Nogen må fortælle mig, at der tilbydes et collegekursus et sted, der hedder Hype & Hyperbole: Literary Devices in Rap Music”. Hvis ikke, og hvis du er en universitetsprofessor, der har brug for nye ideer, beder jeg ydmygt om at få en opfordring til at skrive det i dine liner notes til pensum. Tak.
Hip-hop udgør ca. 40 % af det, jeg lytter til i disse dage. (I øjeblikket spiller jeg Good Kid, M.A.A.A.D. City.) I gymnasiet gik jeg på kreative skriveprogrammer og skrev et væld af noveller, skuespil, sketches, poesi og andet fantastisk nonsens i min fritid. Jeg kunne godt lide at bruge ord som byggeklodser. Senere, da jeg begyndte at klokken rapmusik, undrede jeg mig over, hvordan det kunne tage så lang tid, før jeg fik fat i den – jeg lever for nogle smarte ordspil, især hvis det er et middel, der bruges til at levere heftig substans.
Rap er mere end nogen anden musikgenre bedst egnet til og dygtig til den slags ordspil, som den litterære verden bygger sine byer på. Vis mig The Love Song of J. Alfred Prufrock, og jeg vil vise dig hele Kanyes “Runaway”. Begge er How to Use Juxtaposition to Make Your Point 101.
I fredags udgav Eminem et album, mens vi sov den lange weekend væk, så jeg satte mig ned for at lytte i løbet af min sidste frie aften. Jeg nåede knap nok igennem halvdelen af introsporet, “The Ringer”, før jeg greb ud efter min telefon for at sætte teksten i kø på Genius.
I mellem mumlende damns og oooh shits blinkede jeg et levende minde tilbage til eksistensen: Jeg var 12 år, og min mor og en natlampe havde lige puttet mig i seng. Jeg havde et meget lyserødt, blomstret værelse – og en gigantisk sort boombox på mit natbord. Hver aften kunne jeg godt lide at lægge en cd ind før sengetid og lytte på lav lydstyrke, før jeg gik i seng. Jeg betragtede det som aftenskole. Nogle gange var det drømmende, kærlighedsfyldt popmusik, som jeg var begyndt at knytte mig til (#pubertet), men jeg var også begyndt at lytte til mere modne sange fra alternative rock- og hiphopkunstnere og forsøgte at finde ud af, hvad de talte om.
Det minde, der tacklede mig, mens jeg lyttede til “The Ringer”, var den aften, hvor jeg på en eller anden måde havde tvunget min mor til at købe mig The Marshall Mathers LP. (Åh, mor. Velsignet. Du havde ingen anelse om… På Wiki-siden på dette album klassificeres det delvist som horrorcore. Jeg burde 200% ikke have lyttet til dette album overhovedet, men på det tidspunkt var jeg allerede i gang med at se South Park og 90’ernes gyserfilm, så… wash? Eh, jeg har stadig svært ved at komme over det homofobiske/misogyne indhold.)
I næsten mørke var jeg bøjet over siden af min seng, så jeg kunne holde lydstyrken så lav som muligt og stadig høre teksterne. Med den ene hånd holdt jeg albumnoterne fladt på mit natbord. Den anden hånd holdt en lommelygte i vejret, og jeg smed den på min seng med et par minutters mellemrum for at pille ved sporsknapperne og køre et vers tilbage.
Jeg spillede og afspillede hvert nummer igen og igen, med store øjne og fnisende øjne og forsøgte som ind i helvede at forstå, hvad der blev sagt. Som 12-årig fløj mange af referencerne hen over hovedet på mig, men ikke alle. Jeg var bevidst nok til at vide, at han brugte overdrivelse og chokværdi til at sige nogle ret kuglerunde ting – og han legede Tetris med ord på en måde, som jeg var fuldstændig misundelig på og fascineret af.
Hvad synes jeg om succes? Det stinker –
Tå meget presse, jeg er stresset,
Tå meget cess, deprimeret,
Tå oprevet, det er bare for meget rod
Jeg må vel bare blæse hurtigt op (ja)
Voksede hurtigt op (nej), blev opdraget rigtigt.
Hvad du end siger, er forkert,
Hvad jeg end siger, er rigtigt.
Du tænker på mit navn nu, når du siger “hej”.
Blev en vare, fordi jeg er W-H-I-
T-E, fordi MTV var så venlig over for mig,
Kan ikke vente til Kim ser mig! (x)
Jeg har ikke nået at læse resten af Em’s nye Kamikaze; jeg har haft for travlt med at genfinde min kærlighed til at lege med ord. Selv om det har eksisteret, siden jeg var fem eller seks år, tror jeg ikke, at jeg havde indset, hvor sjovt sprog kunne være, før jeg begyndte at være opmærksom på folk, der tryllede med det uden for bøgerne.
Hip-hop kræver, at dens kunstnere er magikere. Se hvor som helst. De tidlige sange fra A Tribe Called Quest. Det funky spellwork, der flyder oven på et Busta-nummer. Den måde, hvorpå Nicki Minaj synes at tale i tunger, når fanden hun har lyst.
Jeg er kræsen med alle musikgenrer; jeg ved, at der er en lille lavine af rapkunstnere, jeg går glip af. Alligevel har jeg hørt et metrisk øre-tonsvis af kloge takter, der trak en verbal reaktion ud af mig, første gang jeg hørte dem. Her er fem af mine aktuelle favoritter.
“Dark Fantasy” | Kanye West
My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)
Planen var at drikke, indtil smerten var ovre,
Men hvad er værre – smerten eller tømmermændene?
Frisk luft, der ruller ned ad vinduet…
Tå mange Urkels på dit hold, det er derfor dine sejre er lave!
2018 Kanye er måske problematisk, men hans femte studiealbum fungerer på omkring fem forskellige niveauer. De to første linjer ovenfor er en ret solid opsummering af det: En berømthed, der stiller et offentligt, filosofisk spørgsmål om, hvilken ting der forårsager størst skade: den direkte lidelse eller den usunde ting, du bruger til at klare dig, så du måske lider mindre? Drikning og tømmermænd er på den måde en selvfølge – og hvordan slipper man af med tømmermænd? Frisk luft, duh.
Mens han kommenterer på, hvordan man mindsker smerte, kalder han sig også for forfriskende for rapspillet. Han ser, hvor alle andre kommer til kort, og leverer noget logik: Hvis du har for mange tabere på dit hold, vil du blive ved med at tabe. Jeg kan huske, at jeg kørte tilbage efter at have købt dette album i Target – og venner, dette 90’er barn var ikke klar til “Urkels/wins low/Winslow” linjen. Instant classic.
“IV. Sweatpants” | Childish Gambino
Because the Internet (2013)
Toppen af den hellige totem
R-r-r-r-rich forever,
En million var ikke kvoten
Min far ejede halvdelen af MoMA
og gjorde det uden eksamensbevis
Fri år, fik ingen regler
Trippin off of them toadstools
Mere grønt end min Whole Foods,
Og jeg er for flyvende, Jeff Goldblum!
Got a glass house in the Palisades – that AKA
White ‘hood, white hood – O-KKK?
Jeg kan ikke huske, hvem der fortalte mig om Gambino, men dette nummer var det første af hans, jeg hørte. Det hele er den ene zinger efter den anden – ikke rettet mod nogen bestemt – men det andet vers er stort set et stort, blinkende neonskilt: “PRØV AT VÆRE MERE KLOG END DET HER LORT. I’LL WAIT.”
Den stof-reference om hans “år udenfor” med “ingen regler” er fin, men jeg vil ikke lyve: “White ‘hood/KKK”-linjen blæste mit sind i et varmt sekund, og det er grunden til, at dette nummer er på listen. En sort mand, der fejrer fortjente privilegier og samtidig påberåber sig Klanen, var det sidste, jeg forventede. Godt nok kan jeg godt lide at få tæppet trukket væk under mig.
“Django Jane” | Janelle Monaé
Dirty Computer (2018)
Jane Bond – aldrig Jane Doe.
Og jeg Django – aldrig Sambo.
Sort og hvidt, ja det har altid været min camo…
Det ser ud til, at I har brug for noget mere ammunition!
Jeg skar dem af, jeg skar dem af, jeg skar dem af, jeg skar dem af som Van Gogh
Nu, panorer til højre for vinklen
Jeg slap af sted med mord, ingen skandale!
Sæt gang i violinerne og bratscherne…
Apropos at hive tæppet væk under gulvtæppet, jeg vidste IKKE, at Janelle havde tremmer! Jeg skulle have været mere opmærksom på slutningen af “Q.U.E.E.E.N.”
Helt ærligt, disse linjer er ikke engang det største højdepunkt på dette nummer. (Jeg mener, klapsalver for: “Let the vagina have a monologue.” Y’all, jeg lever.) Jeg valgte dog disse, fordi de er rige på indhold.
- “Jane Bond – never Jane Doe” – Janelle nægter at være anonym eller miste sin identitet. Hun er lige så ikonisk som Bond.
- “And I Django – never Sambo” – Sambo er/var slang for en sort person, der med vilje opfører sig tåbeligt for at imødekomme de hvide menneskers underholdningsfantasier. Jeg tror, vi alle ved, hvem Django er. Er det klart?
- Stilmæssigt har Janelle altid gået i sort og hvidt tøj. Hvis det er det eneste, du kritiserer hende for, skal du gøre dig mere umage.
- Hvis du ikke forstår Van Gogh-replikken, skal du uddanne dig selv. Og grin derefter.
- Scandal og How to Get Away with Murder er to vanvittigt populære serier skabt af Shonda Rhimes, en powerhouse showrunner, der er hyldet som en skaber af kvalitetsindhold, der involverer farvede mennesker på og uden for kameraet. Scandal sluttede naturligvis tidligere i år. Og HTGAWM har en meget speciel Viola i hovedrollen.
“Institutionalized” | Kendrick Lamar
To Pimp a Butterfly (2015)
Oh shit, flow er så sygt, det skal du ikke sluge!
Bitin’ my style, you’re salmonella poison positive
Jeg kan bare lindre rapindustriens politik
Milk the game up, never lactose intolerant.
Kendrick er min yndlingsrapper, punktum. Han er ægte som bare fanden, og en poet oven i købet. To Pimp a Butterfly er et album, der ikke ligner noget andet i moderne hiphop, og de linjer, jeg elsker mest ved det, er fulde af fantastiske metaforer, der skaber ubesværede billeder for lytteren.
Her får vi en række referencer til sygdom og kure. Efter at have sagt, at hans lyriske flow er for “sygt” til at sluge, fordobler Kendrick og rådgiver, at enhver, der forsøger at stjæle det fra ham, vil finde sig selv testet “positiv” for sygdom som følge heraf. Han mener også, at han kan kurere genren for alt det politiske B.S., fordi han er så dygtig til at rappe, at han kan “malke” spillet op og ikke efterlade plads til noget andet så småligt.
Han tager ikke fejl. Nyt album, tak, K Dot.
“APESHIT” | The Carters
Everything is Love (2018)
Jeg er en gorilla i den skide coupé, finna pull up in the zoo.
Jeg er som Chief Keef møder Rafiki – hvem har løjet “King” for dig?
Pocket watchin’ like kangaroos
Tell these clowns we ain’t amused
‘Nana clips for that monkey business,
4-5 got change for you.
Jeg ved det, jeg har allerede skrevet om det. For fanden, det er Jomfru-sæson, jeg kan nævne Beyoncé lige så ofte jeg vil… Fakta, men “APESHIT” er faktisk på denne liste på grund af hendes modstykke.
Her giver Jay os et menageri af genbrugte dyrebilleder. Gorillaer. Rafiki. Løver. Kænguruer. Abe. Andre rappere, der er på vej til “King”-pladsen. Folk, der holder øje med, hvad der kommer ind og ud af hans lommer. Det er alt sammen tåbeligheder – “monkey business” – så Jay føler sig nødsaget til at lade dem vide, at han har metaforiske bananklip til at tage hånd om det, hvis det er nødvendigt. (Han har også nogle “småpenge”, som han kan bruge på “4-5” – fyren, der foregiver at være præsident – som han tager yderligere fat på i de næste takter.)
Pointen med dyrebillederne er at tage den trætte, racistiske trope, der sidestiller farvede mennesker med aber, og vende den over på alle andre, og give den kød og blod til et brutalt, forsinket klap tilbage. Skub det ind under titlen på sangen og temaet i musikvideoen, og indse, hvilken fuldkommen erklæring denne sang er om, at de opbygger sort kultur og arv uafhængigt af – faktisk på trods af – hvid kultur, som har fejet alt det “abe-lort” under gulvtæppet til fordel for at kurere en pænere fortælling. Jeg har følelser omkring det.