Arktiske årstider er kendt for deres ekstremer. Variation i temperatur og ændringer i lys mellem sommer- og vintermånederne er de almindelige miljøforhold, som kræver tilpasning. Når vinteren nærmer sig, begynder rensdyrene at tage en masse kropsfedt på, og deres pels fyldes også ud, idet farven skifter fra brun til hvid. Et andet kendetegn blev opdaget i 2013 på universitetet i Tromsø i Norge: også øjenfarven ændrer sig med årstiden. Gyldne øjne om sommeren, blå om vinteren. Som om de passer til udseendet i den pågældende periode af året.
Rensdyrs øjne skifter farve
Hvorfor? Forbedret nattesyn er klart det positive resultat af dette farveskiftetrick og dermed en nyttig evne til at spotte rovdyr i det strakte mørke i de lange vintermåneder. Selv om dette syn ikke er så klart som om sommeren, er det ubestrideligt bedre at se en sløret skikkelse, der måske er på jagt efter et måltid, og som trykker på knappen “rovdyr = løb” i reaktionspanelet, end at opdage ingenting overhovedet.
Sådan fungerer det:
◊ rensdyr har et særligt væv i øjet bag nethinden, tapetum lucidum (TL)
◊ dette TL kan ændre farve: Dette TL kan ændre farve: gyldent om sommeren, hvor det meste lys reflekteres direkte tilbage, og dybblå om vinteren, hvor mindre lys reflekteres ud af øjet
◊ som følge heraf er nethinden mere følsom, hvilket forbedrer nattesynet.
Kalvepladser, begyndelsen af maj
Forsvarsberedskab: et par gevirer
Det hele giver mening. Dyr, der ikke er rovdyr, men bytte, har ofte en eller to særlige effekter færdigheder eller egenskaber, som kan være nyttige for at vende tilbage til en mere sikker og bekvem tilstand. Rener har kun to måder kun at forsvare sig mod at blive angrebet på: at løbe væk eller stikke angriberen med deres gevir. I øvrigt er rensdyr den eneste hjorteart, hvor både hannerne og hunnerne har gevirer, hvilket er en unik egenskab. Faktisk er det som regel ikke hunnens adfærd at bruge disse horn i en kamp. Beredskabet kommer med moderinstinktet. Et rovdyr kan møde hende, og i så fald vil hunnen ofte vælge kamp frem for flugt, når hun er drægtig. Når hun har en kalv med sig, som skal forsvares, efterlader et sådant nødstilfælde hende også begrænsede muligheder af den indlysende grund, at kalven ikke kan komme væk så hurtigt som nødvendigt.
Søgning efter føde
I de lange vintre i de nordiske lande er føden sparsom. De store, flade hove tjener de voksne rensdyr som snesko, med en ekstra årstidsbestemt ændring: i løbet af efteråret og vinteren bliver hovene hårdere og gør det på den måde muligt for dyrene at søge efter føde gennem hårde sne- og isskorper. Med hensyn til kalvene, som for størstedelen er den mest sårbare del af en flok, mangler de til en vis grad tilpasningen af klovene, fordi de stadig er unge. Gevirer er de nyttige redskaber, fordi de gør det lettere at grave efter føde i dyb sne. Ungerne er her afhængige af deres mors hjælp.
Vandrende flokke
Det er i den samiske forårs-vintersæson, at rensdyrflokkene begynder vandringen til kælvningsstederne i bjergene. Ligesom laksene vender de tilbage til det samme område hvert år. Et vidunderligt syn er det, mindre og større grupper vandrer fra skovene op ad bakke, indtil de mødes på højere beliggende områder, tusindvis af rensdyr er på vej. Hver dag tæller, et tidligt forår kan bringe solvarme med sig, men også sne, der bliver til slud, hvilket er en ugunstig rejsebetingelse for rensdyrene. Hvis de højere liggende områder ikke er nået i tide, fødes kalvene ved foden af bjergene, hvor der er flere rovdyr i nærheden. Uden at blande sig i debatten om klimaforandringer her, er de seneste års varmere temperaturer ikke velkomne af alle.
Sæsonernes skiften
Udviklingen af sneen er ved at smelte, og nye farver signalerer forårets ankomst. Kalvene vil følge deres mødre og opsamle livets bevægelser. Efter ca. 45 dage er de i stand til at græsse og fouragere og efterligne de voksne, som nyder hver en mundfuld rensdyrmos. Denne lavart med sin lysende lysende lysegrågrønne farve er hjemmehørende i arktiske områder og er rensdyrenes foretrukne føde. Men det er først i det følgende efterår, at de nyfødte bliver uafhængige af deres mødre, og det er på det tidspunkt, hvor grupperne under efterårstrækket igen bliver mindre. Det er også starten på parringssæsonen, der ligger groft sagt fra slutningen af september til begyndelsen af november.
Rangifer tarandus. Det arktiske miljø er deres hjem, den klimatilpassede livscyklus er deres tempo, idet de har mistet den cirkadiske rytme ved naturens kraft. Hvilket hverken er overraskende eller unødvendigt i betragtning af et levested, hvor der er dybt mørkt om vinteren og endeløse midsommerdage. Ind i mellem betyder det lange myggefyldte måneder efterfulgt af et pragtfuldt efterår, før vinterblues er i rensdyrenes øjne igen.
Læs og se mere
- Shifting mirrors: adaptive changes in retinal reflections to winter darkness in Arctic reindeer – Karl-Arne Stokkan et al. – 30. oktober 2013.
- En omfattende faktabase om rensdyr kan findes på Wildscreen Arkive.
- Og smukke fotografier af Erika Larsen, en samling med titlen ‘Sami – Walking with reindeer’.
Fotografier af Helena Andersson