Med en enkeltstående national helligdag den 3. september vil Kina fejre 70-årsdagen for sejren i “modstandskrigen mod japansk aggression”, som landet kalder sit teater i Anden Verdenskrig. Men i landets nordøstlige del – tidligere kendt som Manchuriet – føles Japans besættelse stadig nært forestående. Du kan sove på tidligere japanske hoteller, gå om bord på togstationer i japansk design og gå ned i tidligere japanske bunkere. Landmændene sætter stadig hakker i ueksploderede sprængstoffer, og lukkede shintotempler står stædigt i parker. De tidligere koloniale bygninger er nu museer eller regeringskontorer, beskyttet og markeret som “patriotiske uddannelsesbaser” og populære blandt indenlandske rejsegrupper.
Den største koncentration af disse steder ligger 600 miles nordøst for Beijing, i byen Changchun. I 1932 blev den erklæret for hovedstad i “Manchukuo”, en marionetstat, der nominelt blev ledet af Kinas sidste kejser, Puyi. Det japanske militær lokkede ham nordpå for at legitimere sin besættelse, som begyndte seks år før en total invasion af landet. Puyi hævdede, at han var blevet snydt: Til sin forfærdelse sad han ikke på tronen i det genoprettede Qing-dynasti, men på et kontor, bag et tomt skrivebord. “Jeg opdagede snart, at min autoritet kun var en skygge uden substans”, skrev han i sine erindringer, From Emperor to Citizen (Fra kejser til borger). “Jeg havde ikke engang magt til at afgøre, om jeg kunne gå ud af døren for at gå en tur eller ej.” Alligevel ville Puyi, hvis han gik udenfor i dag, kunne genkende overraskende meget af Changchun.
De brede, japanske fyrretræskantede, aksiale boulevarder fører stadig til rundkørsler som f.eks. den tidligere Unity Plaza – omdøbt til People’s Square – omkranset af stålrammebolværk af bygninger, som skulle signalere Japans permanente tilstedeværelse. Alle er stadig i brug. Den tidligere Manchukuo Central Bank of Manchukuo er nu People’s Bank of China; Manchukuo Telephone and Telegraph Company er en filial af China Unicom; og politiets hovedkvarter er blevet et kontor for offentlig sikkerhed.
I nærheden ligner Puyis bevarede “marionetkejserpalads” mere et billigt statsligt gæstehus – en ubeskrivelig, toetagers bygning af grå, skællet cement, der ikke ville have været et opbevaringsskur i Den Forbudte By, Puyis tidligere residens, og som ikke ville have kvalificeret sig som et opbevaringsskur. Der er ingen vermillionfarvede mure, ingen ærefrygtindgydende porte, ingen kunstfærdige haver og ingen tronsal. Svømmebassinet rummer kun rådnende blade, klippegården dækker over et lillebitte bombehul, og dukkepaladsets skiltning indeholder overskrifter som f.eks: “For at slå tiden ihjel efter at være stået op, sad Puyi på toilettet og læste dagbladet.” Et eksemplar af Manchurian Daily News ligger foldet foran hans lille trone.
Changchun er en by med 8 millioner indbyggere, der er kendt i Kina efter befrielsen som hjemsted for First Automobile Works, der producerede den socialistiske æras allestedsnærværende pulverblå lastbil og de sorte, kasseformede Red Flag-biler. Byen har dog ikke den døende fornemmelse af Detroit: Halvdelen af Kinas højhastighedstogsvogne fremstilles her; bilfabrikken fremstiller nu elegante Audier; og 160.000 studerende går på byens 27 universiteter. Alligevel er byens centrum stadig oversået med minder om besættelsen. Mens japanske krigsmindesmærker og kirkegårde er blevet raseret, har regeringen beskyttet over 100 koloniale steder, hvilket gør selve byen til en slags patriotisk uddannelsesbase.
En gåtur sydpå ad People’s Avenue fra togstationen fører forbi en viftende statue af formand Mao Zedong inden for portene til Victory Park og derefter forbi de spidse pagodetage på den slotslignende bygning, der har været den japanske hærs hovedkvarter. (Lige syd for en central rundkørsel står et shintotempel til krigsguden lukket ned i Peony Park. Hastighedsskøjteløbere på rulleskøjter suser i sløjfer rundt i dens brede, flade forplads af asfalt. På bygningens bagvæg er der malede slogans fra Maos katastrofale kulturrevolution, som falmer i solen. Ellers ser bygningens svungne tegltag og hvide vægge ud til at være nybygget.
Japan valgte Changchun som Manchukuos hovedstad på grund af dens centrale beliggenhed og dens jernbaneforbindelse til koreanske havne og skibsruter til Japan. Tokyo betyder “Østlig hovedstad”, og Changchun blev døbt Shinkyo, eller “Ny hovedstad” – Xinjing på kinesisk. Den ville ikke være som andre planlagte hovedstæder, der i årevis har ligget fast på tegnebrætter og budgetark, som f.eks. i USA og Australien. (Omkring tidspunktet for Xinjings oprettelse skrev en engelsk journalist om Canberra: “Londonerne er måske alt for opmærksomme på ulemperne ved at bo i en by uden en plan, men de kan ikke sammenlignes med de konkurrerende ulemper ved at bo i en plan uden en by.”)
Tre årtier før Brasília var Xinjing en sjælden velplanlagt by. Den koloniale planlægning krævede en modernistisk byplanlægning, der på ingen måde lignede Tokyos virvar af smalle gader. Planlæggerne tegnede rene linjer, cirkulære pladser og talrige parker. De tilføjede udsmykkede kolonnadebygninger med dampvarme og toiletter med skylletoiletter – en sjældenhed i Japan og resten af Kina i 1930’erne – som skulle tiltrække nye bosættere.
For nylig gik jeg forbi de svungne linjer i den tidligere art deco-biograf, der nu huser Great Jilin Medicine Store. KFC var som sædvanlig fyldt, og jeg bar en kop dampende Nescafé forbi Walmart og Shangri-La Hotel ned ad Comrade Street til Liberation Road, hvor jeg endte ved den vidtstrakte Culture Square, verdens næststørste efter Tiananmen. Et storslået palads til Puyi skulle have udsigt over den 50 hektar store plads, men kun fundamentet var færdigt, da Japan overgav sig i 1945. Kina byggede det geologiske paladsmuseum på toppen af stedet. Indenfor så jeg skolebørn stirre op på skelettet af en dinosaur fra slægten Mandschurosaurus.
Kulturpladsen danner ramme om Xinmin (New Citizen) Avenue, som er for fascistisk arkitektur, hvad Havana er for klassiske amerikanske biler. Vejen skråner blidt som Champs-Élysées og slutter efter en kilometer ved South Lake Park. Under Manchukuo fik boulevarden navnet Datong (Grand Unity) og blev foret med otte ministerier, der ligger tilbage fra brede fortove i skygge af de spinkle grene af japanske fyrretræer. Bygningerne ligner ikke noget andet i Kina – eller i verden – og deres stil med tårne med krenelerede tårne, portikoer og svungne tage blev kaldt Rising Asia. Nu står bygningerne som markører for et fald.
Puyi læste meddelelsen om opløsning af Manchukuo den 17. august 1945. For anden gang i sit liv abdicerede han og flygtede derefter fra sit palads. Sovjetiske styrker snuppede ham kort efter og gik ombord på et fly med kurs mod Japan. De pakkede ham væk til tilbageholdelse i Sibirien, hvorefter Sovjet i 1946 bragte ham til Tokyo for at vidne for krigsforbryderdomstolen.
Idet han så skrøbelig ud over sine 40 år og frygtede at blive henrettet i Kina, talte Puyi for at redde sit liv. “Folket i Manchuriet var fuldstændig slaver af japanerne,” påstod han. “De kunne ikke skaffe sig fornødenheder, og de kunne ikke engang få tøj i hårdt vejr. Det ville være en forbrydelse, hvis en kineser var i besiddelse af ris af høj kvalitet. Kineserne havde ikke frihed til at sige noget som helst uden at frygte at blive truet med døden.”
I sine erindringer Fra kejser til borger indrømmede Puyi: “Jeg skammer mig nu meget over mit vidnesbyrd…. Jeg sagde intet om mit hemmelige samarbejde med de japanske imperialister over en lang periode…. Jeg fastholdt, at jeg ikke havde forrådt mit land, men var blevet kidnappet…. Jeg dækkede over mine forbrydelser for at beskytte mig selv.”
I 1950 blev han sendt til et fængsel i nærheden af Qingyuan, et amt i Manchuriet, hvis navn betød “Oprindelse af Qing”, det dynasti, der var ophørt, da han abdicerede fra dragon-tronen i 1912. Da han blev løsladt i 1959, blev han sat til at arbejde i drivhusene i Beijings botaniske have. Den 53-årige Puyi, der altid var lille og havde triste øjne, så lige så sart ud som de orkideer, der engang havde prydet Manchukuos kejserlige segl.
I 1967, da kulturrevolutionen hærgede Kina, fandt rødgardisterne Puyi, der var svækket af nyrekræft, og råbte: “Vi vil tage dig med tilbage til nordøst og smadre dig, dit hundehoved!” Kræften tog ham først: Han døde senere samme år, 61 år gammel, uden at efterlade sig nogen arvinger eller skat. I sin nekrolog kaldte Associated Press ham “en historisk rest.”
Da han ikke længere var kejser, blev hans kremerede rester ikke begravet i Qing-gravene sammen med hans kongelige forfædre, men på Babaoshan Revolutionary Cemetery, det sidste hvilested for kommunistiske helte. I 1995 betalte en privat kirkegård hans enke et ukendt beløb for at få hans aske overført til en af deres gravsteder, der er beregnet til de nyrige. Kirkegården, der har fået navnet Hualong (kinesisk drage), er nabo til de vestlige Qing-grave – hvilket, som reklamen lover, begunstiger de begravede med kejserlig feng shui. Puyis aske ligger under en gravsten, der kun bærer hans navn, skrevet ikke på mandschu, men på kinesisk.
Et levende spor af ham ses i Changchun, uden for det tidligere Manchukuo State Council, der er opdelt i etager som en kanelbryllupskage og kronet med en højhælet pagode. Et skilt fortæller, at Puyi plantede det gamle fyrretræ, der skygger for den søjleformede søjlegang.
Som de andre ministerielle bygninger i Manchukuo er statsrådet blevet omdannet til undervisningslokaler på universitetet. Hoveddørene var åbne, uden et billetvindue eller sikkerhedsvagter, der forbyder adgang. Indenfor passerede jeg Puyis personlige kobberbelagte elevator – “lukket for reparationer” – og gik under lysekronen for at stige op ad marmortrappen. Udskårne orkideer pryder balustraden; orkideer var Puyis yndlingsblomst. Trappen fører til en uoplyst anden etage. Refleksivt trampede jeg med foden, hvilket normalt tænder lyset i en kinesisk bygning. Rummet forblev mørkt. Den eneste lyd var mine ekkoagtige fodtrin, der vandrede rundt på resterne af Japans kejserlige ambitioner.
Den nat sov jeg på det tidligere Yamato Hotel, der var bygget som en del af en kæde langs Sydmanchuriet-jernbanen. En guidebog fra 1934 beskrev hotellet som “roligt og hyggeligt, omgivet af en rummelig sommerhave”. Haven er nu en parkeringsplads, og hotellet, der nu hedder Chunyi, er overdimensioneret af en busstation, hvis neonskilt på taget blinker Amway.
Sengetøjet var blevet opdateret, og der var blevet tilføjet et fjernsyn, men ellers var værelset – med gulv til loft-vinduer og et stort badekar med klapfødder – en tidskapsel fra 1930’erne. Skrivebordstelefonen ringede, og jeg forventede at fortælle den, der ringede, at jeg ikke ønskede massage. Men det var husholdningen. Jeg var bygningens eneste gæst, sagde rengøringsdamen, så hun ville ikke gå sin sædvanlige runde. Hun ville stille to termokander med varmt vand ved døren. Receptionen havde sagt, at kineserne foretrak at bo i hotellets karakterløse nye fløj, som kostede det dobbelte af de ca. 30 dollars, jeg betalte. Da jeg værdsætter historie (eller, som ekspedienten kaldte mig, kou men’r, en nærig), havde jeg fået det gamle hotel for mig selv. Selv massørerne ignorerede det. Værelset var stille og hyggeligt, med originale dampradiatorer, der løb langs en væg. Om natten hvæsede de lavt, som om de opfordrede mig til at holde stedet her hemmeligt for os.