Den tredje søndag i fasten – Johannes 2:13-22
“Men han talte om sit legemes tempel” (Johannes 2,21). Det forstod de religiøse mennesker den dag ikke. De forstod ikke, at han talte om sit legemes tempel, fordi de var i gang med det sædvanlige. Det var business as usual den dag, hvor Jesus dukkede op i templet. Dyr blev købt og solgt. Der blev byttet mønter. Alle de sædvanlige mennesker havde deres sædvanlige pladser og sædvanlige roller.
Dette er en af de historier, hvor vi er nødt til at lægge et par ting til side, ting, der ikke hører til, ting, der distraherer, før vi virkelig kan forstå, hvad der sker. Vi er nødt til at lægge det til side, som vi ofte har fået fortalt eller troet, at denne historie handler om, så vi kan høre den igen, måske for første gang.
Jeg tror ikke, at denne historie blot handler om, at Jesus bliver vred. Jesus blev vred. Jeg bliver vred. Det er ok at blive vred. Det er ikke det, der er pointen. Der er mere i denne historie end det. Og jeg tror ikke, at det handler om dyrene eller om vekselererne i templet. Jesus må helt sikkert have vidst, at de var der. Han voksede op som en trofast jøde, der gik i templet. Han dukkede ikke op denne dag og sagde: “Hold da op, der er dyr og vekselerere her. Det vidste jeg ikke. Det er forkert.” Dyrene og vekselererne havde altid været der. Det var sådan, systemet fungerede. Det var business as usual for dem at være der.
Jeg tror, at Jesus gik til templet den dag med ét formål; at smide og vælte business as usual ud og omstyrte det. Der er tidspunkter, hvor vi har brug for at få omstyrtet bordene i vores liv og smidt dyrene ud. Det er bare så let at falde i fælden med business as usual.
Har du nogensinde trykket på autopilotknappen, og livet blev mekanisk? Du går igennem bevægelserne. Du dukker op, men du er der ikke rigtig. Det er business as usual. Hvad med det her? Har du nogensinde smilet det der jeg-er-god-og-alting-er-fint-smil, men bag smilet var der en tomhed, du følte dig hul, og dit hjerte knækkede? Det er at fortsætte med business as usual. Eller måske vågner du op om morgenen, og du er lige så udmattet, som du var, da du gik i seng aftenen før. Business as usual. Har du nogensinde følt, at du bare ikke var dig selv? Intet virkede rigtigt? Kedsomheden overvandt kreativiteten. Der var ingen entusiasme, undren eller fantasi. Det var bare business as usual. Nogle gange ser vi på livet og verden, og det hele virker forgæves. Vi har travlt, men kommer ikke rigtig nogen vegne. Der er ingen dybde eller mening, kun business as usual. Business as usual kan ske overalt: i venskaber, ægteskaber, forældreskab, arbejde, kirke.
De ting, jeg lige har beskrevet, er imidlertid ikke problemet. De er et symptom på samme måde som dyrene og vekselererne i templet ikke er problemet. De er symptomerne på noget dybere, der foregår. Problemet er ikke så meget i templet, som det er i menneskets hjerte.
Dette dybere problem er, tror jeg, det der giver anledning til business as usual. Nogle gange handler det om vores frygt. Vi er bange for det, der sker i vores liv, eller for usikkerheden i fremtiden, og vi ønsker en form for sikkerhed og forudsigelighed, så vi kan blive ved med at gøre de samme gamle ting. Business as usual er forudsigeligt og stabilt, men det skaber kun en illusion af sikkerhed. Nogle gange er business as usual et symptom på vores sorg og sorg. Noget er gået tabt. Vi kan ikke få det liv tilbage, som vi ønsker, så vi klamrer os til business as usual, fordi det er velkendt, og fordi vi ønsker en vis stabilitet. Andre gange har vi så travlt og er så opslidte af at tjene til livets ophold, at livet bliver til den ene opgave efter den anden, den ene aftale efter den anden, en uendelig to do-liste, og så er det business as usual. Måske har vi taget mennesker, forhold og ting for givet. Måske har vi mistet vores følelse af taknemmelighed, undren eller mystik.
Jeg siger ikke noget af dette som en kritik eller dom over dig, mig eller nogen anden. Jeg nævner blot, hvad der ofte sker med os. Hvordan har business as usual set ud i dit liv? På hvilke måder er det business as usual for dig i dag?
Der er tusindvis af grunde og måder, hvorpå vi falder ind i business as usual. Der er dog én ting, som jeg hele tiden vender tilbage til. Glemsomhed. Business as usual er født af glemsomhed. Vi glemmer, at vi virkelig er templet for Guds nærvær. Vi glemmer, at hele skabelsen er Guds bolig. Vi glemmer, at uanset i hvilken retning vi vender os, er der Guds ansigt, som kigger på os. Og så snart vi glemmer disse ting om os selv, hinanden eller verden, bliver livet business as usual.
Jeg tror, det er det, der skete i templet. De så ikke sig selv eller hinanden som Guds sande tempel. Det handlede kun om det af mennesker byggede tempel, dyrene og mønterne. De havde glemt, at Gud var mere interesseret i dem end i deres fester, og at Gud ønskede dem mere end deres offergaver.
Når vi glemmer, at vi er Guds tempel, kan livet let blive en række transaktioner. Relationer og intimitet går tabt. Prioriteterne bliver omlagt. At tjene til livets ophold erstatter at leve et liv. Livet bliver en markedsplads i stedet for et sted, hvor vi møder det hellige i os selv og hinanden. Og det er business as usual.
Det er det, som Jesus vælter og fordriver ud af templet. I Johannesevangeliet sker dette helt i begyndelsen af Jesu tjeneste. Ordet blev kød (Joh 1,14), vand blev til vin (Joh 2,9), og nu bliver templet menneskeligt. Og det stopper ikke her. I hele resten af evangeliet vil Jesus afbryde business as usual.
Huskede du samaritanske kvinder ved brønden (Johannes 4,4-26)? Hun har haft fem mænd, og hun lever sammen med en mand, som ikke er hendes mand. På trods af det, vi har gjort mod hende, er det ikke et udsagn om hende. Det er endnu en manifestation af business as usual. Hendes første mand døde, blev skilt fra hende eller stak af. Hvem ved? Det vi ved er, at det var upassende og farligt at være kvinde uden en mand. Business as usual betød, at hun var nødt til at tilhøre en mand. Så der kom en anden mand, og en tredje, og en fjerde, og en femte, og en femte, og en sjette. Jesus møder denne kvinde ved brønden og afbryder den sædvanlige forretning. Det handler ikke om manden eller mændene i hendes liv. Det handler om hende. Jesus anerkender hende som Guds tempel. Det er hverken på dette samaritanske bjerg eller i Jerusalem. Hun er nu kilden med levende vand.
Hvad med manden, der tilbragte otteogtredive år på en måtte (Johannes 5:1-9)? Han var lammet og forsøgte altid at komme ind i den vandpyt, der ville helbrede ham, men der var altid nogen, der kom først. Den samme jord, den samme måtte, de samme lamme ben, de samme mislykkede forsøg. Det var otteogtredive år med det sædvanlige. Så kommer Jesus og siger: “Rejs dig op, tag din måtte og gå.” Og det gjorde manden. Han rejste sig op til et nyt liv, og business as usual var igen blevet afbrudt.
Og så er der Lazarus (Johannes 11:1-44). Han har allerede været død i tre dage. Martha ved, at dødens stank er til stede. Jesus fortæller hende, at det ikke længere vil være business as usual. “Tag stenen væk,” siger han. Døden vil ikke have det sidste ord. “Lazarus, kom ud.”
Og lad os ikke glemme de fem tusinde mennesker, der dukker op tomme og sultne (Johannes 6:1-13). Filip er sikker på, at der ikke er nok. Der er ingen måde at mætte dem på. Tomme og sultne mennesker er business as usual. Men Jesus har andre planer. To fisk og fem brød er mere end nok. Alle blev mætte, og tolv kurve blev fyldt med rester. Det var ikke business as usual for de tomme og sultne.
Over og igen afbryder Jesus, forstyrrer, omstøder og smider business as usual ud. Business as usual er ødelæggende for vores liv og relationer. Det ødelægger vores evne til at se og deltage i det hellige, der allerede er til stede i og blandt os.
Ordet blev kød, så templet kunne blive menneske. Jesus fortsætter med at vælte og smide business as usual ud, fordi sandheden er, at der stadig er samaritanske kvinder, der venter ved brønden i vores verden i dag. Der er stadig lamme mennesker, der er jordet af business as usual. Tomme og sultne mennesker er stadig en realitet i vores verden, og der er døde mennesker, der venter på at blive gjort levende.
Måske handler det for dig i dag ikke om andre mennesker. Måske er du kvinderne ved brønden. Måske ved du, hvordan det er at være jordet og lammet. Måske er du tom og sulten i dag. Måske har du brug for at blive kaldt til liv. Måske skal business as usual afbrydes i dit liv.
Uanset hvem vi er, hvad vi har gjort eller ikke gjort, eller hvordan vi ser eller dømmer vores liv, er vi Guds tempel, og der er én, der står i vores livs tempel og afbryder business as usual. Så fortæl mig dette. Hvad har dit livs tempel brug for i dag? Hvilke borde i dit liv har brug for at blive væltet omkuld? Hvilke dyr har brug for at blive drevet ud?
Jeg spørger ikke om, hvad der skal ske, for at du kan blive hellig eller blive templet, men for at du kan se, at du allerede er templet og gøre krav på det, der allerede er dit. Jesus gør os ikke til noget, vi ikke var. Han kalder os tilbage til den, vi altid har været.
Han talte om templet i vores legeme.
SaveSave