De statsfinansierede almene boliger begyndte med en fælles drøm: at gøre en ende på livet i slummen med sikre boliger til overkommelige priser. I stedet blev de fleste af disse projekter synonymt med byens fattigdom og kriminalitet.
Vi studerer normalt kun de vellykkede almene boligprojekter, men det er lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, at vi også studerer de mislykkede, så vi ikke gentager de samme fejltagelser i vores design. Se verdens 3 fuldstændig mislykkede offentlige boligprojekter for at vide, hvad man ikke skal gøre.
Cabrini-Green Public Housing, Chicago
Cabrini-Green var et offentligt boligbyggeri, der lå i nærheden af et flammespyende gasraffinaderi, hvilket gav det sit kælenavn, helvedeshullet!
Courtesy of CHA
Det startede som få rækkehuse og havde til sidst otte 15-etagers tårne, der dækkede et areal på 283.280 m2. I alt havde det gigantiske kompleks 3.607 enheder, som husede over 15.000 beboere.
Regeringen prioriterede de fattigste mennesker, herunder enlige mødre og hjemløse, til at få adgang til boligerne.
Courtesy of CHA
Projektet var et symbol på håb om at afbøde slumlivet, men blev snart selv et højhus-slumområde. De omkostningsreducerende foranstaltninger, der blev truffet under opførelsen, førte til hurtig forringelse.
Courtesy of CHA
Selv om de oprindelige beboere var de italienske familier (som tidligere havde beboet grunden), blev boligerne senere udelukkende sorte. På grund af de racemæssige fordomme i Chicago på det tidspunkt blev vedligeholdelsesmidlerne nægtet, og forfaldet blev yderligere forværret. Affaldscontainere begyndte at blive overfyldt, og ingen bekymrede sig om at reparere noget.
Courtesy of CHA
Alle former for sociale dårligdomme spredte sig i løbet af kort tid i hele komplekset. Bander overtog de offentlige rum, og narkohandlere begyndte at gøre sig til bytte for de unge. Flere lejere blev bange for at forlade deres hjem. Kriminaliteten steg yderligere med arbejdende beboere, der blev arbejdsløse, da de nærliggende fabrikker lukkede.
Courtesy of CHA
Siden da har Cabrini-Green lavet den største rekord af fattigdomsramte kriminalitetsforhold end nogen af Chicagos boligprojekter.
“en virtuel krigszone, den slags sted, hvor små drenge blev skudt ned på vej til skole, og små piger blev seksuelt overfaldet og efterladt døde i trappeopgangene” – USA Today
Endeligt, i slutningen af 90’erne, udstedte regeringen ordrer om at rive disse offentlige boligbyggerier ned og sætte et nyt program. De sidste højhusbider kom ned i 2011, men vi ved stadig ikke, om boligmyndigheden holdt sit løfte om at finde nye boliger til beboerne.
Pruitt-Igoe Public Housing, St. Louis
Hvis du nogensinde tænker på at gå lodret for at huse de hjemløse flygtninge, vil dine kritikere bruge Pruitt-Igoe til at besejre dig.
Courtesy of Minoru Yamasaki
Efter anden verdenskrig steg antallet af hjemløse kraftigt i hele USA. Især i den store by St. Louis var der en hurtig stigning i slummen. Derfor besluttede regeringen at finansiere masseproduktion af almene boliger for at få folk ud af de umenneskelige forhold. I stedet for at udrydde ghettoer blev Pruitt-Igoe en scene for værtsbyens kriminalitet.
Courtesy of Minoru Yamasaki
Den japansk-amerikanske arkitekt Minoru Yamasaki foreslog først en blandet klynge af bygninger, men den offentlige boligadministration gjorde indsigelse mod dens prisfastsættelse og insisterede på at bygge omkostningsbesparende ensartede tårne. De opførte således 33 racemæssigt adskilte 11-etagers højhuse på 230.000 m2, der blev ryddet af byens struktur. Disse almene boligbyggerier fremstod fuldstændig fremmede i forhold til de omkringliggende lavtliggende bygninger.
Courtesy of Minoru Yamasaki
De begrænsede budgetter resulterede i dårlig byggekvalitet og billigt inventar. Projektet syntes dog at tilbyde al den luksus, som slummen manglede: elektricitet, VVS, grønne områder osv.
I løbet af et årti var det kun de fattige sorte lejere, der boede i Pruitt-Igoe. Herefter blev projektet svært at vedligeholde. Varmeapparater, toiletter, affaldsforbrændingsanlæg, elektricitet, alt begyndte at fungere dårligt. Regeringen hjalp ikke, og offentligheden var ligeglad.
Courtesy of Minoru Yamasaki
I midten af 60’erne steg kriminaliteten kraftigt, mens levevilkårene blev forringet. Skip-stop elevatorer stoppede hver 3. etage, hvilket gjorde trappeopgangene til en mulighed for at røve beboerne, mens de bevægede sig mellem elevatorens etager.
Courtesy of Minoru Yamasaki
Engang lød der høje gag fra bygningerne, da en defekt VVS-installation gik i stykker og lukkede alt det rå kloakvand løs på gangens vægge og gulve. Denne begivenhed markerede et stort opråb om nedrivning.
Courtesy of Minoru Yamasaki
I 1976 nedrev kommunen boligerne på direkte medier. Herefter betragtede arkitekturhistorikeren Charles Jencks Pruitt Igoes undergang som en fiasko for arkitekturens evne til at løse sociale problemer.
Courtesy of Minoru Yamasaki
Pink Houses, NY, Brooklyn
Hvis du vil have nogen til at skyde dig ihjel, så besøg Pink Houses!
Courtesy of NYCHA
Pink Houses, også kendt som “the pinks”, er murstens-tårne rundt om beton-stier. De er 22 otte-etagers bygninger med 1500 lejligheder. Bortset fra det lyserøde udstyr i forladte offentlige rum og lyserøde skilte fra NYC Housing Authority er boligprojektet farveløst.
Courtesy of NYCHA
Projektet er isoleret fra bystrukturen og derfor fuldstændig forsømt af byen. Patruljebetjente og kokke på de nærliggende restauranter er de eneste mennesker med arbejde.
Earl Greggs, der bor på 3. sal, afslører omfanget af den forsømmelse, som boligprojektet lider under:
“Arbejdet bliver ikke gjort, før nogen bliver dræbt.”
Dette udsagn kan ikke være mere sandt for et sted, hvor ingen bekymrede sig om at reparere en pære, før en betjent skød en mand i en uoplyst trappeopgang. Beboerne blev berørt af dette skyderi, men de var ikke chokerede; de havde klaget over forholdene i årevis.
Courtesy of NYCHA
Mørke trappeopgange og forsømte forhold gør en frugtbar jordbund for kriminalitet til at spire, og det er præcis, hvad der skete. Desuden skaber den konstante tilstedeværelse af rifler og pistoler et farligt miljø for både beboere og betjente. Trappeopgange er de mest usikre steder i dette almennyttige boligprojekt, men er alligevel umulige at undgå på grund af de jævnligt dårligt fungerende elevatorer. Oven i købet er overvågningskameraer ikke placeret, hvor der er mest brug for dem, nemlig på steder, hvor narkohandlere og hjemløse holder til.
Courtesy of NYCHA
I 2005 blev en bande kaldet “pink houses crew” berygtet for at røve smykkeforretninger og smide hårdt tilredte lig ned langs motorvejen. Som følge heraf blev beboerne meget bange for at træde ud af deres huse om aftenen. Affaldet hober sig op foran boligerne hurtigere, end det kan fjernes, hvilket giver en overvældende lugt i hele komplekset.
Courtesy of NYCHA
Pink houses bliver ikke revet ned og fortsætter med at sprede yderligere rædsler.
Hvad lærer vi?
Disse begivenheder fik folk til at opgive tanken om, at arkitektur kunne afhjælpe fattigdom. Tingene var måske ikke endt, som de gjorde, hvis arkitekterne havde brugt budgettet fornuftigt og planlagt vedligeholdelsen. Vi bør forsøge at bygge sådanne projekter med brugernes accept i overensstemmelse med deres behov, så de kan finde et rigtigt hjem i disse strukturer. Aravenas “Half a House”-tilgang er et godt eksempel.
Arkitekter bør også overveje at bygge almene boliger i bymidten for at skabe mere sikre miljøer. Endelig har det altid været en dårlig tilgang til almene boligprojekter at gå efter højhuse. Hold jer lavt, folkens!