. Nyere forskning har berørt den rolle, som den forestillede viking spiller i naturaliseringen af dominansmønstre i nutiden, som i angloamerikanske fortællinger om erobring og kolonialisme (Kolodny 2012), eller i det tidlige tyvende århundredes germanske ideologier om racemæssig overlegenhed (Irlenbusch-Reynard 2009). Det er ikke overraskende, at de også kommer til at blive associeret med dominans over kvinder og med den ekstreme udviskning af grænserne mellem sex med samtykke og voldtægt, som udgør den moderne voldtægtskultur.1 Vikingerne med deres gigantiske stridsøkser og muskuløse udseende symboliserer perfekt “den aggressive-passive, dominerende-underdanige, mig-Tarzan-dig-Jane-agtige karakter af forholdet mellem kønnene i vores kultur” (Herman 1994, 45). Med sin tætte korrelation til det bredere “sex og vold” er udtrykket “voldtægt og plyndring” kommet til at indkapsle dette paradoks og beskrive en voldelig, dominerende form for mandlig seksualitet på perfekt vis. Udtrykket bruges i en bemærkelsesværdig række tekster og genrer, lige fra danske guidebøger til moderne kærlighedsromaner. Udtrykket er ikke begrænset til beskrivelser af bogstavelige vikinger, men bruges også i dag til at fremkalde en særlig form for mandlig seksualitet. Helten i den moderne kærlighedsroman Catch a Mate af Gena Showalter introduceres f.eks. i stærkt middelalderlige vendinger:
Fra ryggen var han pragtfuld. Forfra var han endnu mere lækker, end hun havde mistænkt. Utroligt lækker faktisk. Høj…