Den berømte italienske politiske filosof Niccolo Machiavelli fra det 15. og 16. århundrede anses i vid udstrækning for at have grundlagt den politiske videnskab. Hans mest kendte værk er Fyrsten, hvori Machiavelli rådgiver fyrster i fyrstendømmer om, hvordan de skal regere. Udtrykket “machiavellisk” stammer fra Machiavellis pragmatiske råd, som for mange virkede amoralske. I Diskurserne er Machiavelli imidlertid fokuseret på republikkernes struktur, natur og udvikling. Den er meget længere end Fyrsten og dækker næsten alle de vigtigste emner inden for statskundskab. Da Diskurserne omhandler republikker, anses den i vid udstrækning for at være den moderne republikanske politiske teoris grundlægningsværk.
Den fulde titel på Diskurserne er Discourses on the First Ten Books of Titus Livius (eller Discourses on Livy). Bogen foregiver at være en kommentar til værker af den romerske historiker Titus Livius (kendt som Livius), specielt de bøger, der dækker Romerrigets historie mellem det ottende og tredje århundrede f.v.t. Livius’ værk er dog kun en berøringssten for Machiavellis betragtninger om det politiske livs natur og de love, der regulerer det. Machiavelli bruger ofte Livius’ beretninger om Romerriget til at illustrere sine pointer, men det er tekstens hovedfunktion.
Diskurserne er et omfattende værk og er opdelt i tre bind med forskellige, om end beslægtede, emner. Den første bog omhandler en republiks opbygning, diskuterer krigsførelse i forhold til republikker og analyserer karakteren af det individuelle lederskab i republikken. I den første bog bekræfter Machiavelli det gamle græske synspunkt, at alle politiske samfund systematisk forfalder til deres ondskabsfulde modstykker, monarkier til tyrannier, demokratier til anarki osv. Aristoteles hævdede, at man kunne modvirke problemet ved at blande de forskellige styreformer.
Machiavelli er kun principielt enig med Aristoteles, men ikke med hans argumenter. Machiavelli opfatter det som en politisk ordens opgave at håndtere den naturlige forandring af samfundsordenen. Republikkerne skal være levende kulturer, der bevarer friheden og udnytter friheden eller fremmer den almene velfærd. Men en udvikling giver naturligt anledning til situationer, der truer republikkernes integritet, f.eks. uenighed, sammensværgelser, krig, religiøse forandringer, kulturelle forandringer, naturkatastrofer og lignende, som uundgåeligt fører til degeneration.
Den anden bog omhandler væksten af det romerske imperium, som Machiavelli mener var afgørende for den romerske politiske ordens blomstring. Machiavelli er således en slags imperialist, der mener, at erobring og styring er nødvendig under mange sociale omstændigheder for at beskytte en republiks integritet, selv om mange krige bør undgås af en række grunde. Stærke hære skal altid bevares. Mærkeligt nok appellerer Machiavelli ikke kun til romersk praksis, men også til romersk militærtaktik og teknologi på trods af fremskridt, f.eks. ved at forsvare brugen af infanteri frem for artilleri.
Bog tre trækker evige sandheder fra eksemplet med de store mænd i Romerriget. Dydige og store ledere har en afgørende funktion for at opretholde et blomstrende samfund. De styrer folket, men har også evnen til at anspore dem til dyd og store gerninger, ikke kun som borgere, men også som krigere. Begge former for dyd er nødvendige for at forhindre, at republikker bliver ødelagt udefra og forfalder indefra. Machiavelli udtrykker en moderat tillid til folket, idet han ofte hævder, at folket er klogere end fyrsterne, selv om der er brug for lederskab i tilfælde af fare.