Maltas hovedø bidrager i høj grad til landets samlede økonomi, som i sig selv er klassificeret som en avanceret økonomi i henhold til Den Internationale Valutafond (IMF). Indtil 1800 var Malta afhængig af bomuld, tobak og sine skibsværfter til eksport. Da de først kom under britisk kontrol, blev de afhængige af Malta Dockyard til støtte for den kongelige flåde, især under Krimkrigen i 1854. Maltas økonomi fik et løft med åbningen af Suezkanalen i 1869, da der skete en massiv stigning i antallet af civile skibe, der anløb havnen. Skibe, der gjorde holdt i Maltas havne for at tanke op, hjalp Entrepôt-handelen, hvilket gav øen yderligere fordele. Mod slutningen af det 19. århundrede begyndte økonomien at gå nedad, og i 1940’erne var Maltas økonomi i alvorlig krise. En af faktorerne var de nyere handelsskibes længere rækkevidde, som krævede mindre hyppige tankstop. Økonomien blev sat i gang igen efter Anden Verdenskrig, da øen skulle genopbygges.
Maltas vigtigste ressourcer er i dag kalksten, en gunstig geografisk beliggenhed og en produktiv arbejdsstyrke. Malta producerer kun ca. 20 % af sit fødevarebehov, har begrænsede ferskvandsforsyninger på grund af tørke om sommeren og har ingen indenlandske energikilder, bortset fra potentialet for solenergi fra det rigelige sollys. Økonomien er afhængig af udenrigshandel (som fungerer som omladningssted for fragt), fremstillingsvirksomhed (især elektronik og tekstiler) og turisme.
Filmproduktion bidrager i stigende grad til den maltesiske økonomi. På trods af sin størrelse fortsætter Malta med at tiltrække internationale filmproduktioner fra hele verden, og det er det bedste tegn på tillid, som et lille land kan få fra udenlandske producenter. Den første film, der blev optaget på Malta, var Sons of the Sea i 1925. Siden da er over 100 andre film blevet optaget helt eller delvist på Malta, herunder Malta Story (1953), Midnight Express (1978), Popeye (1980), Gladiator (2000), München (2005), World War Z (2013) og Captain Phillips (2013)
I forbindelse med forberedelsen af Maltas medlemskab af Den Europæiske Union, som landet tiltrådte den 1. maj 2004, privatiserede landet nogle statskontrollerede virksomheder og liberaliserede markederne. F.eks. meddelte regeringen den 8. januar 2007, at den solgte sin andel på 40 % i MaltaPost for at afslutte en privatiseringsproces, der har været i gang i de seneste fem år. I 2010 havde Malta privatiseret telekommunikation, postvæsen, skibsværfter og skibsbygning.
Bank- og finansvæsenRediger
De to største forretningsbanker er Bank of Valletta og HSBC Bank Malta, som begge kan spore deres oprindelse tilbage til det 19. århundrede.
Malthas Central Bank of Malta (Bank Ċentrali ta’ Malta) har to hovedansvarsområder: udformning og gennemførelse af pengepolitikken og fremme af et sundt og effektivt finanssystem. Den blev oprettet ved loven om Central Bank of Malta den 17. april 1968. Den maltesiske regering indtrådte i ERM II den 4. maj 2005 og indførte euroen som landets valuta den 1. januar 2008.
FinanceMalta er den kvasi-statslige organisation, der har til opgave at markedsføre og uddanne erhvervsledere i at komme til Malta og afholder seminarer og arrangementer rundt om i verden, der fremhæver Maltas nye styrke som en jurisdiktion for bank-, finans- og forsikringsvirksomhed.
TransportRediger
Trafikken på Malta kører i venstre side. Bilismen på Malta er overordentlig høj i betragtning af øens meget lille størrelse.
De vigtigste veje på Malta fra det sydligste punkt til det nordligste punkt er disse: Triq Birżebbuġa i Birżebbuġa, Għar Dalam Road og Tal-Barrani Road i Żejtun, Santa Luċija Avenue i Paola, Aldo Moro Street (Trunk Road), 13 December Street og Ħamrun-Marsa Bypass i Marsa, Regional Road i Santa Venera/Msida/Gżira/Gżira/San Ġwann, St Andrew’s Road i Swieqi/Pembroke, Malta, Coast Road i Baħar iċ-Ċagħaq, Salina Road, Kennedy Drive, St. Paul’s Bypass og Xemxija Hill i San Pawl il-Baħar, Mistra Hill, Wettinger Street (Mellieħa Bypass) og Marfa Road i Mellieħa.
Busser (xarabank eller karozza tal-linja) er den primære form for offentlig transport. Tjenesten blev etableret i 1905 og gennemgik en omfattende reform i juli 2011. Ledelsesstrukturen blev ændret fra at have selvstændige chauffører, der kørte deres egne køretøjer, til en tjeneste, der udbydes af et enkelt selskab gennem et offentligt udbud. Det offentlige udbud blev vundet af Arriva Malta, der er medlem af Arriva-koncernen, men selskabet indstillede driften den 1. januar 2014 efter at være blevet nationaliseret som Malta Public Transport af den maltesiske regering, og et nyt busselskab skal overtage driften i den nærmeste fremtid.
Malta har tre store naturlige havne:
- The Grand Harbour (eller Port il-Kbir), der ligger på den østlige side af hovedstaden Valletta, har været en havn siden romertiden. Den har flere omfattende havne og kajer samt en terminal for krydstogtskibe. En terminal i Grand Harbour betjener færger, der forbinder Malta med Pozzallo & Catania på Sicilien.
- Marsamxett Harbour, der ligger på den vestlige side af Valletta, rummer en række lystbådehavne.
- Marsaxlokk Harbour (Malta Freeport), ved Birżebbuġa på den sydøstlige side af Malta, er øens vigtigste godsterminal. Malta Freeport er den 11. travleste containerhavn på det europæiske kontinent og den 46. i verden med en handelsvolumen på 2,3 mio. TEU’er i 2008.
Der findes også en menneskeskabt havn i Ċirkewwa. Denne er forbundet med Mġarr Harbour på Gozo med Gozo-færgen, som sejler adskillige ture hver dag.
Maltas eneste lufthavn er Maltas internationale lufthavn. Den er bygget på den jord, der tidligere var optaget af RAF Luqa-flyvebasen. Der var to andre flyvepladser i Ta’ Qali og Ħal Far i drift under Anden Verdenskrig og ind i 1960’erne, men de er nu lukket. I dag er Ta’ Qali hjemsted for en nationalpark, et stadion, en attraktion for besøgende, Crafts Village, og Malta Aviation Museum. Dette museum bevarer adskillige fly, herunder Hurricane- og Spitfire-jagere, som forsvarede øen under Anden Verdenskrig. Det nationale luftfartsselskab er Air Malta.
TurismeRediger
Malta er et populært turistmål med 1,2 millioner turister om året. Der er tre gange flere turister på besøg, end der er indbyggere. Turismeinfrastrukturen er steget dramatisk i årenes løb, og der findes en række hoteller af god kvalitet på øen, selv om overudvikling og ødelæggelse af traditionelle boliger giver anledning til stigende bekymring. Et stigende antal maltesere rejser nu til udlandet på ferie.
I de seneste år har Malta reklameret for sig selv som en destination for medicinsk turisme, og en række udbydere af sundhedsturisme er ved at udvikle denne industri. Intet maltesisk hospital har imidlertid gennemgået en uafhængig international akkreditering af sundhedsvæsenet. Malta er populær blandt britiske sundhedsturister, hvilket peger de maltesiske hospitaler i retning af at søge akkreditering fra Storbritannien, f.eks. med Trent Accreditation Scheme. En dobbelt akkreditering med den amerikansk orienterede Joint Commission er nødvendig, hvis sygehusene på Malta ønsker at konkurrere med Fjernøsten og Latinamerika om medicinske turister fra USA.