En ven spurgte mig, om jeg ville være interesseret i at være med som frivillig i medicinske missioner, jeg havde ingen erfaring, men jeg sagde ja… Da tiden kom, husker jeg, at jeg gik hjemmefra til hotellet, hvor alle VIMM-medlemmerne var, på vejen sagde jeg en lille bøn og bad Gud om hjælp til at være den bedste, til at give det bedste, jeg bad om, at alle lægerne og de mennesker, der arbejdede med VIMM, kunne forstå mit engelsk, for det ville have været første gang, jeg talte med en indfødt.
Du introducerede mig til vidunderlige mennesker, Dr. Gary og Dr. Clint, Dr. Jack, Dr. Charles, Min veninde Amanda, deres sjæl er så lys og ydmyg, jeg har lært de mest værdifulde lektioner fra dem, her er nogle billeder af mig på min første rejse for at blive den bedste tolk, menneske, honduransk. Da jeg fortalte min far, at jeg skulle på missionsrejse, sagde han til mig: “Du skal ikke kun tolke, men også bevæge dig, arbejde lige så hårdt som lægen, hjælpe patienten med at gå, tale, finde ud af den smerte, de måtte have, men vigtigst af alt, vise kærligheden mellem dem”. Det var det, jeg gjorde.
Et par år er gået, mange minder vi havde lavet, en masse mennesker har det nu bedre på grund af dig, Olanchito er for evigt taknemmelig for den kærlighed, tålmodighed, accept du har givet dem, den mest påvirkede person af dig, som jeg kender? Mig. Der er ingen grænser for den kærlighed, som Gud viser gennem alle læger, sygeplejersker og tolke. Vi er alle ved at blive de bedste, idet vi tager vores smerte og omdanner den til den mest rene kærlighed, vi har, nemlig kærligheden til andre.
Så tak VIMM for at åbne jeres hjerte for mig, for at hjælpe mig med at vokse, for alle de venner jeg har fået, tårerne, glæden, grinene, den lækreste mad, tak fordi I har hjulpet mig til at drømme ud af komfortzonen, I er grunden til at jeg har været frivillig i 5 år med alle de brigader der kom til Olanchito, jeg er bedre end i går og tæt på at være den bedste version af mig selv hver dag.
– Victoria Soledad