Median lethal dose, LD50 (forkortelse for “lethal dose, 50%”), LC50 (lethal concentration, 50%) eller LCt50 (lethal concentration and time) af et toksin, en stråling eller et patogen er den dosis, der kræves for at dræbe halvdelen af medlemmerne af en testet population efter en bestemt testtid. LD50-tal anvendes ofte som en generel indikator for et stofs akutte toksicitet. En lavere LD50 er et tegn på øget toksicitet.
Testen blev udviklet af J.W. Trevan i 1927. Udtrykket “semilethal dosis” anvendes lejlighedsvis med samme betydning, især i oversættelser fra ikke-engelsksprogede tekster, men kan også henvise til en subletal dosis; på grund af denne tvetydighed undgås det normalt. LD50 bestemmes normalt ved forsøg på dyr, f.eks. laboratoriemus. I 2011 godkendte den amerikanske Food and Drug Administration alternative metoder til LD50 til afprøvning af det kosmetiske lægemiddel Botox uden dyreforsøg.
LD-værdier for mennesker estimeres bedst ved at ekstrapolere resultater fra menneskelige cellekulturer. En form for måling af LD er at anvende dyr som mus eller rotter, omregne til dosering pr. kg biomasse og ekstrapolere til menneskelige normer. Fejlprocenten i forbindelse med LD-værdier, der er ekstrapoleret fra dyr, er stor. Forsøgsdyrs biologi adskiller sig på vigtige punkter fra menneskers biologi. F.eks. reagerer væv fra mus ca. 50 gange mindre end menneskeligt væv på giften fra Sydney-tragedderkoppen. Loven om kvadratterninger komplicerer også de pågældende skaleringsforhold. Forskerne er i nogle tilfælde ved at gå væk fra dyrebaserede LD-målinger. Den amerikanske Food and Drug Administration er begyndt at godkende flere metoder uden brug af dyr som reaktion på dyrevelfærdsproblemer.
LD50 udtrykkes normalt som massen af det indgivne stof pr. masseenhed af forsøgspersonen, typisk som milligram stof pr. kilogram kropsmasse, men angives som nanogram (egnet for botulinum), mikrogram, milligram eller gram (egnet for paracetamol) pr. kilogram. Ved at angive det på denne måde kan den relative toksicitet af forskellige stoffer sammenlignes, og der normaliseres for variationen i størrelsen af de eksponerede dyr, selv om toksiciteten ikke altid blot skalerer med kropsmassen.
Valget af 50 % letalitet som benchmark undgår den potentielle tvetydighed ved at foretage målinger i yderpunkterne og reducerer den nødvendige mængde af forsøg. Det betyder imidlertid også, at LD50 ikke er den dødelige dosis for alle forsøgspersoner; nogle kan blive dræbt af langt mindre, mens andre overlever doser, der er langt højere end LD50. Målinger som “LD1” og “LD99” (den dosis, der kræves for at dræbe henholdsvis 1 % eller 99 % af testpopulationen) anvendes lejlighedsvis til specifikke formål.
Den dødelige dosis varierer ofte afhængigt af indgiftsmetoden; f.eks. er mange stoffer mindre giftige, når de indgives oralt, end når de indgives intravenøst. Derfor angives LD50-tallet ofte med angivelse af indgiftsmåden, f.eks. “LD50 i.v.”
De beslægtede størrelser LD50/30 eller LD50/60 anvendes til at henvise til en dosis, der uden behandling vil være dødelig for 50 % af befolkningen inden for (henholdsvis) 30 eller 60 dage. Disse mål anvendes mere almindeligt i forbindelse med stråling, da overlevelse ud over 60 dage normalt resulterer i helbredelse.
Median infektiøs dosisRediger
Median infektiøs dosis (ID50) er det antal organismer, som en person eller et forsøgsdyr modtager, kvalificeret efter administrationsvej (f.eks. 1.200 org/man pr. oral). På grund af vanskelighederne med at tælle de faktiske organismer i en dosis kan de infektiøse doser udtrykkes i form af biologiske test, f.eks. antallet af LD50’er til et eller andet forsøgsdyr. I biologisk krigsførelse er infektionsdosis antallet af infektionsdoser pr. minut for en kubikmeter (f.eks. er ICt50 100 mediumdoser – min/m3).)