Alai

For to uger siden, den 12. juni 2012, vågnede nørden i mig med udgivelsen af Rushs Clockwork Angels. Selv om samlingen af sange er musikalsk aktuel, fortæller den lyrisk om en drengs modning, der gennem en række eventyr (nogle tragiske) sætter spørgsmålstegn ved sin tro og det univers, der styres af en stiv urmager, alt imens han udvikler sig fra en dreng til en mand. Når jeg lytter til albummet, er jeg tilbøjelig til at tænke på hele konceptet som en allegori, der fortæller trommeslageren Neil Pearts livshistorie. Efter et par korte gennemlytninger blev jeg transporteret tilbage i tiden til for mere end 30 år siden, hvor konceptalbummet engang var standardpraksis for bandet.

Konceptalbummet er ikke nyt, men i nutidens engangs-musikindustri er det noget af en risiko for et band at udgive et konceptalbum. I en musikverden, der er drevet af singlen på iTunes, finder jeg det forfriskende for Rush at tage en chance som denne. Man kan sagtens argumentere for, at dette er deres første konceptalbum i sin fulde længde. Mens 2112 og Hemispheres begge betragtes som konceptalbum, er kun den ene side af pladerne konceptuelle.

For historien går det oprindelige konceptalbum tilbage til Woody Guthrie’s Dustbowl Ballads. Selv om det var noget konceptuelt efter nutidens standarder, var det unikt for sin tid. Alle sangene handlede om ét emne, selv om pladen ikke har en hovedperson eller en historie, der var med i hver sang. Pladen, der blev udgivet i 1940, fik stor indflydelse på de fremtidige folk-sangskrivere Pete Seeger og Bob Dylan samt Bruce Springsteen. Pladen indeholdt den nu klassiske “Do Re Mi.”

Men det var ikke folkemusik eller populærmusik, der gjorde konceptalbummet til en kunstform, det var jazzen. Fra slutningen af 1940’erne begyndte jazzkunstnere at eksperimentere med lyde og stilarter. Disse koncepter blev temaet for pladen. Uanset om det drejede sig om rytmer, akkordprogressioner eller skalaer, var jazzen på forkant med bevægelsen. To af de største innovatorer var Frank Sinatra og Miles Davis. Sinatras Songs for Swingin’ Lovers og The Wee Small Hours var forud for deres tid. Davis derimod havde en tendens til at genopfinde sig selv flere gange i løbet af halvtredserne og tresserne med Birth of the New Cool, A Kind of Blue, Porgy and Bess og Skteches of Spain. John Coltrane ville også være med med Giant Steps.

I 1950’erne opstod også rock’n’roll. Rock egnede sig i begyndelsen ikke til konceptalbummet. Nogle forsøgte dog kunne lide Ventures. Men det album, der startede konceptalbummenes storhedstid, var faktisk ikke et konceptalbum. The Beach Boys udgav Pet Sounds i 1966. Lydene på pladen ville få stor indflydelse på Beatles. Ironisk nok var Pet Sounds blevet stærkt påvirket af Beatles Rubber Soul. Det, Pet Sounds gjorde, var at udfordre Beatles lydmæssigt til at finde på unikke lyde til det, der skulle blive til Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

Afhængigt af hvilken Beatle du spørger, kunne du have fået fire forskellige svar på, hvad Sgt. Pepper handlede om. Men én ting, som de fleste kan blive enige om, var, at rock and roll kunne være kunst. Ideelt set var pladen en hovedtelefonplade, da det var en af de første plader, hvor der blev brugt et 8-spor i stedet for en fire-spors optagelse. Eksperimenteringen med lyden blev det definerende kendetegn for pladen, der kulminerede i det episke nummer “A Day in the Life.”

Snart efter forsøgte de fleste bands at lave deres eget konceptalbum. Et væld af bands var med. En helt ny bevægelse opstod i slutningen af 1960’erne. De fleste af de klassiske rock and roll-bands begyndte på kunstskoler i hele England. Rockens stil var ved at ændre sig. Pete Townshend fra The Who gik et skridt videre og skabte rockoperaen Tommy. Art rock var fuldt ud født. Bands som Yes, King Crimson, Pink Floyd, Genesis og andre opstod og lavede fantastisk musik.

I begyndelsen af 197’erne indspillede hvert af de førnævnte bands lange sange og lavede konceptalbum efter konceptalbum. De kendte ingen anden måde. Pink Floyds Dark Side of the Moon kom til at indbegrebe et nyt højdepunkt i konceptalbum-historien. Desværre var Tales from Topographic Oceans af Yes et dødssignal for art rock-bevægelsen. Tales var et dobbeltalbum og indeholdt fire sange – en til hver side af albummet. Som reaktion herpå gjorde punkmusikken oprør mod art rock-bevægelsens karakter. Men art rock-bevægelsen stoppede ikke.

Konceptalbummet nåede sit højvande med Pink Floyds The Wall. The Wall skulle symbolisere mure, der blev sat op mellem mennesker, The Wall kom til at symbolisere mure, der blev sat op af autoriteter og passede dualistisk til den kolde krigs Berlinmur.

Igennem 1980’erne begyndte konceptalbummet at aftage, da MTV’s indflydelse begyndte. Fra tid til anden dukkede der lejlighedsvis et konceptalbum op, men kun få fangede offentlighedens interesse. Marilyn Manson, Green Day, Dream Theater, Jay Z og andre bands har forsøgt sig med konceptalbummet.

For mig gik det meste af min fritid i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne med at lytte til konceptalbum. Mine favoritter vil højst sandsynligt være forskellige fra dine.

For eksempel elsker jeg to konceptalbum af Genesis. Det ene er The Lamb Lies Down on Broadway og det andet er Duke. For mig er Duke enormt vigtigt, da vi lige er flyttet fra det eneste hjem, jeg havde kendt efter mit første år i high school, til det vestlige Illinois, tre timer væk. I de kommende år blev disse to plader to af mine bedste venner. Jeg elsker disse plader på grund af det sted, jeg befandt mig i mit liv, og hvad de gjorde for mig.

Jeg har altid godt kunnet lide konceptalbummet. Uanset om albummet havde en tekst, der fortalte historien gennem hele pladen, eller om det var et stilistisk lydvalg, så forbinder jeg den type plader som de bedste. Jeg kan stadig forestille mig, hvordan jeg sidder omkring Stuart Jacksons spisebord og ryger cigarer, lytter til Rush og spiller Dungeons and Dragons. Måske var det hele bare teenagelivsstilen i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, men det var underholdende. Det var kunst, kreativt og sjovt.

Nu, for mig er Clockwork Angels let at lytte til. Musikken er fantastisk, sangene er fantastiske, men historien er endnu bedre. Den bringer mig tilbage til mange minder fra mit unge voksenliv …Som sangens opus, “The Garden”, slutter

Fremtiden forsvinder i hukommelsen
Med kun et øjeblik imellem
Det er i det øjeblik, der er tilbage at se
Håbet er det, der er tilbage at se
(c) 2012 Anthem Records
Tekst af Neil Peart