Hvilket mærkeligt liv jeg fører – en slags Askepot-liv – halvt glitter i krystalsko, halvt mus og askepot! Men det er alligevel et vidunderligt liv.
Mange mennesker kender Helen Keller fra filmen og det efterfølgende teaterstykke Mirakelarbejderen. De kender hende som den unge pige, der hverken kunne høre, se eller tale, og som arbejdede og kæmpede og kæmpede sammen med sin lærerinde Anne Sullivan for endelig at få fat i sproget. Dette er imidlertid kun begyndelsen på Helens inspirerende historie.
Helen blev født i Alabama den 27. juni 1880. Hun var et sundt barn, som efter alt at dømme faktisk var ret langt fremme i sin udvikling. Men atten korte måneder senere ændrede alt sig. Helen blev syg med høj feber, og i løbet af få dage mistede hun evnen til både at høre og se.
Livet efter dette var udfordrende for Helen og hendes familie. Efterhånden som hun blev ældre, begyndte hun at få traumatiske udbrud, og mange mennesker troede – uden forståelse for de psykologiske udfordringer, som Helen stod over for – at hun hørte hjemme på en institution. Hendes forældre var dog ikke villige til at give op på hende. I stedet besøgte de specialister og hyrede til sidst en privatlærer til hende.
En person, der er alvorligt handicappet, kender aldrig skjulte kilder til styrke, før han/hun bliver behandlet som et normalt menneske.
Anne Sullivan begyndte at arbejde med den 7-årige Helen, så snart hun ankom til Alabama. Det var en næsten konstant kamp, men Anne, ligesom Helens forældre, nægtede at give op. Det blev til sidst så svært, at Anne bad om, at Helen blev fjernet fra familiens hjem, så hun udelukkende kunne fokusere på Annes undervisning. De to flyttede til en nærliggende plantage, og ikke længe efter fik Helen et gennembrud. For første gang begyndte hun at forstå sammenhængen mellem de genstande, hun havde i hænderne, og de ord, som Anne lærte hende at stave med fingrene. Da gennembruddet først var sket, var Helen ikke til at stoppe.
Tretten år senere, i 1890, begyndte Anne at gå i en formel skole. Hun begyndte med taleundervisning på Horace Mann School for the Deaf i Boston. Det skulle tage 25 år for Helen at lære at tale på en måde, der kunne forstås af ikke-tegnsprogede, men hun gjorde det. Hun studerede også på Wright-Humason School for the Deaf i New York City, hvor hun studerede traditionelle akademiske fag samt måder at blive en bedre kommunikator på. Ud over sine studier på begge skoler besluttede Helen også, at hun ønskede at gå på et traditionelt college, så hun indskrev sig på Radcliff College. Hun fik sin eksamen med cum laude i en alder af 24 år.
Efter college fortsatte Helen med at dele sin historie og begyndte at arbejde for at forbedre livet for andre handicappede og vidnede endda for Kongressen i et forsøg på at forsvare de blinde. Hun begyndte også at kæmpe for kvinders rettigheder og blev aktiv i kvinders valgretsbevægelse.
Det største handicap for blinde er ikke blindhed, men de seende menneskers holdning til dem.
Helens berømmelse fortsatte med at vokse, hvilket gav hende en endnu større platform for sin aktivisme. I 1915 var hun medstifter af Helen Keller International for at bekæmpe årsager til blindhed, som f.eks. underernæring, og hjælpe dem, der levede uden syn. Helen Keller International er stadig aktiv den dag i dag og fører kampen mod blindhed på verdensplan. Fem år senere var hun medstifter af The American Civil Liberties Union (ACLU), som også stadig er en enormt vigtig organisation i USA i dag.
I en tale i Carnegie Hall i 1916 afslørede Helen sin stærke modstand mod krigsførelse og opfordrede til fred, til strategi og til oprør mod ødelæggelse af liv gennem kamp.
Strike against all ordinances and laws and institutions that continue the slaughter of peace and the butcheries of war. Slå til mod krigen, for uden jer kan ingen kampe udkæmpes. Slå til mod fremstillingen af granatsplinter og gasbomber og alle andre mordredskaber. Slå til mod det beredskab, der betyder død og elendighed for millioner af mennesker. Vær ikke stumme, lydige slaver i en hær af ødelæggelse. Vær helte i en opbygningshær.
Ud over at stifte sine egne organisationer arbejdede Helen også med American Foundation of Overseas Blind, for hvilken hun fungerede som rådgiver for internationale relationer. Som en del af sit arbejde med fonden rejste Helen rundt i verden og holdt taler, der inspirerede folk og skabte opmærksomhed. I de 11 år, hun havde denne stilling, foretog hun rejser til 35 lande. Hun foretog endda en fem måneder lang rejse på 40.000 miles tværs gennem Asien, da hun var 75 år gammel. Overalt, hvor hun kom, udfordrede Helen opfattelsen af handicappede og viste folk, hvor meget hun var i stand til.
Jeg tror, at ydmyghed er en dyd, men jeg foretrækker ikke at bruge den, medmindre det er absolut nødvendigt.
I 1961 fik Helen flere slagtilfælde, som reelt satte en stopper for hendes rejser. Hun døde i sin søvn syv år senere i en alder af 87 år. I sin levetid gjorde Helen enorme fremskridt for både kvinder og handicappede, og i anerkendelse af sine bedrifter modtog hun et væld af hædersbevisninger, herunder Presidential Medal of Freedom, en æresdoktorgrad fra Harvard og Theodore Roosevelt Distinguished Service Medal. Hun blev også optaget i Women’s Hall of Fame.