Nikola Tesla (10. juli 1856 – 7. januar 1943) blev født i Smiljan, Kroatien. Hans far var en serbisk ortodoks præst. Han var en pioner inden for områder som elektricitet, radio og røntgenstråler. Tesla havde 300 patenter under sit navn, da han døde i 1943 (i New York) og er af nogle æret som en af de vigtigste videnskabelige hjerner fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Men var han kristen? Det tvivlede jeg på, idet jeg opfattede ham som en vagt religiøs person med en stærk serbisk-ortodoks baggrund. Og så fandt jeg til min overraskelse dette ikon af Nikola Tesla i en kirke i Trebinje, Republica Srpska, og postede det på SMF’s fb-side.
Jacob Hyman, en af vores facebook-læsere, forklarede i en kommentar:
“Dette er faktisk et helt gyldigt ikon. I ortodoksien er ikoner først skrevet af mennesker, som måske af nogle, men ikke af alle, betragtes som hellige. Biskopperne ser på folk for at se, om der bliver skrevet ikoner af en bestemt person for at få en fornemmelse af personens hellighed og åbne en “sag for kanonisering”. Det vigtigste i denne før-“kanoniserings”-ikoneskrivning er, at de skal mangle den konventionelle gyldne glorie, hvilket denne ikon faktisk udelader. Haloer i ikonografien kommunikerer en “himmelsk tillid”, om man vil, der angiver, at den afbildede person uden skygge af tvivl befinder sig i himlen.
Så for at konkludere, da denne ikon ikke har den gyldne glorie, giver den ikke en vægtet erklæring om, hvorvidt Tesla er i himlen, men den kommunikerer helt sikkert et håb om, at han kan være det, hvilket er helt i orden.”
Interessant nok, Bogdan Lubardić, Ph.D., lektor ved universitetet i Beograd, fakultetet for ortodoks teologi, indrømmer i et indlæg fra 2013:
“Det er helt sikkert sandt, at han på andre tidspunkter fremlagde synspunkter, som ikke er helt i overensstemmelse med det, vi anser for sundt, lad os sige, i en fuldt ud ortodoks forstand. For eksempel hans sidestilling af den buddhistiske doktrin om menneskers lighed med den kristne doktrin, eller hans negation af ‘religion’ som ‘religion’, eller hans overvejelser om det enkelte individs forgængelighed af personlighed. Alligevel kan disse synspunkter forklares med hans uophørlige engagement i hele menneskehedens tjeneste, med hans liberale rummelighed og med det faktum, at han udmærket forstod, at Gud og religion ikke er ligeværdige eller gensidigt reducerbare.”
Nu konkluderer han dog, at Teslas gerninger, ord og hans kirkelige arv gør ham virkelig til en søn af den serbisk-ortodokse kirke, og han opfordrer os til sammen med Nikola Teslas mor – en dybt from kvinde – at gentage de ord, som hun sagde til sin elskede søn, inden hun trak sit sidste åndedrag: “Du er kommet, Nidžo, min stolthed.”
– Requiem aeterna dona ei, Domine!
Opdatering den 30. januar 2020:
“Den hellige biskop Nikolaj Velimirovitj var en nær ven af Nikola Tesla, som selv var søn af en præst. De to kaldte ofte hinanden Tocayo (en person med samme navn). Da biskoppen var i Amerika i 1927, besøgte han den berømte videnskabsmand, og Tesla inviterede ham til sit laboratorium.
Så snart biskoppen åbnede døren til Tesla-laboratoriet, satte Tesla tusind hjul og tandhjul i bevægelse.
“Min ven, hvad gjorde du lige? Hvad er det for en kraft, der driver så mange hjul?” spurgte biskop Nikolai.
“Du er en uddannet mand, du burde vide, hvad det er?” Tesla svarede.
“Hvad er det?”
“Elektricitet, tocayo!”
“Når du nu er så stor ekspert i elektricitet, så fortæl mig, om din videnskab vil afsløre, hvordan man kan se denne kraftstrøm med det blotte øje.”
“Aldrig,” svarede Tesla, “så længe verden eksisterer.”
“Hvorfor beder folk så om at se Gud? For strømmen eksisterer, selv når man ikke kan se den med det blotte øje,” konkluderede biskop Nikolai.
Det bør også bemærkes, at buster af disse to mænd står sammen uden for Sankt Sava-katedralen i New York.”
Fundet på Bio-Orthodoxy-webstedet