Efter en udbredt opfattelse er Kants påstand om, at moralsk uretfærdighed har sin grund i en modsigelse, der ligger til grund for enhver umoralsk handling, en “bluff”, der har rod i “dogmatisk moralisme”. Lige siden Benjamin Constant’s udveksling med Kant har modeksempler spillet en afgørende rolle for at vise, hvorfor Kants “universaliseringsprocedure” ikke formår at afgøre den moralske gyldighed af vores domme. Trods nylige forsøg på at bringe Kants etik tættere på Aristoteles’ har disse modeksempler været fremherskende. Senest har Jesse Prinz lanceret endnu et angreb i samme retning. Prinz insisterer på, at Kants universaliseringsprocedure i bund og grund er et spørgsmål, som ikke giver plausible resultater. Selv forfattere, der er meget sympatiske over for Kant, såsom Allen Wood, har forsøgt at nedtone universaliseringen og i stedet fokusere på andre formuleringer af det kategoriske imperativ. I denne artikel svarer jeg direkte på fire af de mest fremtrædende modeksempler. I hvert enkelt tilfælde søger jeg at vise, hvordan vi kan fastholde Kants grundlæggende påstand om, at den universelle lovformulering af det kategoriske imperativ artikulerer formen for vores særlige moralske domme.