Da Harriet, biografien om Harriet Tubman, havde premiere tidligere på måneden, var anmeldelserne for det meste positive, og den klarede sig bedre end forventet i biografen og indtjente 12 millioner dollars i sin åbningsweekend. Flere nyhedshistorier har siden overskygget disse succeser.
Mest bemærkelsesværdigt er det, at Harriet-drejebogsforfatteren og -producenten Gregory Allen Howard (Ali) i et interview afslørede, at Julia Roberts for 25 år siden næsten blev castet til at spille Tubman, fordi Hollywood-cheferne ikke vidste, at Tubman var sort. “Det er så længe siden. Ingen vil vide det”, sagde en direktør angiveligt dengang.
Jeg så første gang Harriet (Perfect World/Focus) på Toronto International Film Festival. Selv om jeg havde besluttet mig for aldrig at se endnu en slavefilm – fra Django Unchained til 12 Years a Slave og The Birth of a Nation har jeg fået nok af dem – gik jeg alligevel åbent ind til denne film, bl.a. fordi den var lavet af sorte kvinder. Den er produceret af Debra Martin Chase (The Sisterhood of the Traveling Pants) og skrevet og instrueret af Kasi Lemmons (Eve’s Bayou).
Jeg nød filmen. Som sådan overraskede kritikkerne, hvoraf nogle var ret hårde, mig. Hvor kommer modreaktionen fra? Er den berettiget? Gør filmen en forkert fremstilling af Harriet Tubmans arv?
Hvem var Harriet Tubman?
Harriet Tubman blev født som Araminta Ross i slaveri i Maryland omkring 1820. I 1844 giftede hun sig og tog navnet John Tubman, en fri sort mand, som hun tog sig til. Efter at være flygtet fra Maryland i 1849 bosatte Tubman sig i første omgang i Philadelphia.
Med vedtagelsen af Fugitive Slave Act i 1850 blev hun imidlertid tvunget til at vove sig nordpå til Canada og bosatte sig i St. Catharines, Ont. Mellem 1859 og 1860 anslår nogle, at Tubman foretog 19 rejser fra syd til nord efter det, der blev kendt som “The Underground Railroad”.
I 1859 forlod Tubman Canada for at tage til Auburn, New York. Med udbruddet af den amerikanske borgerkrig blev hun spion og rekrutteringskonsulent for Unionens hær. Efter krigen vendte Tubman tilbage til Auburn, hvor hun boede indtil sin død i 1913, hvor hun blev anset for at være 93 år. Filmen følger for det meste denne fortælling.
#NotMyHarriet
Bagreaktionen, som primært har været fra det sorte samfund, startede først i 2018, da den britisk-nigerianske skuespillerinde Cynthia Erivo annoncerede på Twitter, at hun var blevet castet til at spille Tubman. Nogle mente, at valget af at besætte rollen med en ikke-amerikaner, der ikke nedstammer fra slaveriet, var respektløst over for afroamerikanere, og i et interview med Essence delte Erivo, at nogen endda spurgte, hvorfor sorte briter “tager roller, der burde være forbeholdt afroamerikanere?”
I 2017 startede Samuel L. Jackson denne offentlige debat om sorte britiske skuespillere, der “stjæler” roller fra afroamerikanere, da han satte spørgsmålstegn ved castingen af de britiske skuespillere Daniel Kaluuya (Get Out) og David Oyelowo (Selma) og beskyldte dem for at tage arbejde fra afroamerikanere.
Med hashtagget #NotMyHarriet har Twitter-brugere også kritiseret Lemmons for nogle af de friheder, hun har taget sig med historiske fakta. Det mest bemærkelsesværdige er, at antagonisten i Harriet, Bigger Long (Omar J. Dorsey), er en skånselsløs og foragtelig dusørjæger. Han er en sort mand og arbejder sammen med sønnen til Tubmans slavehandler, Gideon Brodess (Joe Alwyn), for at fange Tubman. Longs vold er kun rettet mod sorte kvinder i filmen. Mange på Twitter troede ikke på, at en slavepræmiejæger kunne være sort.
I henhold til USA Today’s faktatjek med Harriets historiske konsulent Kate Clifford Larson (som er hvid) og Lemmons, eksisterede de sorte præmiejægere faktisk, selv om de var “meget færre” i antal end hvide slavejægere, faktisk. Hvor Lemmons tog sig kreativ frihed med Tubmans plantageejere, f.eks. Gideon, som ikke var en virkelig person, var familien Brodess, herunder matriarken Eliza Brodess (Jennifer Nettles), Tubmans faktiske slavehandlere.
Er modreaktionen berettiget?
For det første er slaveri ikke kun en amerikansk realitet. Udtrykket “transatlantisk slaveri” betegner den tvungne flytning af mennesker fra Vestafrika til den “nye verden”, hvilket betyder, at uanset om man er britisk eller amerikansk statsborger, har slaveriet påvirket alle personer af afrikansk afstamning.
For det andet kan jeg se, hvor Harriet sender det budskab, at sorte mænd var lige så voldelige som hvide mænd under slaveriet. Filmens skildring giver ikke kun indtryk af, at sorte mænd havde et niveau af handlekraft, der kan sammenlignes med hvide mænd, men også at vi som seere skal give de hvide en passus for slaveriets brutalitet.
I virkeligheden blev sorte mænd lige så mishandlet som sorte kvinder under slaveriet. Den vold, der blev oplevet, var ikke kun i hænderne på hvide mænd, men også på hvide kvinder. Denne skildring gør dog ikke Harriet til den “mest anti-sorte film nogensinde”, som nogle erklærede på Twitter.
Det er virkelig vigtigt at spørge, hvorfor sorte seere kritiserer sorte og kvindeproducerede film hårdt, men vender det blinde øje til hvide og mandeproducerede film om sorte mennesker, der føles som angreb på vores mentale sundhed.
Quentin Tarantinos “Django Unchained” brugte for eksempel N-ordet hele 110 gange, og i “The Hateful Eight” blev det brugt 65 gange. Men Samuel L. Jackson forsvarede brugen af det. Som Gawker-reporter Rich Juzwiak så rammende spurgte: “Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om Tarantino via sine films præmisser opfinder undskyldninger for at få sine karakterer til at bruge … så mange gange som muligt i en enkelt film.”
Kritikere må træde et skridt tilbage og spørge, hvorfor skuespillere som Jackson er så kritiske over for sorte britiske skuespillere, der bliver castet i sortproducerede film for at spille sorte mennesker i værdige og heroiske fortællinger, men kommer til forsvar for hvide filmskabere, der også har taget sig friheder med de historiske fakta om slaveri i deres film.
En selvbefriende vidunderkvinde
Tubman menes at være ankommet til St. Hun var med til at etablere et sort samfund der, var aktivt involveret i lokale organisationer og var også medlem af African Methodist Episcopal Church, Salem Chapel, der ligger på North Street, hvor hun boede.
Når Tubman ankommer til St. Catharines i filmen, er hun der i ca. 30 sekunders tid på skærmen, som om hendes tid nord for grænsen var et glimt i hendes historie, når hun var og fortsat er en del af denne bys historiske hukommelse. For canadiere burde dette være den mest skuffende del af Harriet.
Filmen handler om Harriet Tubman, en sort frihedssøger og selvbefriende vidunderkvinde. Den handler ikke om sorte dusørjægere eller hvide slavehandlere.
Vi er nødt til at opmuntre flere sorte kvindelige filmskabere til at gøre arbejdet med at centrere vores stemmer, ikke at rive dem ned. Harriet har sine problemer, ingen tvivl om det. Men hvis perfektion er den bar, som vi holder sorte kvindelige filmskabere til, vil der desværre blive lavet færre film om os.