Alai

Hvis du er en del af et par, der har det svært, føler du måske, at der ikke er nogen vej ud af dit problemfyldte forhold. Myter om de lave succesrater for parterapi og rådgivning får kun din situation til at virke værre, end den er. For nylig forstærkede New York Times-kronikør Elizabeth Weil dette uheldige indtryk i sin klumme “Does Couples Therapy Work?” Hun konkluderer, at selv med hensyn til de mest effektive metoder: “Begge typer terapi er strukturerede, og resultaterne af begge er veldokumenterede, i hvert fald i opfølgninger i nogle få år. Alligevel lider hele området for parterapi under et systemisk problem.” Det problem, hun henviser til, er reelt nok: Par venter ofte til meget sent i spillet med at søge intervention, og på det tidspunkt har den ene eller begge måske besluttet sig for at sige stop. Det er også sandt, at som hun bemærker, kræver det andre færdigheder at være en effektiv parterapeut end dem, der kræves for at være en effektiv individuel terapeut. Ikke desto mindre tilbageviser dataene i vid udstrækning Weil’s påstande. Når den udføres korrekt, kan parterapi have påviseligt positive virkninger.

UCLA-psykologerne Lisa Benson, Meghan McGinn og Andrew Christensen offentliggjorde for nylig en stor gennemgang af over 40 års forskning i parterapi (Benson et al., 2012), hvor de sammenfattede tilgangen til de mest vellykkede interventionsmetoder. De har kogt denne enorme mængde forskning ned til at vise, at på tværs af de vigtigste teoretiske orienteringer inden for området kan par have gavn af at modtage behandling, der følger fem underliggende principper. Selv om en terapeut måske abonnerer på en adfærdsmæssig tilgang og en anden på en følelsesmæssig tilgang, kan begge terapeuter, så længe de begge anvender lignende strategier til at hjælpe deres klienter, skabe positive og effektive forandringer.

Evidensbaserede tilgange er nøglen til at forstå effektiv terapi, uanset om det er for enkeltpersoner eller for par. Det betyder, at den terapi, du modtager, er blevet testet i forhold til alternative metoder, fortrinsvis i randomiserede kontrollerede forsøg. Psykologer, der yder evidensbaseret behandling, holder sig ikke til én særlig teoretisk orientering, blot fordi de har lært den på kandidatuddannelsen. I stedet tilpasser de deres tilgang for at sikre, at de følger den bedste evidens – både klinisk og forskningsmæssigt.

Uheldigvis forstærker artikler som Weils artikel offentlighedens opfattelse fra tv og film, at terapeuter lider så meget under deres egne menneskelige fejl og mangler, at de ikke er i stand til at yde effektiv behandling. Weil påpeger, at det kan være drænende at være parterapeut. I sammenligning med individuel terapi er der mindre tid til at læne sig tilbage, reflektere og give et svar på en klients udsagn. Hvis man læner sig for længe tilbage, kan sessionen udvikle sig til en skældud, hævder hun.

At være parterapeut kræver særlige færdigheder, men det er det, som uddannelsen handler om. Personer, der går ind i ægteskabs- og familierådgivning eller terapi, tager år af strenge kurser og supervision, går gennem en besværlig akkrediterings- og licensproces og fortsætter med at modtage uddannelse i løbet af deres karriere for at lære om feltets nyeste udviklinger. Der er uundgåeligt et selvvalg involveret i, hvem der beslutter sig for at blive familieterapeut, og i endnu højere grad, hvem der bliver i faget. Der er gode chancer for, at den parterapeut, du møder, er en person, der tilbyder denne behandling, fordi han eller hun er engageret i at hjælpe par med at gennemføre positive forandringer i deres liv.

Lad os nu vende os mod de fem grundlæggende principper for effektiv parterapi, som ifølge Benson og kolleger:

1. Ændrer synspunkterne på forholdet. I hele den terapeutiske proces forsøger terapeuten at hjælpe begge parter til at se forholdet på en mere objektiv måde. De lærer at stoppe “skyldspillet” og i stedet se på, hvad der sker med dem i en proces, der involverer hver partner. De kan også have gavn af at se, at deres forhold finder sted i en bestemt sammenhæng. Par, der har det svært økonomisk, vil f.eks. være under andre former for situationsbestemte belastninger end par, der ikke har det svært. Terapeuterne begynder denne proces ved at indsamle “data” om interaktionen mellem partnerne ved at observere, hvordan de interagerer. Derefter formulerer terapeuterne “hypoteser” om, hvilke faktorer der kan føre til den måde, partnerne interagerer på. Hvordan de deler disse oplysninger med parret varierer afhængigt af terapeutens særlige teoretiske orientering. Der er empirisk støtte til en række forskellige tilgange, fra adfærdsorienterede til indsigtsorienterede. Forskellige terapeuter vil bruge forskellige strategier, men så længe de fokuserer på at ændre den måde, forholdet forstås på, kan parret begynde at se hinanden og deres interaktioner på mere adaptive måder.

2. Ændrer dysfunktionel adfærd. Effektive parterapeuter forsøger at ændre den måde, som partnerne faktisk opfører sig over for hinanden på. Det betyder, at terapeuterne ud over at hjælpe dem med at forbedre deres interaktioner også skal sikre, at deres klienter ikke begår handlinger, der kan forårsage fysisk, psykologisk eller økonomisk skade. For at kunne gøre dette skal terapeuterne foretage en omhyggelig vurdering for at fastslå, om deres klienter rent faktisk er i fare. Om nødvendigt kan terapeuten f.eks. anbefale, at den ene partner henvises til et krisecenter for vold i hjemmet, til specialiseret behandling for stofmisbrug eller til vredeshåndtering. Det er også muligt, at parret, hvis risikoen ikke er tilstrækkelig alvorlig, kan have gavn af “time-out”-procedurer for at stoppe optrapningen af konflikten.

3. Mindsker følelsesmæssig undgåelse. Par, der undgår at udtrykke deres private følelser, udsætter sig selv for større risiko for at blive følelsesmæssigt distancerede og vokse fra hinanden. Effektive parterapeuter hjælper deres klienter med at bringe de følelser og tanker frem, som de frygter at udtrykke over for den anden person. Tilknytningsbaseret parterapi gør det muligt for partnerne at føle sig mindre bange for at udtrykke deres behov for nærhed. Ifølge dette synspunkt har nogle partnere, som ikke formåede at udvikle “trygge” følelsesmæssige tilknytninger i barndommen, uopfyldte behov, som de bærer over i deres voksenforhold. De er bange for at vise deres partnere, hvor meget de har brug for dem, fordi de er bange for, at deres partnere vil afvise dem. Adfærdsbaserede terapeuter antager, at voksne kan være bange for at udtrykke deres sande følelser, fordi de tidligere ikke fik “forstærkning”. Uanset hvad, går begge teoretiske tilgange ind for at hjælpe deres klienter med at udtrykke deres sande følelser på en måde, der i sidste ende vil bringe dem tættere sammen.

4. Forbedrer kommunikationen. At være i stand til at kommunikere er et af de “tre C’er” i intimitet. Alle effektive parterapier fokuserer på at hjælpe partnerne til at kommunikere mere effektivt. Med udgangspunkt i princip nr. 2 og 3 bør denne kommunikation ikke være voldelig, og partnerne bør heller ikke latterliggøre hinanden, når de udtrykker deres sande følelser. Parrene kan derfor have brug for “coaching” for at lære at tale til hinanden på en mere støttende og forstående måde. Terapeuten kan også give parret didaktisk undervisning for at give dem grundlaget for at vide, hvilke typer kommunikation der er effektive, og hvilke typer der kun vil skabe flere konflikter. De kan f.eks. lære at lytte mere aktivt og empatisk. Præcis hvordan dette trin skal udføres, kræver dog, at terapeuterne vender tilbage til de vurderinger, de foretog tidligt i behandlingen. Par med en lang historie med gensidig kritik kan kræve en anden tilgang end par, der forsøger at undgå konflikter for enhver pris.

5. Fremmer styrker. Effektive parterapeuter peger på styrkerne i forholdet og opbygger modstandsdygtighed, især når terapien nærmer sig sin afslutning. Fordi så meget af parterapien går ud på at fokusere på problemområder, er det let at miste de andre områder af syne, hvor par fungerer effektivt. Formålet med at fremme styrken er at hjælpe parret med at få mere glæde af deres forhold. Den adfærdsorienterede terapeut kan “foreskrive”, at den ene partner skal gøre noget, der behager den anden. Terapeuter fra andre orienteringer, der i stedet fokuserer mere på følelser, kan hjælpe parret med at udvikle en mere positiv “historie” eller fortælling om deres forhold. I begge tilfælde bør terapeuten undgå at forsøge at sætte sit eget præg på, hvad der udgør en styrke, og lade dette defineres af parret.

Vi kan altså se, at mennesker i et problemfyldt parforhold ikke behøver at give op i fortvivlelse, hvis deres situation virker dyster. På samme måde kan mennesker, der er bange for at indgå i langvarige forhold, blive opmuntret ved at lære, at problemer i forhold kan løses.

Som man ser på bagsiden, foreslår disse fem principper for effektiv terapi måder, hvorpå par kan opbygge og vedligeholde positive nære relationer. Tag et objektivt kig på dit forhold, for at få hjælp til at reducere dysfunktionel adfærd, føle, at du kan dele dine følelser, kommunikere effektivt og fremhæve det, der virker. Det vigtigste er, at du ved at huske på, at hvert forhold har sine unikke udfordringer og styrker, giver du dit parforhold de bedste chancer for at overleve.

For mere information om par- og familieterapi kan du besøge American Association of Marriage and Family Therapists samt American Psychological Association’s Society of Family Psychology.

Føl dig velkommen til at deltage i min Facebook-gruppe, “Fulfillment at Any Age”, for at diskutere dagens blog eller for at stille yderligere spørgsmål om dette indlæg.