1. Forfatter og skrivetidspunkt
Overskriften på den første bog i Det Nye Testamente er i de fleste manuskripter “Evangeliet ifølge Matthæus”. Der er kun én god nyhed om det store værk, som Gud havde udført ved sin søn, Herren Jesus Kristus, men i hans visdom var det nødvendigt med fire forskellige mænd til at gøre denne nyhed om frelse kendt for verden i skriftlig form.
Som i de fleste bøger i Bibelen nævnes forfatterens navn ikke i Matthæusevangeliet. Men lige fra begyndelsen bekræfter den kristne tradition, at apostlen Matthæus er forfatteren af dette evangelium. Men denne tradition siger også, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebraisk eller aramæisk. Papias (ca. 65 – 150 e.Kr.) skriver: “Matthæus har skrevet disse ord (græske logia) på hebraisk, men alle har oversat dem så godt de kunne.” Fortolkningen af dette er ikke let, og der har været forskellige forklaringer. De nyere forskeres opfattelse er, at evangeliet hverken blev skrevet af Matthæus eller på hebraisk eller aramæisk. De mener, at forfatteren ikke var nogen apostel, at han skrev evangeliet på græsk og baserede det på to kilder: Markusevangeliet og en såkaldt “Logia Source Q”, som kun eksisterer i teorien. Grunden til antagelsen om, at apostlen Matthæus ikke kan have været forfatteren af dette evangelium, er, at et øjenvidne ikke kan have skrevet på denne måde, og at det er utænkeligt, at en apostel ville have baseret sine skrifter på en ikke-apostel som Markus’ værk. Men begge argumenter overser, at de hellige skrifter er blevet skrevet af mennesker, som var inspireret af Helligånden, der ledte dem i deres skrifter både med hensyn til indhold og form (jf. 1 Kor 2,13-14, 2 Pet 1,21). På den anden side er det muligt, at der i begyndelsen var en samling af Jesu ord på aramæisk, men dette forbliver en teori, hvis det ikke bekræftes af tekstfund. Teksten til Matthæusevangeliet betragtes nu generelt som den græske original og ikke som en oversættelse.
Forfatterens navn, Matthæus, står på alle apostellister på syvende eller ottende plads (Matthæus 10:2-4, Markus 3:16-19, Lukas 6:13-16, Apostlenes Gerninger 1:13). Alle tre synoptiske evangelier – der kaldes sådan på grund af deres lighed – fortæller om hans kaldelse (Matthæus 9:9 ff, Markus 2:13 ff, Lukas 5:27 ff). Mens Lukas ved denne lejlighed kalder ham “Levi, skatteopkræveren” og Markus “Levi, Alfæus’ søn”, kaldes han kun “Matthæus” i vores evangelium. En anden bemærkelsesværdig kendsgerning er, at Matthæus kun kaldes “Matthæus, skatteopkræveren” i listen i Matthæus 10,3. Navnet Matthæus kan spores tilbage til forskellige hebraiske navne: Matthija, Matthitja, Mattanja eller Matthai, som alle har samme betydning – “Herrens gave”.
Evangeliet indeholder ingen oplysninger om det nøjagtige tidspunkt, hvor det blev skrevet, og derfor varierer meningerne herom meget. Mens nogle forskere mener, at evangeliet blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse (70 e.Kr.), mener andre, at der ikke er nogen fakta, der understøtter dette, og de daterer det til 60-70 e.Kr. Kirkefaderen Irenæus (ca. 140-202 e.Kr.) hentyder til, at Matthæusevangeliet er skrevet omkring 61-66 e.Kr.
2. Emne og formål med skrivningen
Evangeliet ifølge Matthæus er det mest detaljerede og i sit format det mest klare af alle fire evangelier. Dette er dog ikke den eneste grund til, at det med rette er opført i første række, men også fordi det udgør et bindeled mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.
Matthæusevangeliet indeholder omkring 60 citater fra Det Gamle Testamente. Men nogle af disse er kun nogle få ord (for eksempel Matthæus 5:21; Matthæus 5:27; Matthæus 5:27; Matthæus 5:38; Matthæus 5:43; Matthæus 24:15)
I alt tredive citater fra Det Gamle Testamente er faktisk nævnt som sådan (for eksempel Matthæus 2:5-6; Matthæus 3:3; Matthæus 4:4; Matthæus 4:7; Matthæus 4:10).
Ting, der skete i Herren Jesu liv, bliver ved fjorten lejligheder udtrykkeligt beskrevet som opfyldelser af profetier fra Det Gamle Testamente (Matthæus 1:22-23; Matthæus 2:5-6; Mattæus 2:15; Mattæus 2:17-18; Mattæus 2:23; Mattæus 4:14-16; Mattæus 8:17; Mattæus 11:10; Mattæus 12:17-21; Mattæus 13:35; Mattæus 21:4-5; Mattæus 21:42; Mattæus 26:31; Mattæus 27:9-10).
Helligåndens formål med dette evangelium fremgår allerede i det første vers: Jesus Kristus er Davids søn og Abrahams søn og derfor Messias, den retmæssige, lovede konge af Israel, opfylderen af alle profetier i Det Gamle Testamente. I alt otte gange kaldes Herren Jesus “Davids søn” (Mattæus 1,1; Mattæus 9,27; Mattæus 12,23; Mattæus 15,22; Mattæus 20,31; Mattæus 20,31; Mattæus 21,9; Mattæus 21,15).
I tæt forbindelse hermed er der endnu et vigtigt kendetegn ved Matthæusevangeliet: den hyppige omtale af det messianske rige, som nævnes halvtreds gange. Mens det andre steder for det meste kaldes “Guds rige”, kalder Matthæus det toogtredive gange for “himmeriges rige”; kun fem gange bruges udtrykket “Guds rige”.
Matthæusevangeliet er indrettet efter en guddommelig plan. I første halvdel bliver Herren Jesus introduceret som Israels konge og præsenteret for sit jordiske folk. Denne del slutter i kapitel 12 med hans forkastelse: Israels herskere forkaster deres konge.
I anden halvdel, fra kapitel 13 , beskrives den forkastede konges tjeneste, som nu ikke kun er begrænset til Israel, men som også omfatter de hedenske folkeslag. Det er i denne del, at Guds forsamling (eller kirke), der består af jøder og hedninger, for første gang nævnes ved navn i Bibelen (Matthæus 16,18; jf. 1 Korinther 12,13).
Kristus’ tjeneste slutter med hans lidelser og død, men også med hans opstandelse og udsendelsen af apostlene. Matthæus nævner ikke Herrens opstigning til himlen. Evangeliets struktur understreges af Kristi fem store prædikener, som altid slutter med den samme sætning: “Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse ord, .”
– I den såkaldte bjergprædiken (Matthæus 5; Matthæus 6; Matthæus 7,1-28) proklamerer Herren principperne for himmeriges rige.
– Da Herren sender de tolv disciple ud til Israels folk, instruerer han dem om deres tjeneste som hans ambassadører (Matthæus 10; Matthæus 11:1).
– I lignelserne om himmeriges rige forklarer han, at dette rige ville udvikle sig på den nye, mystiske måde på grund af hans forkastelse (Matthæus 13:1-53).
– I sin fjerde prædiken (Matthæus 18; Matthæus 19:1) præsenterer Herren Jesus de forskellige principper for de troendes personlige og kollektive adfærd.
– I sin sidste store prædiken om endetidens tider forklarer Herren disciplene Israels (Mattæus 24:1-44), kristendommens (Mattæus 24:45-51; Mattæus 25:1-30) og nationernes (Mattæus 25:31-46) skæbne (Mattæus 25:31-46) i tiden indtil hans fremkomst i herlighed.
3. Særlige forhold
a) Himmeriges rige
Gudsriget beskriver Guds herredømme over verden ved den mand, som han har udpeget til dette formål, Kristus Jesus. Jøderne ventede på dette rige som en befrielse fra romernes åg. Derfor bruger Matthæusevangeliet navnet “himmeriges rige” toogtredive gange for at understrege, at oprindelsen af dette riges herskermagt ligger i himlen og ikke på jorden. Himmeriges rige beskriver i princippet det samme som Guds rige, men det understreger dette riges himmelske karakter.
Himmeriges rige opfattes også altid i Matthæusevangeliet som noget fremtidigt, dvs. som noget, der begynder efter Herrens himmelfart, hvorimod Guds rige, også hos Matthæus, opfattes som værende til stede allerede nu (Matthæus 12,28). Mange lignelser, som Markus og Lukas bruger til at forklare Guds rige, bærer “overskriften” himmeriges rige hos Matthæus.
Matthæus nævner i alt ti lignelser om himmeriges rige:
Ukrudtet og ukrudtet (Matthæus 13,24-30; Matthæus 13,36-43)
Sennepsfrøet (Matthæus 13,31-32)
Syregæret (Matthæus 13,33)
Skatten på marken (Matthæus 13,33):44)
den dyrebare perle (Matthæus 13:45-46)
det dyrebare fiskenet (Matthæus 13:47-50)
den utilgivelige tjener (Matthæus 18:23-35)
Arbejderne i vingården (Matthæus 20:1-16)
Kongens bryllupsmåltid (Matthæus 22:1-14)
De ti jomfruer (Matthæus 25:1-13).
b) Forsamlingen (græsk: ecclesia)
Matthæus’ evangelium er det eneste evangelium, hvor forsamlingen (kirken) i Det Nye Testamente nævnes (Matthæus 16:18). Først efter at Messias var blevet forkastet af sit jordiske folk, annoncerede han grundlæggelsen og opbygningen af sin forsamling, hvis fundament er ham selv.
Forsamlingen begyndte på pinsedagen i Apostlenes Gerninger 2 og består af alle troende i den nuværende nådedispensation. Hun vil blive ført til Fædrenehuset i himlen af Herren selv, før dommene i de sidste tider, for at være der sammen med ham i herlighed i evigheden.
I Matthæus 18:15-20 taler Herren derefter om den lokale forsamling, dvs. om dem, der samles et hvilket som helst sted som forsamling. I alle spørgsmål om orden og disciplin overdrager Herren den højeste autoritet på jorden til den lokale forsamling, fordi han selv er midt iblandt dem, der er forsamlet til hans navn.
Forsamlingen var endnu ikke åbenbaret i Det Gamle Testamente. Hun hører til Guds mysterium, som først er åbenbaret i Det Nye Testamente (Efeserne 3:1-12), efter at Guds Søn havde fuldført frelsesværket, og Helligånden var kommet ned for at bo i de troende.
4. Indhold (oversigt)
I. Matthæus 1; Matthæus 2; Matthæus 3; Matthæus 4:1-11 : Introduktion af kongen
Kapitel 1 Kristi slægtsforskning og fødsel
Kapitel 2 Tilbedelse af de magiske konger og had til Herodes
Kapitel 3 Kristi dåb i Jordan
Kapitel 4:1-11 Kristi fristelse
II. Matthæus 4:12-25; Matthæus 5; Matthæus 6; Matthæus 7; Matthæus 8; Matthæus 9; Matthæus 10; Matthæus 11; Matthæus 12, første hoveddel: Kongens tjeneste i Galilæa
Kapitel 4:12-25 Kristi første gerninger, kaldelse af disciplene
Kapitel 5: Bjergprædikenen: Saligprisningerne og forholdet til loven
Kapitel 6 ” søgen efter Guds rige
Kapitel 7 ” den smalle vej
Kapitel 8 Jesu magt over sygdom og Satan
Kapitel 9 Kaldelsen af Matthæus og yderligere krafthandlinger
Kapitel 10 Udsendelsen af de tolv apostle
Kapitel 11 Folkets forkastelse af Kristus
Kapitel 12 Folkets herskeres forkastelse af Kristus
III. Matthæus 13; Matthæus 14; Matthæus 15; Matthæus 16; Matthæus 17; Matthæus 18; Matthæus 19; Matthæus 20, anden hoveddel: Den forkastede konges tjeneste
Kapitel 13: Lignelserne om himmeriges rige
Kapitel 14: Johannes Døberens død; De femtusinders bespisning, Jesus vandrer på havet
Kapitel 15 Farisæerne, den kana’anæiske kvinde, bespisning af de fire tusinde
Kapitel 16 Første bekendtgørelse af forsamlingen og Kristi lidelser
Kapitel 17 Forvandling og anden bekendtgørelse af Kristi lidelser
Kapitel 18 Korrekt opførsel i riget og i forsamlingen
Kapitel 19 Om skilsmisse; Den rige unge hersker
Kapitel 20 Lignelsen om vingården; tredje bekendtgørelse om Kristi lidelser; Zebedæus’ sønner
IV. Matthæus 21; Matthæus 22; Matthæus 23; Matthæus 24; Matthæus 24; Matthæus 25, tredje hoveddel: Kongens tjeneste i Jerusalem
Kapitel 21 Indtog i Jerusalem; lignelse om vingårdsmændene
Kapitel 22 Lignelsen om bryllupsmåltidet; farisæerne og saddukæerne
Kapitel 23 Syv veer over de skriftkloge og farisæerne
Kapitel 24 Prædiken om de sidste tider: Israel og dets rest
Kapitel 25 ” Kristendommen og nationerne
V. Matthæus 26; Matthæus 27; Matthæus 28 : Afslutningen af kongens tjeneste
Kapitel 26 Påsken og arrestation af Jesus
Kapitel 27 Dødsdømmelse, korsfæstelse og begravelse af Jesus
Kapitel 28 Jesu opstandelse og befaling til hans disciple