Van Morrisons stemme er et udtryksfuldt instrument. Den kombinerer hans irske arv med den R&B og jazz, som han voksede op med i Belfast. Hans udforskning af keltisk soul har givet næring til hele hans karriere, hvor han har svinget mellem tilgængelig pop og mere gådefulde plader. Van Morrisons to første autoriserede studieplader illustrerer denne splittelse; Astral Weeks fra 1968 var en ekspressiv sangcyklus med stream-of-consciousness-tekster, mens Moondance fra 1970 var en samling af slagkraftige, radiovenlige R&B-sange.
Van Morrison blev ved med at lave interessant musik gennem 1980’erne – jeg mistede overblikket efter Hymns to the Silence fra 1991, et oppustet dobbeltalbum med lidt innovation. På trods af de fremragende plader som No Guru, No Method, No Teacher er mine yndlingsalbum med Van Morrison alle fra 1960’erne og 1970’erne.
Van Morrisons fem bedste studiealbums
#5 – Veedon Fleece
1974
Veedon Fleece var det sidste album fra Van Morrisons første række af soloplader; efterfølgende gik han på halvpension i tre år og dukkede kun op for at optræde i The Band’s The Last Waltz. I nogle henseender er det næsten en afslutning på den cirkel, der blev indledt med Astral Weeks. Veedon Fleece, der vender tilbage til Irland i slutningen af sit ægteskab, er mere gennemsyret af akustisk mystik end nogen af hans udgivelser siden Astral Weeks, og det har en tilsvarende løs følelse. Den er også tydeligvis mere irsk end noget af det, han tidligere har udgivet; der er lidt R&B her, og der bruges mere folk-orienteret, akustisk instrumentation, og teksterne refererer til William Blake og figurer fra den irske mytologi.
#4 – Astral Weeks
1968
Den improviserede sangcyklus Astral Weeks er en fascinerende plade; den lyder anderledes end noget, Van Morrison, eller nogen anden, nogensinde har skabt. For eventyrlystne musiklyttere er den alene af den grund værd at samle op. Han ville vende tilbage til den virtuost syngende, stream-of-consciousness senere i sin karriere, som på den anden side af Into The Music. Astral Weeks viser det i sin reneste form, som den episke åbner ‘Astral Weeks’ og den berømte ‘Madame George’.
#3 – Moondance
1970
Astral Weeks viste den stream-of-consciousness, improvisatoriske side af Van Morrisons musik, mens Moondance er det modsatte; baseret på punchy R&B og koncise popsange. Side et er fyldt med fem fremragende kompositioner; titelnummeret, hvor Van spiller Sinatra, er det mest kendte, men “Crazy Love” er smuk, “Caravan” er munter, “Into The Mystic” er dejlig og esoterisk, mens “And It Stoned Me” er alt det ovenstående.
#2 – Saint Dominic’s Preview
1972
Morrisons svigtende ægteskab præger Saint Dominic’s Preview. Kærlighedssangene fra den “hjemlige trilogi” (Van Morrisons tre plader fra 1970 og 1971) er erstattet af mere eklektisk og ambitiøst materiale. Saint Dominic’s Preview er et typisk album fra Van Morrisons tidlige karriere, der både dækker over slagkraftigt R&B pophåndværk som den indledende “Jackie Wilson Said (I’m In Heaven When You Smile)” og mere kunstneriske impulser som de ti minutter lange semi-improvisationer, der afslutter hver side af den originale LP.
#1 – Into The Music
1979
Into The Music er et blåtryk af den adult contemporary-retning, som Van Morrison ville følge i løbet af 1980’erne, men sangskrivningen er så skarp, at det er hans bedste album. Det er glat produceret og fyldt med backingvokalister, strygere, saxofoner og andre voksen-moderne paraphernalia, men for disse glade sange fungerer den sensoriske overbelastningstilgang smukt, som at blive fejet væk af en bølge af sammenflettede seksuelle og spirituelle kræfter.
Disse fem album er blandt Van Morrisons mest velmodtagne, selv om det er ukonventionelt at placere det roste Astral Weeks på fjerdepladsen – det ville være meget stærkere uden ‘Beside You’ som andet nummer. Dedikerede Van Morrison-fans har en tendens til at søge mod hans mere isolerede, atmosfæriske album som 1980’s Common One og 1986’s No Guru, No Method, No Teacher. Min yndlingssang af Van Morrison stammer ikke fra et af disse album – det er titelnummeret fra Tupelo Honey fra 1971.
- Van Morrison’s Five Best Albums of the 1980s
- Van Morrison Album Reviews
Har du et yndlingsalbum af Van Morrison? Eller en yndlingssang?