Alai

Sammen med den intense tektoniske aktivitet har Venus været udsat for meget vulkanisme. De største vulkanske udgydelser er de enorme lavafelter, der dækker det meste af de bølgende sletter. Disse ligner i mange henseender felter af overlappende lavastrømme, som man ser på andre planeter, herunder Jorden, men de er langt mere omfattende. De enkelte lavastrømme er for det meste lange og tynde, hvilket tyder på, at de udbrydende lavaer var meget flydende og derfor var i stand til at flyde over lange afstande over bløde skråninger. Lavastoffer på Jorden og Månen, der flyder så let, består typisk af basalter, og det er derfor sandsynligt, at basalter også er almindelige på Venus’ sletter.

Af de mange typer af lavastrømme, der er set på Venus’ sletter, er ingen mere bemærkelsesværdige end de lange, snoede canali. Disse slyngende kanaler har normalt bemærkelsesværdigt konstante bredder, som kan være helt op til 3 km (2 miles). De strækker sig almindeligvis op til 500 km (300 miles) over overfladen; en af dem er 6.800 km (4.200 miles) lang. Canali blev sandsynligvis skabt af lavaer med meget lav viskositet, der udbrød med vedvarende høje udstrømningshastigheder. I nogle få tilfælde ser segmenter af canali ud til at fortsætte op ad bakke, hvilket tyder på, at deformation af jordskorpen fandt sted, efter at kanalerne blev udhugget og vendte de bløde nedadgående hældninger på overfladen til opadgående hældninger. Andre kanallignende vulkanske træk på Venus omfatter snoede riller, der kan være kollapsede lava-rør, og store, komplekse sammensatte dale, der tilsyneladende er resultatet af særligt massive udstrømninger af lava.

Hos mange steder på Venus har vulkanske udbrud bygget bygningsværker, der ligner de store vulkaner på Hawaii på Jorden eller dem, der er forbundet med Tharsis-området på Mars. Sif Mons er et eksempel på en sådan vulkan; der er mere end 100 andre fordelt vidt omkring på planeten. De er kendt som skjoldvulkaner og når op i flere kilometers højde over de omkringliggende sletter og kan være hundredvis af kilometer brede ved deres basis. De består af mange individuelle lavastrømme, der er stablet på hinanden i et radialt mønster. De opstår, når en lavakilde under overfladen forbliver fast og aktiv på et sted længe nok til, at de vulkanske materialer, som den udstøder, kan ophobes over den i store mængder. Ligesom dem, der findes på de bølgende sletter, er de strømme, der udgør skjoldvulkanerne, generelt meget lange og tynde og består sandsynligvis af basalt.

Når en underjordisk lavakilde tømmes for sit indhold, kan jorden over den kollapse og danne en depression kaldet en caldera. Mange vulkanske calderaer er observeret på Venus, både på toppen af skjoldvulkaner og på de udbredte lavasletter. De er ofte groft cirkulære i form og ligner generelt de calderaer, der er observeret på Jorden og Mars. Topområdet på Sif Mons udviser for eksempel et caldera-lignende træk på 40-50 km i diameter.

Langs med de omfattende lavasletter og de massive skjoldvulkaner findes der mange mindre vulkanske landformer. Et enormt antal små vulkaniske kegler er fordelt over hele sletterne. Særligt usædvanlige i deres udseende er de såkaldte pandekagekupler, som typisk er nogle få tiendedele kilometer i diameter og ca. 1 km høje og har en bemærkelsesværdig cirkulær form. De har flade toppe og stejle sider og ser ud til at være dannet, da en masse tyk lava blev ekstruderet fra en central slids og spredte sig ud over en kort afstand i alle retninger, inden den stivnede. Den lava, der dannede sådanne kupler, var tydeligvis meget mere tyktflydende end de fleste lavaer på Venus. Deres sammensætning er ukendt, men – i betragtning af den viden, man har om lavaer på Jorden – er de sandsynligvis meget rigere på silica end de basalter, der menes at være fremherskende andre steder på planeten.

Vulkaniske bygningsværker er ikke jævnt fordelt på Venus. Selv om de er almindelige overalt, er de særligt koncentreret i Beta-Atla-Themis-regionen mellem længdegrader 180° og 300° Ø. Denne koncentration kan være en konsekvens af en bred aktiv opblødning af Venus’ kappe i dette område, hvilket har ført til øget varmestrøm og dannelse af magmareservoirer.

Rumsonden Venus Express fandt beviser for aktive vulkaner på Venus. En kraftig stigning i mængden af svovldioxid i atmosfæren i 2006 kunne stamme fra vulkanudbrud. I 2008 blev der observeret et hot spot, der opstod og derefter køledes ned igen i Ganiki Chasma riftzonen.