I forbindelse med Daodejing’s væsentlige påstand om, at Dao i sidste ende er ubeskrivelig eller ubeskrivelig, vil det først hjælpe at forstå, hvad der kan menes med “navn”. Dette begreb ‘navn’ er påberåbt i Daodejing. Dybest set er det at navngive en definition at antyde en definition. Et navn er en tilnærmelse eller en genvej til en definition. For eksempel, i stedet for at sige,
“Jeg købte en ny genstand, der består af et 1 tomme tykt, 4 fod i diameter cirkulært stykke træ på toppen, som er fastgjort vinkelret på fire cylindriske stykker træ af samme længde, der hænger det cirkulære stykke træ fire og en halv fod over jorden. Denne genstand er nyttig i hjemmet, fordi genstande kan placeres på den i længere tid, min familie bruger den til at spise mad på, så vi ikke behøver at bøje os ned på gulvet, mine børn lægger deres lektier på den og drager fordel af den solide flade overflade, som hjælper dem med at skrive. Dette nye objekt kom usamlet, og det tog treoghalvtreds minutter at sætte det helt op…”
Man kunne tage en genvej og sige,
“Jeg købte et nyt bord.”
For den person, der bruger genvejen af “bord”, har både det første afsnit og den sidste sætning den samme betydning. Denne særlige tilnærmelse ‘bord’ henviser til det særlige bord, som personen har købt, sådan som det eksisterede på det tidspunkt, hvor vedkommende talte om det. Kun denne person har haft den nøjagtige oplevelse af det ‘bord’, som er blevet beskrevet. Ude i verden kan navnet “bord” henvise til en meget bred vifte af betydninger. Ordet “bord” har egenskaber som et verbum (“table the argument”). ‘Bord’ kunne være en kombineret definition inden for rammerne af person A’s forståelse af alle de borde, han/hun nogensinde har set i sit liv, med en lidt mere betydningsfuld vægt lagt på det køkkenbord, som person A spiser måltider på hver dag, og et operationsbord i det rum, hvor en elsket døde sidste år. Person B arbejder måske på et møbellager, så når han tænker på “bord”, forbinder han det måske med alle de borde, som butikken har i lageret. Så hvert navn, selv om det måske har en løst lignende betydning for en gruppe af mennesker, har en anden betydning på grund af den kumulative helhed af den enkelte agents erfaringer med navnet. Desuden er det ikke muligt for en person at forstå alle de mulige betydninger af navnet “bord”, selv om han stadig er en del af denne verden.”
Der er en lignende vanskelighed med egennavne. Ved første øjekast henviser et egennavn til en bestemt ting. Selv om en person kan blive omtalt som “Sally”, er hun stadig en person, der er i konstant forandring. Sallys børnehaveklasselærer ville i første omgang have en meget anderledes forestilling om hende end den forestilling, Sallys universitetsprofessor i første omgang ville have. Der ville ske mange oplevelser mellem børnehaven og universitetet, som ville forme Sallys personlighed og psykologiske udtryk udadtil. Så navnet “Sally”, som henviser til en bestemt person, vil blive opfattet forskelligt af forskellige mennesker, afhængigt af en lang række faktorer. Det er ikke muligt at forstå hele Sallys væsen – hendes sympatier, hendes bedrifter, hendes fødsel og død, hvert øjeblik af hendes følelsesmæssige udtryk, hver eneste subtile nuance i hendes eksistens – ved blot at høre hendes navn. Selv de utilstrækkelige forestillinger om Sally, som hendes lærere kunne have om hende, ville være affødt af erfaring. Denne oplevelse af Sally er nøglen til skabelsen af den idé, som hendes repræsentative navn henviser til.
Sådan kan man sige, at navne er korte henvisninger eller genveje til en del af en beskrivelse af en hel ting, som ændrer sig i hvert øjeblik. Daodejing har meget at sige om navne. Et par linjer i kapitel toogtredive kaster lidt lys over emnet:
Vejsen er for evigt navnløs.
Uhuggede træer er ubetydelige, og alligevel kan ingen i verden mestre dem…
…Når uhuggede træer er udskåret, så er der navne…
…Strømme og bække flyder ind i flod og oceaner,
Just som verden flyder ind i Vejen.
Den første linje berører Dao’s navnløshed (“Dao” er synonymt med “Vejen”). Denne linje kan, sammen med de næste par linjer, forstås på den måde, at Dao ikke er hel, når den beskrives eller navngives. Uhugget træ, eller pu, oversættes af Ivanhoe og Van Norden som “enkelhed”, og i kinesisk symbolik kan uhugget træ stå for “alt i sin uforfalskede naturlige tilstand.”
Ivanhoe, P.J. & Van Norden, B.W. “The Daodejing,” Readings in Classical Chinese Philosophy Ved at bruge metaforen her, hvis Dao er uhugget træ, så er der navne, når det “skæres op, så er der navne”. Kort sagt, når Dao beskrives, er der navne, når Dao beskrives. Disse navne er tilnærmelser af den ultimative virkelighed.
De første tre linjer i kapitel et i Daodejing indeholder disse udsagn:
Et navn, der kan navngives, er ikke et konstant navn.
Navnefri er den begyndelsen af Himmel og Jord;
Navnet er den moderen til de utallige skabninger.
Dao beskrives som konstant eller vedvarende mange steder i Daodejing.
For at nævne nogle få: For at nævne nogle få eksempler: “…den (Dao) vil aldrig tørre ud” (kap. 35), “Hvor vidtstrakt er den store Vej! Den flyder til venstre og til højre” (kap. 34), “Den går overalt, men er aldrig i vildrede” (kap. 25), “Vældig og dyb! (kap. 4). Så fra den første linje i kapitel 1 er det muligt at konkludere, at når Dao navngives, begås der i sagens natur en fejl i beskrivelsen, fordi Dao er konstant, og et navn er det ikke. Et navn er en tidsafgrænset definition. Et navn er et individualiseret stykke. Et navn har en begrænsning, og noget, der er begrænset, er ikke konstant. Når man giver et navn, er der en implicit begrænsning, for hvis alting var alting, ville der ikke være behov for eller mulighed for at skelne det fra hinanden. Sætningen “Døren er lukket” indebærer, at døren ikke er åben, fordi døren ikke kan være både åben og lukket, da det er modsætninger. “Lukket” er en betegnelse, der betyder “passage er ikke mulig gennem den”, hvilket er den modsatte definition af ordet “åben”. Så et navn er afhængigt af, at der eksisterer forskelle, og denne passage i Daodejing synes at bemærke nødvendigheden af begrænsning i navngivningen.
Denne passage fra kapitel et, når den kombineres med passagen fra kapitel toogtredive, placerer Dao i området af ubeskrivelighed, helt uden for enhver beskrivelse. I kapitel toogtredive står der: “Vejen er for evigt navnløs”. Så Dao kan altså ikke navngives. Men alle intellektuelle beskrivelser er baseret på navne. Navne er ord med en bestemt betydning. Så navne er beskrivelser, og i henhold til Daodejing er Dao navnløs. Hvordan er det muligt at beskrive noget, som Dao, tilstrækkeligt uden at navngive det?
Kritikere af Daodejing kan begynde med denne forudsætning og vise, at Dao ikke kan beskrives tilstrækkeligt. Da en beskrivelse er en tanke, kunne de derefter sige, at man ikke kan tænke på Dao. Og hvis noget ikke kan tænkes om, så kunne de sige, at det ikke kan kendes. Under dette argument ville det ikke give mening for Laozi at vide noget som helst om Dao, hvilket ville gøre Daodejings poetiske filosofi dødeligt såret.
Laozi kunne svare ved at spørge: “Hvorfor skal tænkning være et krav for at vide? Viden er mere end at tænke – den kommer fra en erfaring. Man kan have en oplevelse uden at foretage en vurdering af den. At leve på en sådan måde ville være simpelthen at lade livet være, som det er.” Laozi kunne så henvise til kapitel seksoghalvtreds i Daodejing.
De, der ved, taler ikke om det; de, der taler om det, ved ikke.
Laozi kunne her hævde, at det at tale overhovedet indebærer, at der sker en masse navngivning. Det er ikke muligt at tale uden at foretage en eller anden form for beskrivelse. Dette er et forsøg på at definere Dao, hvilket modvirker formålet med det. Man skal legemliggøre Dao, ikke jage efter den eller forsøge at efterligne den.
Kap. 16 beskriver Dao som noget legemliggjort: “At være himmelsk er at legemliggøre Vejen. At legemliggøre Vejen er at blive længe levet…” At legemliggøre er at blive i sin krop. Måske kan man være sammen med Dao. Der står også i kap. 1: “En vej, der kan følges, er ikke en konstant vej.” Hvis den sande Dao ikke kan følges, giver det mening at være eller flyde med den. Enhver oplevelse kan kun tilnærmes ved hjælp af navne, og Dao eksisterer på samme måde, men i en større skala. Han kunne afslutte sin tilbagevisning med dette eksempel:
En mor kunne bruge timer på at forklare, hvordan den utrolige kærlighed, hun har til sit barn, føles. Hun kunne give en meget informativ skitse af forældrenes kærlighed. Men før en person oplever denne form for kærlighed, kan den ikke kendes fuldt ud. Spørg enhver forælder, hvordan deres syn på forældrenes kærlighed ændrede sig, efter at de fik et barn. Dao er på samme måde. Man kunne filosofere om dens storhed i 81 kapitler og skabe en stor oversigt over, hvordan Dao er, og hvordan man kan flyde med den. Men blot at studere 81 kapitler vil ikke skabe et liv som en daoistisk vismand. Anvendelsen, det at leve, er det, der tæller. At beskrive livet som en vismand er ikke det samme som at leve livet som en vismand. Det er ikke muligt at formidle noget så komplekst som erfaring til en person. Virkelig erfaring er hinsides enhver beskrivelse. Navngivning er en genvej.”
I kapitel 53: “Den store Vej er glat og let; Alligevel elsker folk at tage genveje!”