Graves’ sygdom er en autoimmun tilstand, der resulterer i overstimulering af skjoldbruskkirtlen. Den resulterende hyperthyroidisme forårsager søvnbesvær, svedtendens, rystelser, struma, irritabilitet, træthed, hjertebanken, vægttab, infertilitet og hyppigere afføringer. Øjnene kan også blive betændte og virke udbulede.
Personer med Graves’ sygdom er oftest kvinder, ofte i 20’erne og 30’erne, når sygdommen først viser sig. Der er en genetisk komponent i Graves’ sygdom, og personer med sygdommen er mere tilbøjelige til at have andre autoimmune sygdomme såsom lupus, vitiligo, reumatoid arthritis, type 1-diabetes, Addisons sygdom og perniciøs anæmi. Stress, infektion og graviditet er andre faktorer, der kan spille en rolle i udviklingen af Graves’ sygdom.
Graves’ sygdom diagnosticeres ved hjælp af laboratorieprøver, herunder prøver for skjoldbruskkirtelfunktion og antistoffer, der er forbundet med tilstanden. Der kan udføres en test for radioaktivt jodoptagelse (RAIU) for at kontrollere Graves’ sygdom. Øget optag tyder på tilstedeværelsen af tilstanden.
Graves’ sygdom kan behandles med medicin, der undertrykker produktionen af skjoldbruskkirtelhormon, ved at ødelægge skjoldbruskkirtlen med radioaktivt jod (RAI) eller ved at fjerne skjoldbruskkirtlen kirurgisk. En fuldstændig fjernelse af skjoldbruskkirtlen kaldes en total thyreoidektomi. Behandling med betablokkere behandler ikke Graves’ sygdom, men det kan hjælpe med at behandle symptomer som hjertebanken og nervøsitet.