Overgangen fra folkeskolen i 11-årsalderen til mellemskolen er notorisk hård, og forskere har dokumenteret, at mange børn får et akademisk knæk, som de ikke kommer sig over i årevis.
Det er svært at sætte fingeren på, hvad der driver nedgangen i præstationerne. Ungdomsårene er i fuld gang, social angst og mobning er på toppen, og de sociale medier synes som oftest at forstærke periodens ubehageligheder. En uprøvet teori foreslår, at der er et top dog/bottom dog (TDBD)-fænomen på spil. De, der befinder sig øverst i alders-/klassehierarkiet, har bedre oplevelser end de, der befinder sig nederst i hierarkiet. Med andre ord er overgangen fra top dog i folkeskolen til bottom dog i mellemskolen så dårlig, at et barns præstationer lider.
Det er en svær teori at teste, når man tænker på alle de variabler, der er involveret. Et barns karakterer kan blive dårlige, fordi han havde en dårlig lærer, eller fordi han oplevede et personligt traume, eller fordi han besluttede sig for, at Xbox var meget mere interessant.
En gruppe forskere, herunder Amy Ellen Schwartz fra Syracuse University, har fundet en måde at skille topdogteorien ad på ved at se på 90.000 børn i 500 offentlige skoler i New York City. Børnene blev delt op i to store grupper: børn i K-8-skoler, hvor børnene forbliver tophunden hele vejen gennem de vanskelige ungdomsår, og børn i en mere traditionel struktur med en mellemskole (6. til 8. klasse), der bevæger sig til gymnasiet. Ved hjælp af et skatkammer af data fra elevundersøgelser kunne de følge dem i tre år for at finde ud af, hvem der klarede sig bedst.
De fandt ud af, at det at gå på en K-8-skole, hvor børnene var de bedste i længere tid, skabte et bedre læringsmiljø, der var præget af mindre mobning og bedre akademiske resultater. De skriver:
“Tophunde er mindre tilbøjelige til at rapportere mobning, slagsmål og bandeaktivitet og mere tilbøjelige til at rapportere, at de føler sig trygge og velkomne i skolen end bundhunde på grund af deres status som tophunde. I modsætning hertil rapporterer bundhunde i højere grad om mobning, slagsmål og bandeaktivitet og i lavere grad om tryghed og tilhørsforhold end top- og midterhunde.”
I en tid, hvor skolereformdebatterne er fastlåst i alt fra lærerkvalitet og uddannelse til ansvarlighed og finansiering, virker denne løsning mærkeligt nem: Hvis K-8-skoler hjælper børn med at føle sig som tophunde i længere tid, så de kan blive der i et par år, kan det være en filosofisk enkel, om end logistisk udfordrende løsning.
Mange vil uden tvivl afvise tophundeteorien som en grund til at omorganisere skolerne som nymodens forkælelse. At overleve en flytning til mellemskolen er en overgangsret, en handling af kollektiv lidelsesret, uden hvilken, hvem kan overhovedet forstå den sande betydning af angst? Undersøgelsesforfatter Michah W. Rothbart fra Syracuse University sagde til NPR Ed: “Nogen skal være nederst på et eller andet tidspunkt. Det er systemets natur.”
Men de faktiske konsekvenser af at gå fra folkeskole til mellemskole er ret alvorlige. Ifølge Guido Schwerdt fra universitetet i Konstanz og Martin R. fra Harvard Graduate School of Education oplever elever, der flytter fra grundskole til mellemskole, et kraftigt fald i elevernes præstationer i det år, de flytter, som fortsætter gennem tiende klasse (overgange til gymnasiet i niende klasse forårsager et mindre engangsfald i præstationerne, men effekten fortsætter ikke).
I betragtning af dette foreslog Rothbart over for NPR, at løsningen kunne være at lade disse stakkels mellemskoleelever, i al deres akavede forunderlighed, forblive tophunde, mens man skubber presset over på niendeklasserne.
De har uden tvivl al mulig selvtillid i verden.