Alai

En single-speed cykel er en cykel, der altid kan køre i ét gear. Det er enkelt. Du behøver ikke at bekymre dig om, hvornår du skal skifte op, hvornår du skal skifte ned, eller om du er i det rigtige gear eller ej. Du skal bare køre, skat! Vil du gerne køre hurtigere? Rejs dig op, og tryk på pedalerne. Vil du køre langsommere? Tryk på bremserne som på alle andre cykler. Den del er ikke anderledes.

Jeg plejede at køre på min single-speed til arbejde. I dag cykler jeg for at få mig til at føle, at tiden rent faktisk går – alene af den grund ville jeg elske min single-speed for evigt. Men der er så meget mere.

Den er lettere end en cykel med masser af gear, hvilket er fantastisk til at sætte et solidt tempo, og også til at bære op ad trapperne i min bygning. Jeg ville ikke kunne klare en cykel, der er bare et pund tungere – spørg bare mine naboer, der har set mig kæmpe gentagne gange og spurgt, om jeg havde brug for hjælp, gentagne gange (ville hellere dø end at acceptere).

Single-speeds har tendens til at være billigere end cykler med gear, hvilket er fantastisk, fordi så har du penge til andre vigtige ting, som en ordentlig hjelm, eller en solid cykellås, eller slik.

Der er mindre vedligeholdelse med en single speed, fordi der er færre ting, der kan gå i stykker. Du kan falde ret hårdt på din single-speed uden at beskadige den. Tro mig, jeg prøvede at cykle over Brooklyn Bridge (af træ), da der var sne på jorden (sne). Cyklen havde det fint, og jeg fik lært, hvad en hoftepointer er, så det hele lykkedes.

Okay, så jeg er ligesom ved at begrave lede. Det er tid til at tage fat på elefanten i rummet. Bakker er faktisk meget vanskelige på en single-speed.

Selv uden mulighed for at skifte gear skal man stå op på pedalerne og bare kværne sig op ad bakken, anstrenge sig, gispe efter luft og af og til lave lyde, som man ville kalde “vægtløfterlyde”, men som de fleste forbipasserende tror tilhører en slags lille, skræmt dyr. Det kan være udmattende. Som bevis her er et billede af nogle bakker, jeg har besteget, og et billede af, hvordan jeg følte mig bagefter.

Men sandheden er, at jeg godt kan lide, at det er hårdt. Jeg vil have motion, så er det ikke godt at kæmpe og arbejde hårdt? Hvis jeg havde gear, der glider mig op ad bakken, ville jeg så overhovedet få en træning? Jeg prøver at cykle i højst halvanden time. Jeg forsøger ikke at tage ud på en seks timers lang tur på 100 miles, bare for at forbrænde nogle kalorier. Det har jeg ikke tid til! Jeg har en hund og et tv derhjemme!

Og, uhhhhhhh, følelsen af at have opnået noget? Uovertruffen. Alle andre havde brug for noget mekanisk hjælp for at komme herop, men jeg har bare drevet mig selv op, fordi jeg faktisk er den bedste atlet i verden. (Jeg siger bare, at det føles som om, at jeg er den bedste atlet i verden på det tidspunkt, hvor jeg stiger op. Jeg ved, at jeg ikke er det.)

Der er måder at gøre bakker ikke så slemme på. Hvis du kan få nok fart på inden stigningen, kan du komme halvvejs op ad bakken, før du overhovedet opdager, at du er ved at dø. Åh, for pokker. Det bringer ligesom et rigtigt negativt aspekt af single speed cykler frem. For mig i hvert fald.

For at holde min fremdrift … Jeg vil køre over stopskilte. Og nogle gange lygter. Jeg mener, jeg er forsigtig med det, jeg kigger begge veje og sådan noget, men teknisk set er det meget farligt, og jeg går ud fra, at den endelige vurderingsscore nok bør miste nogle point som følge heraf. (Vi vil ikke sende DENNE artikel til min mor. … hun er alligevel flere artikler bagud).

Men lad os sige at du ikke vil risikere liv og lemmer for momentum. Ingen bekymringer. Selv hvis du er nødt til at stige af og gå din cykel, kan du gøre det med minimal skam, for hey! Du har kun ét gear! Hvad skal du gøre? Det er en indbygget undskyldning for at fejle.

Jeg har en del erfaring på en cykel med gear. Før jeg købte min lil pisk, sled jeg mig gennem New York på en citi bike, som har tre gear og vejer 45 pund. Jeg overdriver ikke. Jeg satte den bare i det hårdeste gear og lod den stå der. Jeg kunne ikke lide at have den i de lette gear, det føltes for løst, som om jeg sad på en høj skammel og svingede benene frit, og at dette svirpende sving bare tilfældigvis drev mig fremad en lille smule ad gangen. Nu vil jeg indrømme, at der er en chance for, at hvis jeg lærte at bruge gearene, ville jeg kunne lide dem. Men jeg tror ikke, at det sker foreløbig.