Den største af de vestindiske øer, Cuba, er ofte blevet undersøgt for sin turbulente politiske historie. En række faktorer har spillet ind og gjort østaten til et af de fattigste lande i verden, hvor en betydelig del af befolkningen lever i fattigdom. En sådan statistik går hånd i hånd med Cubas uheldige ry for at have svært ved at skaffe boliger, sundhedspleje og andre fornødenheder. Her er de fem vigtigste fakta om, hvordan mange mennesker tilpasser sig til at leve i fattigdom i Cuba.
1. Landbrug og klima: En stor del af Cubas økonomi har været stærkt afhængig af dyrkning af specifikke afgrøder som sukkerrør, der er et af de vigtigste eksportprodukter, der anvendes i handelen. Desuden går en betydelig del af det industrielle arbejde til forarbejdning af mange af disse afgrøder til kommerciel brug, f.eks. forarbejdning af sukkerrør til sukkerkrystaller. I alt udgør landbruget og den industrielle produktion af disse varer næsten 30 % af Cubas BNP. Desværre begrænser denne afhængighed af landbruget Cubas evne til at gøre store fremskridt inden for infrastruktur og opretholde økonomisk stabilitet. Situationen bliver kun værre på grund af det tropiske klima og forekomsten af orkaner i regntiden, som kan forårsage omfattende skader, lidelser og tab af menneskeliv. Da orkanen Irma ramte i 2017, nåede omkostningerne ved skaderne op på langt over 13,6 mia. pesos (mere end 628 mio. dollars). Over 7.400 hektar plantagejord blev ødelagt, hvilket forårsagede en kortvarig fødevaremangel og forværrede fattigdommen i Cuba.
2. USA’s embargo: Efter Fidel Castros opstand i 1961 indførte USA en embargo, der pludselig fratog de cubanske eksportører et betydeligt flertal af deres eksport. Siden da har embargoen fortsat begrænset handelen og adgangen til amerikanske produkter. Som følge heraf oplever mange mennesker mangel på daglige fornødenheder, lige fra elektronik til fødevarer. Embargoen omfatter endda sanktioner mod andre nationer, der handler med Cuba. De økonomiske restriktioner, som embargoen pålægger, har katastrofale konsekvenser for dem, der lever i fattigdom i Cuba, da de mangler daglige ressourcer. På nuværende tidspunkt ser der ikke ud til at være nogen umiddelbare tiltag i retning af at ophæve embargoen, men en stigning i turismen (især fra amerikanere) kan udgøre det første skridt i retning af at lette forholdet mellem de to lande.
3. Job og beskæftigelse: Cuba har en meget lav arbejdsløshedsprocent sammenlignet med andre nationer med lignende økonomisk status, som ligger på 1,7%. En betydelig del af de arbejdende familier i Cuba er imidlertid i risiko for indkomstfattigdom, idet en person har 41,7 % chance for at få indkomstproblemer. Disse mennesker arbejder i job til en gennemsnitsløn, der er lavere end landsgennemsnittet. I betragtning af at den typiske familie består af ca. tre personer, resulterer dette i næsten fire millioner personer, der lever i husstande, der er i risiko for indkomstfattigdom. Desuden er arbejdsstyrken i Cuba yderligere destabiliseret på grund af den voldsomme stigning i en aldrende befolkning. Over 20 % af den cubanske befolkning er over 60 år, hvilket også betyder, at fertilitetsraten er lav som følge af disse demografiske ubalancer. Så for den gennemsnitlige familie, der lever i fattigdom i Cuba, kan det være svært at finde arbejde. På den lyse side kan velgørende organisationer som Caribbean Movement Trust hjælpe sådanne familier med at blive mere selvforsynende og opretholde en stabil indkomst gennem uddannelses-, erhvervsuddannelses- og sundhedsprojekter.
4. Boliger og energi: Den cubanske regering fører nøje tilsyn med transaktioner og logistik vedrørende fast ejendom og boligejerskab. Det er utroligt vanskeligt at skifte bopæl, da regeringen har indført et system med tvungen boligbytte, hvor boligejerskab typisk betragtes som kollektivt ejerskab, som kontrolleres af staten. Situationen er værre for dem, der lever i fattigdom i Cuba, da de ikke har råd til konstant at skifte og ofte lever uden rent vand, gas og elektricitet. Internationale velgørenhedsorganisationer som Nextenergy Foundation arbejder dog på at skaffe vedvarende energi for at bidrage til fattigdomsbekæmpelse i mange lande, herunder Cuba.
5. Sundhedsvæsen og uddannelse: På trods af de mange vanskeligheder i deres liv er cubanerne i stand til at nyde godt af gratis sundhedspleje og uddannelse på alle niveauer. Regeringen kontrollerer distributionen af varer som f.eks. fødevarer og medicin og har givet mandat til, at fysisk uddannelse og sport integreres i den cubanske undervisning for at fremme en sund levevis. Selv for dem, der lever i fattigdom i Cuba, er grundskoleundervisning obligatorisk for børn mellem seks og 11 år. Som følge heraf er et betydeligt flertal af den cubanske befolkning i stand til at læse og skrive. Desuden er kvinder garanteret lige uddannelsesmuligheder og udgør mere end halvdelen af alle universitetsuddannede.
Cubas miljø, handelsrestriktioner og generelle mangel på dagligdags fornødenheder gør, at mange af landets borgere lever i fattigdom. Heldigvis arbejder mange organisationer på at udbrede kendskabet og donere penge og ressourcer til dem, der lever i Cuba. Med tiden og gennem mange menneskers indsats er det muligt at fremskynde udviklingsprocessen for at hjælpe dette land, der har brug for hjælp.
– Aditya Daita
Foto: