Startskuddet til Australian Open, årets første grand slam-turnering i tennis, giver anledning til detaljerede diskussioner om målinger såsom vundne point, servehastigheder og skudplacering. Selv om mange af disse præstationsmålinger naturligvis kan tilskrives spilleren, bør vi også overveje den vigtige rolle, som ketcheren spiller.
Tennis er en gammel sport med en rig historie af teknologisk udvikling inden for udstyr. Wimbledon, den ældste tennisturnering, blev grundlagt i 1877, og den første Australian Open blev afholdt i 1905. Gennem anvendelse af avanceret teknik har tennisketsjeren ændret sig betydeligt siden disse tidlige konkurrencer, som beskrevet i en nyere forskningsartikel og opsummeret i videoen nedenfor.
De tidlige tennisketsjere lånte deres design fra den ældre sport ægte tennis, en tidlig ketchersport, der går tilbage til omkring det 16. århundrede og blev spillet af de rige og eliten. De var lavet af træ, med lange håndtag og små skæve hoveder, hvilket gjorde det lettere for spilleren at bringe slagfladen tæt på jorden for at ramme de typisk lavt hoppende bolde i rigtig tennis. De forsvandt snart, efterhånden som tennis udviklede sig som en selvstændig sport. Symmetriske racketrammer var ved at blive almindelige i forbindelse med de første Australian Open.
De fleste producenter fortsatte med at fremstille deres rackets af træ indtil 1960’erne, og der blev kun set få andre designudviklinger. Nogle af de tidlige producenter af tennisketsjere fremstillede metalrammer for at forsøge at løse problemet med, at træet blev skævt på grund af luftfugtighed, men det lykkedes ikke.
Metal giver ikke blot mindre dæmpning end træ, hvilket betyder, at spilleren mærker hårdere vibrationer, hvis han eller hun rammer bolden forkert, men metalrammen beskadigede ofte naturtarmsstrengene ved kontaktpunktet. Dayton Steel Racket Corporation forsøgte at bruge mere holdbare metalstrenge, men disse påvirkede filtbetrækket på bolden og var tilbøjelige til at ruste.
Et teknologisk boom
Starten på den åbne æra i 1968, hvor professionelle og amatører begyndte at konkurrere sammen om pengepræmier, var sandsynligvis en vigtig drivkraft bag den hurtige udvikling af tennisrackets, som man så omkring denne periode. I 1960’erne var trærackets stadig de mest almindelige, men fiberforstærkede kompositmaterialer som glasfiber begyndte at dukke op som forstærkning på trærammer, som f.eks. Challenge Power fra Slazenger og Kramer Cup fra Wilson.
I 1970’erne eksperimenterede racketingeniørerne med en række materialer, såsom træ, fiberforstærkede kompositmaterialer, aluminium og stål. En vigtig racket fra denne periode var Classic fra Prince, der var baseret på et patent fra Howard Head fra 1976. Classic var fremstillet af aluminium, hvilket gav mulighed for et meget større hoved end sine forgængere i træ og gjorde det lettere at ramme bolden. Der blev anvendt plastikbøsninger for at løse problemet med beskadigelse af strenge (nu syntetiske), som tidligere metalrackets havde givet anledning til.
Classic lagde grunden til den moderne tennisraket, og de fleste af dens efterfølgere havde store hoveder. Faktisk begyndte det internationale tennisforbund at begrænse racketstørrelsen i 1981, så den teknologiske udvikling ikke ville ændre spillets karakter.
Siden 1980’erne er high-end tennisrackets blevet fremstillet af fiberforstærkede kompositmaterialer, såsom glasfiber, kulfiber og aramid (stærke syntetiske fibre). Fordelen ved disse kompositmaterialer i forhold til træ og metal er deres høje stivhed og lave densitet kombineret med deres alsidighed i fremstillingen. Kompositmaterialer giver racketingeniøren større frihed med hensyn til parametre som f.eks. racketens form, massefordeling og stivhed, da han kan styre placeringen af de forskellige materialer rundt om rammen.
Mens trærackete havde små, massive tværsnit, har kompositrackete store, hule tværsnit for at give høj stivhed og lav masse. Den øgede designfrihed, som kompositmaterialer giver, blev demonstreret med indførelsen af “widebody”-rackets, som f.eks. profilen fra Wilson, i slutningen af 1980’erne. Widebody-rackets har større tværsnit omkring midten af rammen end håndtaget og spidsen for at give højere stivhed i området med maksimal bøjning.
Spiller-racket-interaktion
Den højere stivhed i kompositrackets betyder, at de mister mindre energi til vibrationer ved anslag, så spilleren kan ramme bolden hurtigere. Der kan dog være en øget risiko for overbelastningsskader på armen, når man bruger en racket med høj stivhed og et stort hoved. En moderne letvægtsraket med en lavere svingvægt (inertimomentet omkring håndtaget) er også lettere for spilleren at håndtere, og de har tendens til at svinge dem hurtigere under slagene.
På trods af den højere svinghastighed, der opnås med en lettere racket, er der en tendens til, at boldhastighederne forbliver ens, da den øgede rackethastighed modvirkes af den reducerede slagmasse. Der findes højst sandsynligt en optimal racket til hver enkelt spiller, snarere end en one-size-fits-all-løsning, og spillerens præferencer er en vigtig overvejelse. Tilpasningsteknikker og spillerovervågning ved hjælp af sensor- og kamerasystemer vil sandsynligvis spille en vigtig rolle i fremtidens design af tennisketsjere.
Moderne tennisketsjere af kompositmaterialer fremstilles ved hjælp af arbejdskrævende processer, der ikke er særlig miljøvenlige. Vi vil måske se raketproducenter udforske mere bæredygtige materialer som f.eks. genanvendte og naturfiberkompositter og mere automatiserede fremstillingsteknikker som f.eks. additiv fremstilling. Vi kan måske overvåge, hvordan en spiller svinger en racket ved hjælp af en sensor, og derefter fremstille en skræddersyet racket, der er optimeret til spillerens spillestil.
Udviklingen af den tennis, der vises ved Australian Open, har været bundet til udviklingen af racketens design. Forskere har beregnet, at en spiller kan serve bolden ca. 17,5 % hurtigere med en moderne racket end med dem, der blev brugt af de første spillere i 1870’erne. Der er ingen tvivl om, at vi vil se yderligere fremskridt inden for racketdesignet forme sporten i fremtiden.