Moneyball” blev en succes som en strategi for Oakland A’s, gav Michael Lewis en bestseller og er nu en succesfilm med Brad Pitt i hovedrollen. Men er metoden rent faktisk en vej til at vinde?
Moneyball-tesen er enkel: Ved hjælp af statistisk analyse kan hold på små markeder konkurrere ved at købe aktiver, der er undervurderet af andre hold, og sælge dem, der er overvurderet af andre hold.
Paul DePodesta, en af medarkitekterne bag strategien (“Peter Brand” i filmen), havde studeret økonomi på Harvard, men studerede han længe nok? Lad os se på nogle specifikke påstande fra Moneyballers og se, hvordan de har holdt stik.
Den mest kendte Moneyball-teori var, at on-base-procent var et undervurderet aktiv, og at sluggers var overvurderet. På det tidspunkt havde hovedpersonen Billy Beane ret. Jahn Hakes og Skip Sauer viste dette i en meget god økonomisk artikel. Fra 1999 til 2003 var on-base-procenten en signifikant forudsigelse af sejre, men ikke en særlig signifikant forudsigelse af individuelle spillerlønninger. Det betyder, at spillere, der trækker mange walks, var virkelig billige på markedet, præcis som filmen fortæller.
Men statistiske analyser er blevet almindelige i major league-sport, og betydningen af on-base-procent er blevet mere almindeligt anerkendt. Fra 2004 var on-base-procenten for baseballspillere ikke længere økonomisk undervurderet, og denne korrektion synes at fortsætte, som det fremgår af Hakes og Sauer i en senere artikel.
For en finansøkonom lyder disse debatter velkendte. Er det muligt ved hjælp af statistik at finde undervurderede aktier og obligationer og slå de finansielle markeder? Hvis en sådan metode fandtes – og det har den måske engang gjort – ville rygtet komme ud, og de gode tilbud ville forsvinde.1 Med andre ord er Moneyball-metodens sandhed eller falskhed et flydende udsagn, der ændrer sig over tid. Alle kan se på de samme tal, der er masser af matematikere til leje, og derfor er hemmeligheder svære at holde.
En anden Billy Beane Moneyball-idé, der diskuteres i bogen, er, at closers er overvurderet og overbetalt. I disse dage er hans indsigt dog blevet absorberet af de fleste hold. I den netop afsluttede World Series havde Rangers’ closer (Neftali Feliz) og Cards’ closer (Jason Motte) f.eks. en samlet løn på under 1 million dollars!
I år lå Yankees’ Mariano Rivera på femtepladsen for samlede saves med 44. Med en løn på 14,9 millioner dollars svarer det til hele 338.600 dollars pr. redning. De fire closers, der lå foran ham, havde i gennemsnit 46,5 redninger og en løn på 2,9 millioner dollars eller 63.771 dollars pr. redning – noget af et røverkøb.
Red Sox’ closer, Jonathan Papelbon, leverede 31 redninger for en løn på 12 millioner dollars (387.000 dollars pr. redning), mens den førnævnte Mr. Feliz havde 32 redninger for 457.000 dollars eller 14.281 dollars pr. redning. Feliz var mere end 20 gange så omkostningseffektiv efter denne målestok.
I 2011 er der kun tre andre closers med en løn på mere end 10.000.000 $ (Cordero, Rodriguez og Nathan). Ti af de 20 bedste closers med hensyn til redninger tjente mindre end 2,5 millioner dollars (den gennemsnitlige spillerløn i major league ligger på omkring 3,2 millioner dollars), og seks af disse 10 tjente mindre end 500.000 dollars.
Så mens pengemaskinerne Yanks og Sox betaler for meget for deres closers og slipper af sted med det, har de fleste hold lært denne Moneyball-lektion og sparet nogle penge.
Så lykkedes det alligevel Twins i år at betale to forskellige pitchere (Joe Nathan og Matt Capps) 18,3 millioner dollars for i alt 29 saves med 12 blown saves tilsammen.
I det mindste har Twins købt Nathans kontrakt ud i stedet for at betale ham mere end 11 millioner dollars igen næste år.
For at spille konsekvent vellykket Moneyball skal man være på forkant med udviklingen, og det er svært. Den næste generation af Moneyballers kan meget vel bruge sofistikerede metoder med kunstig intelligens til at opnå en fordel, ligesom den IBM-programmerede Watson-maskine slog Ken Jennings i Jeopardy! Statistikker med blyant og papir eller endog simple computerteknikker er blevet den nye status quo, der skal overgås, ligesom Beane afslørede de gamle, gamle baseballspejdere, der stolede på deres intuition.
Det er ikke overraskende, at innovative, rentable baseballstrategier forbliver uopdagede eller bliver opdaget langsomt. Ledelsen modsætter sig innovationer, som måske snart nok vil kræve nye ledere. Nye Moneyball-idéer kan let kopieres af andre hold, så hvorfor gøre sig den ulejlighed? Endelig er baseball et lukket netværk af hold, der står over for begrænset konkurrence udefra, og det gør innovation mindre presserende.
En anden lære fra den finansielle økonomi – som er relevant for sport – er, at mange succeser er almindeligt, dumt held. Årtiers talknusning viser, at antallet af store vindere inden for aktievalg er omtrent lige så stort som det, som det dumme held vil hoste op. At kaste dartpile på aktiesiderne og købe aktier i de tilfældigt udvalgte virksomheder synes at give lige så gode resultater som at hyre en fondsforvalter.
Huskede du John Paulson? Han blev hyldet som et geni, da han shortede boligmarkedet og tjente milliarder i 2007. Alligevel har det samme geni et negativt årligt afkast på 47 procent på sin signatur hedgefond (Paulson Advantage Plus) gennem de første ni måneder af i år; han tabte milliarder ved at satse på et stærkt økonomisk opsving i USA.
Der er nogle få Warren Buffett’er med virkelig særlige talenter, men ikke alle rige investorer er et geni eller har regnet markedet ud. Husk, at de heldige vil fremstå kloge.
Så hvad gør et succesfuldt hold til et succesfuldt hold?
Her er noget sjovt ved Moneyball-strategien: Den bringer os en verden, hvor lønsummen betyder mere og mere. At spotte undervurderede spillere øger deres lønninger og gør penge vigtigere for general manageren; Billy Beane vidste ikke, at han i det lange løb ville styrke de store hjemmemarkedshold, såsom Yankees, i hånden. Fra 1986 til 1993 forklarede lønsummen 2,2 procent af variationen i holdets sejrsprocent, og det betød, at det at bruge flere penge gav kun et ringe udbytte i form af kvalitet på banen. I sæsonerne 2004 til 2006, efter at Moneyball-revolutionen var i gang, forklarede lønsummen 27,1 procent af variationen i holdets vinderprocent, hvilket betyder en stærkere grund til at bruge mere.
Selvfølgelig er lønsummen ikke alt eller bare tæt på.
I denne sæson brugte Tampa 41 millioner dollars og vandt en kamp mere (91) end Red Sox, som brugte 161,7 millioner dollars. Twins brugte 112,7 millioner dollars for at vinde 63 kampe, mens Tigers og Cardinals hver brugte omkring 105,5 millioner dollars for at vinde henholdsvis 95 og 90 kampe. Yankees brugte ganske vist mest (202 millioner dollars) og vandt 97 kampe, men Detroit slog dem i slutspillet med en lønsum, der var ca. halvt så stor. Cardinals slog Phillies, som brugte 172,9 millioner dollars. I World Series deltog hold med de 11. og 13. største lønningslister.
Så selv om lønsummen vokser i betydning, kan baseballmagi stadig komme fra både Lady Luck og kloge iværksættere. Det er bare svært at sige, hvad der er hvad.
Bottom line
Er iværksætteri levende inden for sport? Ja.
Kan nogle mennesker holde sig på forkant med udviklingen? Ja, i det mindste i et stykke tid.
Var Billy Beane bare en heldig aktieplukker? I nogen grad.
Er der stadig overvurderede og undervurderede aktiver derude, som en fyr i sin mors kælder kan opdage? Ja, for fanden.
Er det let i disse dage? Nej.
Tyler og Kevin er akademiske økonomer, som mener, at den dystre videnskab kan kaste lys over sportsverdenens indre arbejde. Følg dem på twitter: Tyler er @tylercowen, Kevin er @ez_angus.
Tidligere fra Tyler Cowen og Kevin Grier:
Two Economists Explain the NBA Lockout