“Kvinder er ikke ligeværdige med mænd; de er overlegne på mange måder, og på de fleste måder, der vil tælle i fremtiden. Det er ikke kun et spørgsmål om kultur eller opdragelse. Det er et spørgsmål om kromosomer, gener, hormoner og nervekredsløb. Det er ikke primært på grund af, hvordan erfaringer former kvinder, men på grund af iboende forskelle i kroppen og hjernen.”
Det er ikke hver dag, at min kæbe falder ned, når jeg læser The Chronicle Review, en sektion af The Chronicle of Higher Education. Men det gjorde den, da jeg læste ovenstående indledende afsnit af “The End of Male Supremacy” af antropologen Melvin Konner fra Emory University, der blev offentliggjort den 3. april.
Konners artikel, der er tilpasset hans nye bog, Women After All: Sex, Evolution, and the End of Male Supremacy, er i konflikt med tre centrale konklusioner, som jeg formidler til mine antropologistuderende: Kvinder og mænd er mere ens i deres adfærd, end de er forskellige; de kønsforskelle, der findes, skyldes i vid udstrækning variation i, hvordan børn opdrages og andre erfaringer med at leve og arbejde, hvilket vidner om den menneskelige hjernes storslåede plasticitet; og ingen gruppe af mennesker, uanset kønsidentifikation (jeg er ikke tilhænger af en oversimplificeret mand vs. kvindelig binær) er biologisk overlegen i forhold til nogen anden.
Disse konklusioner fremgår af bøger som f.eks. neurovidenskabsmanden Elise Eliots Pink Brain Blue Brain, der insisterer på, at de små kønsforskelle, der er til stede ved fødslen, forstærkes gennem socialisering.
Konner, selv om han bekræfter, at ikke alle mænd er voldelige og ikke alle kvinder er omsorgsfulde, fremfører frygtløst sin tese om kvinders overlegenhed. Mandlighed er “en fødselsdefekt”, erklærer han.
Nysgerrig efter at komme i direkte dialog med Konner sendte jeg ham i sidste uge spørgsmål pr. e-mail, og han var så venlig at svare. Her er vores udveksling:
Kan du skitsere, hvad du anser for at være det vigtigste bevis for, at kvinder er mænd overlegne på grund af “iboende forskelle i kroppen og hjernen”?
“Nylige undersøgelser af hjernebilleder viser, at en del af hjernen, der er med til at producere vold, kaldet amygdala, er større hos mænd end hos kvinder. Også den frontale cortex (frontallapperne), som hjælper med at regulere impulser fra amygdalaen, er (er) mere aktiv hos kvinder. Stadig flere beviser støtter påstanden om, at mandlige og kvindelige hjerner er forskellige hos mange arter, herunder os, til dels på grund af testosteronets androgeniserende (maskuliniserende) påvirkning af (forreste) hypothalamus, amygdala og andre dele af hjernen, der er involveret i sex og vold.
“Genetiske beviser tyder også på, at udvælgelsen for aggressive og hyperseksuelle træk har været stærk hos i hvert fald dele af vores art i den menneskelige fortid. Omkring en ud af tolv mænd i Centralasien har en Y-kromosom-signatur, der stemmer overens med en afstamning fra en enkelt mand, der levede på Djengis Khans tid. Noget lignende er tilfældet i Irland, og det er et tegn på den tid (middelalderen), hvor øen var fuldstændig domineret af krigsførende stammer.”
Hvordan reagerer du på den opfattelse, eller måske mere ærligt sagt, på klagen om, at du ved at forsøge at støtte kvinder i det væsentlige udsletter kvinders handlekraft ved at reducere dem (eller jeg burde sige “os”) til kroppe og hjerner?
“Hvis det at reducere adfærd til hjernen er at udslette handlekraft, så har ingen af os handlekraft. Alle vidende mennesker siden Hippokrates har lokaliseret vores tanker, følelser og følelser i hjernen. Handleevne er noget subjektivt, som alle mennesker har. Jeg mener, at det er tåbeligt at bruge hjernevidenskab (eller evolution for den sags skyld) til at argumentere imod handlekraft.”
Som kvinde og feminist, vred jeg mig, da jeg læste din sidestilling af “mandighed” med “en fødselsdefekt”, “en lidelse” og “androgenforgiftning”. Gør dette sprog ikke mere skade end gavn, idet det beskriver en hel gruppe mennesker negativt på en unuanceret, stereotyp måde?
“Du er ikke den første person, der har trukket på hovedet over det, men mange andre, hovedsageligt, men ikke kun kvinder, har smilet. Ville du have noget imod, hvis jeg sagde “hvide er onde, fordi de undertrykker sorte”, eller “englændere er onde, fordi de undertrykker latinoer”, eller “rige mennesker er onde, fordi de undertrykker de fattige”? Hvordan kan det være, at jeg efter 12 årtusinders undertrykkelse af kvinder af mænd ikke kan sige, at mænd er dårlige, fordi de gør det?
“Efter min mening lever vi i en tid, hvor der er hårdt brug for et korrektiv. Selv om jeg i artiklen og bogen er omhyggelig med at sige, at “ikke alle mænd” er onde, er det stadig sandt, at “ja, alle kvinder” må frygte de mange, mange onde mænd. Og i modsætning til racemæssige, etniske eller klassemæssige kategorier er forskellen mellem mænd og kvinder væsentlig og biologisk. Jeg er ked af, hvis nogle mennesker ikke bryder sig om det, men det er sandt.”
“Som Elizabeth Cady Stanton sagde i 1869, er ‘forskellen på mand og kvinde’ den vigtigste grund til, at kvinder skal deltage fuldt ud i det offentlige liv. Den tale, som jeg citerer udførligt fra i Women After All, er en fantastisk anklage mod mænd og deres uhyrlige indflydelse på historien, langt stærkere end noget af det, jeg selv siger mod mænd. Og hendes udtalelser førte direkte til kvinders valgret.”
Du udtaler med selvtillid og optimisme, at “tusindårige mænds dominans er ved at være slut”. Du sørger for at udvide denne forudsigelse på tværs af kulturer: “Selv i de fattigste lande giver den stigende tilgængelighed af kvinders valgret, sundhedstjenester, mikrolån og opsparingsprogrammer dem kontrol over deres skæbne.” Hvordan kan vi forene dette med det, som vi ved sker med kvinder mange steder, herunder, men ikke begrænset til, de steder, der passer til din beskrivelse af “de fattigste lande”: kønsbaseret vold, voldtægt og andre fysiske og følelsesmæssige traumer?
“Paradoksalt nok fortæller det lille mindretal af mænd i ISIS, Boko Haram og lignende os faktisk mere end alle bøger i verden om, hvordan mænd er, og hvad de har gjort mod kvinder (og i øvrigt mod hinanden) gennem det meste af historien. De er tilbageblikke, men lærerige. De er en del af mændenes skrækslag mod kvinders uundgåelige rettigheder. De er repræsentanter for fortidens dominerende mænd, som ikke kunne tåle tanken om, at kvinder skulle være ligeværdige.
“De store tendenser i udviklingslandene er imod dem, og det ved de godt. Nogle mænd kan ikke tilpasse sig. Se på Afghanistan, hvor næsten ingen piger gik i skole for 15 år siden under Taleban, en anden tilbagegang. I dag går langt de fleste af de afghanske piger i skole. Den yngste person, der nogensinde har vundet nobelprisen, var Malala Yousafzai, den pakistanske pige, der har fremmet uddannelse af piger. Mænd som dem forsøgte at dræbe hende, men de styrkede kun hende og hendes sag.”
Hvad er efter din egen vurdering det vigtigste bidrag, som din artikel og bog yder til forståelsen af kønsmønstre i vores samfund i dag?
“Med fare for at overdrive, forsøgte jeg at fremhæve de voksende beviser for, at mænd og kvinder er fundamentalt, biologisk forskellige på måder, der påvirker adfærd – og at forskellen favoriserer kvinder, ikke mænd, i de fleste af de ting, der vil have betydning i fremtiden. Jeg mener, at myten om, at der ikke er nogen sådan grundlæggende forskel, ikke blot er i modstrid med fakta om evolution, genetik, hormoner, hjerneforskning, psykologi og tværkulturelle undersøgelser, men at den faktisk skader den feministiske sag. Jeg ønskede at give mine tre døtre og mange andre døtre samt deres mandlige allierede et arsenal af viden om disse kendsgerninger, hvormed de kan kæmpe den gode kamp for kvinders rettigheder fremover.”
Vi står altså tilbage med duellerende perspektiver fra videnskabsfolk om kønsforskelle. Konner er bestemt ikke alene om at insistere på, at de er reelle. Eliot er ikke alene om i stedet at insistere på, at de i høj grad kan forklares ved kultur og socialisering.
Denne debat omkring de videnskabelige beviser og hvordan de skal fortolkes forsvinder ikke, fordi Konner skriver “Undskyld, men det er sandt” om biologiske kønsforskelle. Det sprog, som Konner bruger til at argumentere for sin sag, forekommer mig problematisk: Det gør fejlagtigt kvinder til primært at handle om et sæt af (angiveligt) biologiske egenskaber kaldet kvindelighed, og mænd primært om et sæt af (angiveligt) biologiske egenskaber kaldet mandighed.
Og i øvrigt ville jeg protestere, hvis Konner havde sagt: “Hvide er dårlige, fordi de undertrykker sorte”. Jeg tilslutter mig en alternativ udtalelse: “Hvide, der undertrykker sorte, er dårlige”. Forskellen er væsentlig og gælder også for mænds behandling af kvinder.
Jeg vil forsøge mig med det spørgsmål, der blev stillet i overskriften til dette indlæg. Er det sexistisk at sige, at kvinder er mænd overlegne? Ja, på en måde, der skader mænd og kvinder.
Barbara J. King, der er antropologiprofessor ved College of William and Mary, skriver ofte om menneskets evolution, primaters adfærd og dyrs kognition og følelser. Barbaras seneste bog om dyr blev udgivet som paperback i april. Du kan følge med i, hvad hun tænker, på Twitter: @bjkingape.