Alai

Fra New York Times, 22. april 2015:

“Danmark vedtog tirsdag en lov, der forbyder bestialitet, og skærpede dermed en lov, som dyrerettighedsaktivister frygtede, at den opmuntrede til sexturisme med dyr. Lovforslaget ændrer et tidligere forbud mod samleje, der skader dyr. Landbrugsminister Dan Jørgensen argumenterede for, at det tidligere forbud var utilstrækkeligt og sagde i en opinionsartikel: “Det er svært at bevise, at et dyr lider, når et menneske har samleje med det, og derfor skal vi lade tvivlen komme dyret til gode.” De, der stemte for lovforslaget, sagde, at Danmark ikke ønskede at forblive det sidste nordeuropæiske land, hvor bestialitet var lovligt, da dette tiltrak dyresex-turister. . . En rapport fra Justitsministeriet fra 2011 undersøgte dyrlæger og fandt, at 17 procent af dem havde mistanke om, at et menneske havde haft sex med et dyr, de behandlede.”

Det har eksisteret lige så længe, som vi har ætset vores historier ind i stenene. Den kan findes i fjerne hjørner af verden. Det går under mange navne: buggery, bestialitet, en forbrydelse mod naturen, parafili, zoo sex, sex med dyr. Men for en praksis, der er så udbredt, og som har så dybe konsekvenser for dyrene, får bestialitet overraskende lidt opmærksomhed. For at gøre det klart: Vi taler ikke om nogle få isolerede hændelser, der fanger mediernes opmærksomhed. Vi taler heller ikke om det lille antal voldelige seksuelle overgreb på dyr, som bliver anmeldt til myndighederne og retsforfulgt.

Det er meget, meget større end det. Der findes en hel subkultur af mennesker, der dyrker seksuel aktivitet med ikke-menneskelige dyr (de kalder sig “zoologiske haver”); der findes internetfora, der er dedikeret til at dele historier og udveksle råd; der findes organiserede bestialitetsarrangementer og dyresexfarme, hvor en gruppe dyr ligesom i et horehus er til rådighed til at blive taget. Der findes en hel zoologisk verden derude, lige uden for dit vindue eller bag din nabos gardiner. Selv om der ikke findes præcise statistikker, kender hver zoo sandsynligvis i gennemsnit omkring 90 andre mennesker, der er engageret i zoofil aktivitet.*

Min teenagedatter fortæller, at en af hendes klassekammerater er zoofil: Han fortæller folk, at han har sex med katte, og han har en udklædt kattehale på i skolen hver dag. Eksistensen af erotiske farme og dyrebordeller fortæller os, at dyr bliver handlet til sex, ligesom unge kvinder. Det faktum, at Danmark har vedtaget en lovgivning for at stoppe sexturisme med dyr, fortæller os, at det ikke er et ubetydeligt problem.

Det er vigtigt at forstå, at der findes et enormt spektrum af zoofile aktiviteter, fra det, som nogle mennesker ser som kærlige, monogame menneske-dyr-bånd, der tilfældigvis omfatter sex, til former for tortur og zoosadisme, som vil give dig mareridt. Det kan godt være, at du vrider dig en smule ved at nævne dette tabubelagte emne, men uanset hvor hårdt vi prøver at knibe øjnene sammen, så vil det stadig være der. Og konsekvenserne for dyrene er enorme. Bestialitet eller zoofili – hvad vi end kalder det – er et af de mest presserende problemer for alle husdyr, herunder dem, vi holder som kæledyr. Vi har en hel population af sårbare skabninger, der er til at tage, og mange mennesker tager.

Blandt de få forskere, der har nærmet sig emnet zoofili, er der uenighed om, hvorvidt det er en forbrydelse eller et livsstilsvalg. Nogle hævder, at seksuel tiltrækning til dyr er en seksuel orientering, lige som homoseksualitet eller biseksualitet. Den er efter denne opfattelse hverken pervers eller moralsk forkert. Mennesker udviser et bredt spektrum af seksuelle tilbøjeligheder, og for nogle gælder det også for ikke-menneskelige dyr. Psykiatriske tekster har på den anden side en tendens til at kategorisere sex med dyr som en “parafili”, hvor seksuel tilfredsstillelse opnås gennem seksuelle praksisser, der er atypiske eller ekstreme eller, ifølge nogle definitioner, perverse. Pædofili og sadomasochisme betragtes også generelt som parafiliier (selv om Fifty Shades of Grey har “normaliseret” S & M i betydelig grad).

De fleste af dem, der skriver om zoofili (hvoraf en række er dyrlæger eller veterinærmedicinske retsmedicinere), betragter enhver form for seksuel kontakt med dyr som per se krænkende. Ofte drejer argumentet sig om spørgsmålet om samtykke. Kan dyr give samtykke til sex mellem arter? Gør de det nogensinde? Det er forholdsvis let at vide ud fra adfærdsmæssige signaler, når et dyr ikke ønsker at deltage (flugtforsøg, skrig og hyl, udtryk for smerte eller angst i ansigtet), men hvis der ikke er åbenlys “nej”-adfærd, hvordan skal vi så fortolke dyrets vilje eller mangel på samme? Skal tavshed eller manglende afvisning opfattes som et tegn på samtykke? Hvad hvis dyret viser tegn på glæde, interesse eller villighed? Eller hvad nu, hvis mennesker, der udøver bestialitet, træner dyr til at adlyde og deltage i seksuelle handlinger?

Dette er ikke kun et akademisk spørgsmål. Meget af det, der foregår på zoofili-internet-chatrooms, har at gøre med det, som deltagerne synes at opfatte som “at opnå samtykke”. På en tråd, der hedder K9 Anal, er denne form for sprogbrug spækket med hvordan man gør det: “Lad dyret fortælle dig, hvad det vil have”. “Lad være med at tvinge det.” “Gå langsomt frem og væn dem til tanken.” “Træn dem til at kunne lide det.” Denne udviskning af grænsen mellem samtykke og tvang er efter min mening dybt problematisk.

Det er et skridt i den rigtige retning, at Danmark har gjort bestialitet ulovligt. Det tyder dog på, at dyresex-turisme er et reelt problem. Og de fleste mennesker ønsker ikke at tale om det. Hvis jeg så meget som nævner, at den slags sker, klapper de fleste af mine venner hænderne over ørerne og siger: “Det vil jeg ikke vide”. Det er virkelig svære ting at tænke på, hvis man elsker dyr. Men vi er nødt til at begynde at tale mere åbent om zoofili – ikke for at dæmonisere dem, der praktiserer det, for ikke alle, der elsker et dyr for meget, er et seksuelt rovdyr. Men vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, om det er passende for de involverede dyr. Hvis man holder af dyr, bør man også bekymre sig om alle de forskellige former for vold og udnyttelse, som vi påfører dem.