Vi studerer Lukas 19:1-10 søndag den 24. marts – historien om Zakæus, “en lille mand”, der ikke blot ser Jesus, men også bliver vært for ham som et af de sidste stop på Jesu rejse til Jerusalem. Her er mine noter til denne tekst:
BAGGRUND OG KONTEKST: Vi har fulgt Jesus gennem Lukas-evangeliet, mens han bevæger sig gennem “Lukas’ særlige afsnit” fra Galilæa til Jerusalem. På dette tidspunkt er Jesus kommet til Jeriko, har helbredt en blind mand og synes at være på gennemrejse i byen.
Jeriko som sted har en historie – det er det første beboede sted, som israelitterne møder, da de invaderer Kana’ans land, det nævnes flere andre gange i det gamle Israels historie, og det har allerede spillet en vigtig rolle i Jesu historie om samaritaneren, der opfører sig som en nabo (Lukas 10,25-37). Der er altså mange forskellige konnotationer forbundet med Jeriko: den er et indgangssted, et sted med fred og velstand (ifølge dens kælenavn “palmernes by”), et sted for erobring og også i nogle historier et tilflugtssted (se 2. Samuel 10:1-5 om Davids udsendinge til ammonitterne). Ifølge Wikipedia var byen et centrum for en blomstrende handel med balsam i den antikke verden, hvilket bidrog til dens velstand, og som ville have gjort Zakæus’ rolle som øverste skattebonde særlig lukrativ.
Navnet “Zakæus” lyder græsk, men dets hebraiske rod ville have betydet “ren, ren” – muligvis ironisk i betragtning af, hvad vi tror, vi ved om skattebønder: nemlig konstant offer for korruption og hadet af skatteyderne.
Zakæus beskrives som en “architelōnēs”, et udtryk, der forekommer præcis én gang i Bibelen. Det er oversat med “chefskatteopkræver” eller “chef for skatteopkræverne”, og det virker som om det burde svare til en eller anden kendt bureaukratisk stilling, men jeg har ikke fundet en kilde, der indrømmer det.
Træet, som Zakæus klatrer op i, er ikke den slags platantræ, der vokser her i nærheden, som er en slags “platantræ”, men er i stedet en slags figentræ, der har et særpræget spredt udseende, spiselige frugter og ud fra billederne ser ud til at være let at klatre i.
Denne historie om en person, der er “øverste skatteopkræver” og “rig”, opstår efter at der har været en lang opbygning af temaerne om socialt udstødte og også om rigdom. Ud over de historier, vi har studeret i løbet af de sidste par uger, er der hele Lukas’ Jesu diskussion af faren ved at hamstre rigdom (Lukas 12,13-21), lignelsen om den snu/slidte leder og historien om den rige mand og Lazarus (Lukas 16) og historien om den rige hersker, som ikke synes at ville sælge alt, hvad han har, og give pengene til de fattige og følge Jesus (Lukas 18,18-27).
Det, der er gået forud, sætter Zakæus i en usikker narrativ position her. Som skatteopkræver er han en af de mennesker, der trods farisæernes og de skriftkloges indvendinger er kommet til Jesus, og som vi på baggrund af historierne i kapitel 15 måske kunne tænke os at betragte som “fundet”; som rigmand kan vi dog på baggrund af historierne i kapitel 16 og 18 ikke have meget håb for ham.
Hvem vil han egentlig vise sig at være? Det kan vi med rette være i en vis spænding om omkring vers 2.
Det er måske ikke tilfældigt, at Zakæus selv forsøger at se, “hvem Jesus er” i vers 3. Bare fordi det som grammatisk konstruktion er lidt besynderligt; det ville være nemmere at skrive, at han forsøgte at se Jesus. Så denne person, der forsøger at se, “hvem Jesus er”, kommer til at afsløre, hvem han er ved slutningen af denne historie.
Og måske vil denne bestemmelse af Zakæus’ status afsløre, hvem Jesus virkelig er.
LÆSER LÆSNING: Jesus synes at have ændret planer i historien, for i v1 er han “på gennemrejse”, men i v5 siger han til Zakæus, at han “må blive” i hans hus.
Ud over at være en rig chefskatteopkræver er Zakæus som bekendt “lille af statur”, så han kan praktisk talt ikke se forbi mængden for at se Jesus. Vi kan spekulere på, om der er mere i det her: Er han på trods af sin rigdom altså en “mindste” eller en “lille” – som Jesus tilbage i Lukas 18:15-17 sagde, at han ikke skulle være til hinder for at komme til ham? Eller blot, at der er en måde, hvorpå han let bliver overset og afvist på trods af hans økonomiske position?
Hans “forsøg” på at få et godt billede af Jesus er bogstaveligt talt et verbum, der betyder noget i retning af at søge, søge, den måde, hvorpå nogen leder efter noget, der er gået tabt eller har en usikker placering. Jesus vil bruge det samme verbum i v10 til at beskrive sin mission.
Der er hastværk – en følelse af hastværk. Zakæus “løber” hen til forsiden af mængden og klatrer derefter op i træet; derefter beskrives han som “haster” eller “skynder sig” to gange i vers 5 & 6 – det, der oversættes som en befaling fra Jesus i v5, er grammatisk set snarere en beskrivelse af Zakæus.
Vi bør nævne, at Jesus ved, at han skal kigge op her i v5, og kender Zakæus ved navn. Næsten som om han med vilje har ledt efter ham, på samme måde som vi ville lede efter Waldo i et af de der “Hvor er Waldo?”-billeder.
Vi er glade for at finde Waldo, hvis vi har ledt efter ham. Teksten tildeler ikke Jesus en følelse her, men den tildeler Zachæus en følelse: glæde. Læg mærke til, at efter at have løbet Zachæus skal have en fest, ser det ud til. Det minder os måske om historien om den lykkelige far, som vi læste i sidste uge. Virker det, eftersom det er Zakæus, der opfører sig som faderen her og tager imod, mens det er Jesus, der ankommer, som om han havde været fortabt … ?
Det er nok ikke tilfældigt, at “alle, der så det”, brokkede sig, i betragtning af den tvetydige position, vi bemærkede før. Vi er efterhånden vant til, at farisæerne og de skriftkloge brokker sig, men i dette tilfælde har alle noget at bebrejde en fyr som Zakæus. Han er en ligeværdig lovovertræder.
Så nu “står” Zakæus – i al sin korthed – og afgiver en erklæring om tilbagelevering: halvdelen af sin ejendom til de fattige og en firedobbelt tilbagelevering til alle, som han har gjort uret.
Kommentatorer gør os generelt opmærksom på, at Toraen ikke kræver, at folk skal tilbagelevere ting firedobbelt, generelt; normalt er det værdien af uretten plus en femtedel (f.eks, 3. Mosebog 5:14-16, 4. Mosebog 5:5-7. I det særlige tilfælde, hvor man har stjålet en okse og dræbt den, skal man give den tilbage plus fire mere (2. Mosebog 22:1). Så Zakæus ser ud til at gå ud over det hele.
Verberne her er i nutid, så en kommentator foreslår, at Zakæus fortæller Jesus, at han allerede gør alt dette – han er renere og renere, end folk ved. Det ville give Jesu erklæring om, at frelsen er kommet til Zakæus’ hus, en slags social betydning: næsten som om Zakæus er blevet genindsat i fællesskabet, nu hvor denne sandhed om hans karakter er blevet afsløret.
På den anden side giver bibeloversættere (alle sammen, ser det ud til) denne erklæring en fremtidig betydning, hvilket får os til at læse frelsen som noget, der har at gøre med Zakæus’ ændring af hjerte, fra grådig til gavmild. Denne mere velkendte læsning kunne også være mere i overensstemmelse med de temaer, som Lukas har fremhævet indtil nu, og ville næsten gøre Zakæus til en kontrast til den rige hersker i kapitel 18. Det ville være med til at forklare, hvorfor Lukas måske har brugt et uklart ord som “architelōnēs” her, som indeholder det græske ord for “hersker” (“archi-“-delen). Bare for at minde læseren om det:
De sociale kommentatorer understreger, at dette er en “helbredelseshistorie”. Det synes at være rigtigt, selv om Zakæus’ adfærd har ændret sig.
Det ser også ud til at være en slags mirakelhistorie. Det ville gøre den til Jesu sidste mirakel i Lukas’ fortælling.
Og i betragtning af spillet i denne fortælling om lavhed og højhed – Jeriko et lavt sted, Zakæus en lille mand, positionen i træet (høj), udsigten til Jesu rejse (op) til Jerusalem – er det en passende afslutning på denne del af Lukas’ fortælling, om Jesus, der “er bestemt til, at mange i Israel skal falde og stå op” (Luk 2,34).
Måske giver den os endda en lille forsmag på, hvad opstandelse betyder.
