Formål: En patients gangart kan give vigtige diagnostiske og funktionelle oplysninger. Selv om ‘waddling gait’ er et længe etableret begreb, sætter vi spørgsmålstegn ved, om denne beskrivelse er præcis eller klinisk brugbar.
Metoder: Vi søgte efter ‘waddling gait’ i alle de vigtigste medicinske specialers kernelærebøger, i bøger om dyrebevægelser og i Medline, Healthstar og Embase. Endvidere indhentede vi ekspertrådgivning om ænders gangart.
Resultater: Der anvendes mange betegnelser for “vraltende gangart”, og beskrivelsen af den er upræcis og inkonsekvent. Trendelenburg beskrev den som et bækkenfald på siden af det svingende ben og kompenserende lateral bøjning af bagkroppen i retning af siden af det stående ben. Mange tilstande er blevet beskrevet som værende årsag til en vraltende gangart. Vi accepterede gangmønsteret hos ænder som værende ægte waddling. Denne ofte anvendte sammenligning afspejler ikke nøjagtigt det gangmønster, der ses hos mennesker med en række medicinske lidelser; det er heller ikke det samme som en Trendelenburg-gangart.
Konklusioner: Da vi ikke har fundet nogen tilstand, hvor patienterne har en virkelig andeagtig gangart, foreslår vi, at udtrykket “vraltende gangart” bør opgives. Vi foreslår, at klinikere af hensyn til klarhed og god kommunikation bør beskrive de observerede elementer i gangen i stedet for at bruge upræcise og ubehjælpsomme udtryk som “vraltende gang”.