Alai

En uøvet lytterguide.

Under min timelange pendling hjem fra arbejde, når jeg er for træt til at lytte til podcasts, lytter jeg til musik. Oftere end det måske er sundt, lytter jeg til Lana Del Rey, mens hun cykler gennem sine doomy refrains om, hvordan hendes liv er forbi, hun er fyldt med gift, hun løber som en gal mod himlens dør. Med deres skummende melodramatik har Lanas sange en tendens til at matche mit postarbejdshumør så præcist, at det slet ikke føles som at lytte. Jeg behøver ikke at koncentrere mig eller trække mig ind. Jeg er der allerede. At lytte føles for de fleste af os ikke som at gøre noget som helst. Det er mere en fornemmelse end en aktivitet, en drømmende, udefinerbar følelse, der strækker sig gennem os. Vi er ofte ikke klar over, at vi gør det, og vi er ikke engang helt bevidste om, at vi gør det. Vi gør det bogstaveligt talt – når vi glemmer at slukke for fjernsynet eller vores Spotify-spillelister – i søvne.

Men nogle gange spekulerer jeg på, hvad der ville ske, hvis vi lyttede hårdere, eller bedre, eller mere stringent. Det kan virke anstrengende. Er jeg ude af stand til at slappe af? Sandsynligvis. Men musikforskere insisterer på, at hvis vi lyttede til musik på den måde, som en musiker ville gøre det, og forstod, hvordan noder udløser følelser, hvordan toner får deres egne teksturer og betydninger, så ville vi måske opleve noget mere indvoldsagtigt og ekspansivt. Vi kunne trænge dybere ind i hver eneste sang.

Jeg kontaktede forskellige musikere og musikforskere for at indsamle nogle indsigter om, hvordan ikke-musikere som mig selv kunne udvælge og lytte til musik på en mere bevidst måde. Nedenfor er en hurtig begynderguide til, hvad jeg lærte.

Lyt til forskellige genrer

Som enhver Deadhead eller Belieber vil fortælle dig, er musiksmag dybt indgraveret i vores identitet. De er mere end bare præferencer. De signalerer, hvem vi er, hvor vi ser verden fra: enten fra kanterne eller fra de kedeligere, tættere centre. Musiksmag har en tendens til at binde sociale grupper sammen og trække linjer omkring dem. Vores yndlingsmusikeres mode, sprog og endda deres manerer bliver ofte langsomt og ubevidst vores egne.

Ben Ratliff, forfatter til Every Song Ever: Twenty Ways to Listen in an Age of Musical Plenty, siger, at det at finde ny musik starter med at overvinde vores fordomme. “Det, der er et problem, er ofte omkring det, der synes at være objektive intellektuelle kriterier”, forklarer Ratliff. “Hvordan kan X-musik være god, hvis den ikke har ‘meningsfulde tekster’ eller har lidt harmonisk bevægelse eller ikke spilles af akustiske instrumenter?” Denne tankegang, siger han, afskærer os. Vi sidder fast i en genre. Men hvis vi er i stand til at bevæge os ud over vores egne prætentioner, vil vi måske opdage, at ikke al fornøjelig musik overholder vores personlige stive kriterier.

Men vær tålmodig. Det tager ofte flere gennemlytninger, før vi kan vænne os til en ny lyd. Linda Balliro, forfatter til Being a Singer: The Art, Craft, and Science, forklarer, at når vi hører ny musik, har vores auditive cortex for travlt med at behandle den til, at vi kan nyde den fuldt ud. Hun foreslår, at vi søger efter musik, der ligger lige uden for vores foretrukne genre, eller som blander to eller flere genrer sammen. Det er det samme som de omkring hundrede tusinde remixes af “Old Town Road”. Hvad angår klassisk musik, så start med en periode, som du kan lide, og prøv så den periode, der ligger lige før eller efter den. Til dem, der er nye til klassisk musik, siger hun, at de skal starte med moderne klassisk musik, som f.eks. “Dead Man Walking”, der har en kompleks rytme og et sprog, der er mere i overensstemmelse med moderne musik.

Lyt i bevægelse

Da al musik er i bevægelse, siger Ratliff, at det hjælper os til bedre at forbinde os med lydene, når vi lytter, mens vi bevæger os. Vi giver dybere og tættere opmærksomhed. Arnie Cox, forfatter til Music and Embodied Cognition: Listening, Moving, Feeling, and Thinking, siger, at lytning under træning skaber en sammensat oplevelse, da vores lytning giver energi til vores bevægelser og omvendt. Vores krop føles løftet, forhøjet, og det samme gør vores lytning.

Dans, ikke overraskende, forbedrer også det, vi hører. Når vi lytter til en sang, forklarer Cox, føler vi straks rundt efter en måde at bevæge os eller synge til den på. Det er sjældent, at vi blot hører musikken, siger han. I stedet forstår vi den i forhold til bevægelse, enten de udøvende kunstneres eller vores egen.

Cox foreslår også at lytte, mens man kører bil, især på en mere naturskøn rute. Da den visuelle stimulering kombineres med bevægelsen og musikken, kan udsigten (helt bogstaveligt) farve det, vi hører. Farverne, konturerne og teksturerne smitter af på akkorderne, så vi hører dem gennem omgivelsernes filter.

Lyt til rytmen

Når vi lytter efter rytmen, siger Ratliff, at vi først skal lytte til lyden af slagtøj. Det er gulvet i en sang. Han foreslår, at man starter med Max Roach fra Bud Powells gruppe, John Bonham fra Led Zeppelin, Janet Weiss fra Sleater-Kinney og Ziggy Modeliste fra The Meters. Han anbefaler også at lytte til musik med tre eller flere percussionister, som f.eks. cubansk rumba eller brasiliansk samba.

Balliro siger, at man skal være opmærksom på, hvad der sker under gentagelsen. Organiske trommeslagere varierer naturligt mønsteret, siger Aaron Fast, der er musiklærer i Brooklyn, mens elektroniske musikere har en tendens til at gentage den samme information igen og igen. Komponister af klassisk musik, siger Balliro, søger efter rytmiske mønstre, der overrasker os. Pop giver os mere af det, vi forventer. Grumset, mere følelsesladet musik har langsommere, mere udstrakte rytmer, der strækker tonerne for at opretholde følelsen.

Lyt til tonen

Ratliff mener, at det er tonen, hvor menneskeligheden ligger, hvor følelsen sniger sig ind. Den tonale kvalitet, som en musiker placerer omkring en tone, afslører noget om ham/hende. Det er en tilståelse: Det er sådan her, jeg har det lige nu. For at forstå tonen skal du prøve at blande dine sanser, se, føle og endda smage på tonen. Ratliff foreslår, at du forestiller dig tonen som et fysisk objekt. Hvor tæt står du på den? Hvor stor er den? Er den tyk eller tynd? Hvad er den lavet af? Af træ? Af bomuld? Smeltet chokolade?

Og igen foreslår Balliro, at man prøver forskellige genrer for at udvide sin bevidsthed. Lyt til sange, der er mere følelsesladede som blues eller jazz, snarere end techno, hvis toner er gentagende. Symfonier blander ofte flere forskellige toner i interessante bølger og mønstre, mens sangere som Billie Eilish udviser udsøgte tonale skift i et enkelt hvæs.

Lyt til teksterne

For virkelig at tage tekster til dig, skal du lytte efter, hvad der ligger under dem. Lad dig ikke for meget opsluge af logikken. Daniel Godfrey, komponist og professor og formand for musikafdelingen på Northeastern University’s College of Arts, Media and Design, beskriver tekster som et middel til at skabe musikken, snarere end omvendt. Vi behøver ikke engang at forstå tekstens ord (og det kan vi ofte ikke) for at de kan fremkalde noget mystisk og ukendeligt, en fornemmelse uden for fornuften.

Tekster, siger Fast, driver ofte ind og ud af sammenhængen. I sin slacker-hymne “Loser” dødløfter Beck: “I chimpansernes tid var jeg en abe / butan i mine årer, og jeg er ude på at skære junkie’en / med plastikøjnene, spraymale grøntsagerne / hundemadsboder med beefcake-strømpebukser”. Selv om ordene måske ikke hænger sammen til en fortælling, får vi den følelsesmæssige virkning af deres betydning: Livet stinker.

Men hvis man virkelig ønsker at komme til kernen i en sang, siger Dustin Cicero, musiker og underviser i elektronisk musik ved Emory University, at man skal fokusere på omkvædet. Omkvædet er vores vej ind i historien og afslører dens overordnede mening og hensigt via en fængende gentagelse. I omkvædet på “Loser” skyder Beck f.eks. lige til sagen: “I’m a loser baby, so why don’t you kill me?” Det drønende vers opsummerer sangen, men også en æra, en hel generations ubehag og utilfredshed, der er samlet i en enkelt tekst.

*

At lytte bevidst kan virke som et biprodukt af vores tvangsmæssige behov for at optimere. Er det at lytte virkelig en færdighed, som vi har brug for at skærpe? Men ligesom enhver anden beskæftigelse, som f.eks. dans eller oliemaleri, bliver det med tiden lettere og endog instinktivt at lytte dybere. Det er en proces, hvor man fordyber sig. Vi kommer langsomt tættere på lyden. Efter et par uger, hvor jeg lyttede til Lana med et skarpere og skarpere fokus, kunne jeg lytte længere og med større klarhed, som i en højere opløsning, uden at jeg overhovedet var klar over, at jeg lyttede.