Denne artikel omhandler de bioarkæologiske beviser for Inka-krigsførelse gennem en analyse af 454 voksne skeletter fra 11 steder i Inka-hovedstadsregionen Cuzco, Peru. Disse 11 steder strækker sig over næsten 1000 år (600-1532 e.Kr.), hvilket giver mulighed for en sammenligning af beviserne for krigsførelse før inkaerne kom til magten (Mellemhorisont 600-1000 e.Kr.), under inkaernes opstigning i den sene mellemliggende periode (1000-1400 e.Kr.) og efter at inkaerne kom til magten og ekspanderede i hele Cuzco-regionen og videre ud i verden (inkaernes kejserperiode, 1400-1532 e.Kr.). Resultaterne viser, at 100 ud af 454 voksne (22,0 %) viste tegn på kranietraumer. Af disse havde 23 personer større kranieskader, der tyder på krigsførelse, og som bestod af store, komplette og/eller perimortale brud. Der var kun få beviser for større skader i den mellemste horisont (2,8 %, 1/36) og den sene mellemliggende periode (2,5 %, 5/199), hvilket tyder på, at krigsførelse ikke var udbredt i Cuzco-regionen før og under Inkaernes magtovertagelse. Kun i inkaernes kejsertid var der en betydelig stigning i antallet af alvorlige skader, der tyder på krigsførelse (7,8 %, 17/219). På trods af den betydelige stigning i inkatiden var beviserne for større kranieskader kun sporadisk fordelt på perifere Cuzco-områder og var helt fraværende på Cuzco-kerneområder. Disse resultater tyder på, at inkaerne ganske vist brugte krigsførelse som en mekanisme til ekspansion i Cuzco-regionen, men at det kun var en del af en kompleks ekspansionsstrategi, der omfattede økonomiske, politiske og ideologiske midler til at opnå og bevare kontrollen.