Det lyder nemt, ikke sandt?
Det viser sig, at jo ældre jeg bliver, desto sværere bliver det at få begge disse aktiviteter ind i min hverdag.
Jeg gør stadig en oprigtig indsats for at gøre følgende syv dage om ugen: et par timers skrivning, hvad enten det er at skrive artikler her på Medium, at skrive ny prosa til en novelle eller at revidere en af mine seneste romaner. Mindst tre timer. Helst mere.
Nogle dage, hvor jeg ikke har så meget at lave, bruger jeg fem eller seks timer på at skrive, og de dage er både sjældne og vidunderlige.
Når det kommer til læsning, forsøger jeg, forsøger oprigtigt at læse i mindst tredive minutter hver dag. Det er sværere for mig at læse dagligt end at skrive.
Når det kommer til at skrive, ved jeg, at jeg producerer noget, hvad som helst, selv om det kun er nogle få reviderede sider, selv om det kun er nogle få hundrede ord til en artikel. Jeg har sat ord på siden. Jeg har gjort noget.
Der er dog ikke rigtig nogen ansvarlighed i forbindelse med læsning. Der er ingen, der holder øje. Der er ingen, der venter på at høre om, hvad jeg har læst i tredive minutter i morges eller tyve minutter i aften.
Det er noget, jeg i bund og grund må tvinge mig selv til at gøre.
Men det er jo det, der er det gode ved at læse, ikke sandt? At blive tvunget til at læse noget som helst i livet er forfærdeligt.
Når man føler sig tvunget til det, når man tager en hvilken som helst gammel bog og siger, okay, jeg vil læse den her i tredive minutter, uanset hvad, så er det aldrig en positiv følelse.
Men jeg har fået at vide, at jeg skal læse en masse! Min helt Stephen King har sagt det! Så læs, Brian! Læs, læs, læs, læs!
Og så kommer man selvfølgelig til side to og falder i søvn. Eller man glor over så mange afsnit, at man pludselig er på side halvtreds, og man aner ikke, hvem personerne er, eller hvad fanden der foregår.
Det er den mørke side af at læse. Når det er som om, man er tilbage i skolen, og man er forpligtet til at læse noget.
Jeg afsluttede min anden kandidatuddannelse sidste år. Mellem min bachelor- og kandidatuddannelse brugte jeg ni år på college.
Jeg tog så mange engelskkurser, litteraturkurser, kurser i kreativ skrivning, og jeg læste en helvedes masse ting.
En del store romaner. Nogle virkelig forfærdelige romaner. Nogle bøger, jeg knap nok kunne komme igennem. Nogle bøger, der overraskede mig.
Men en ting, der virkelig begejstrede mig omkring juni sidste år, var, at jeg endelig ville være i stand til at læse, hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg kunne tage en hvilken som helst ting op og nyde at læse igen.
Og så i det sidste halvandet år har jeg faktisk læst en del flere romaner, end jeg gjorde, da jeg gik på kandidatskole. Jeg forsøger at læse en roman hver anden uge.
Men jeg må indrømme, at det ikke er alle de bøger, jeg tager op, som jeg nødvendigvis læser færdig. Jeg giver hver bog omkring tyve sider, måske tredive, hvis jeg føler mig generøs, og hvis jeg ikke er fanget, går jeg videre til den næste.
Jeg har ikke tid til en bog, som jeg ikke er interesseret i, eller bare halvt interesseret i. Jeg har ikke tid til en bog, som jeg ikke er interesseret i. Og det bør du heller ikke.
Der har været tidspunkter i det sidste halve år, hvor jeg har læst åbningerne til ni bøger, indtil jeg blev hooked på den tiende. Jeg elsker at læse alt – litterær skønlitteratur, ungdoms- og middelklasselitteratur, faglitteratur. Jeg kan godt lide at blande det hver gang og ikke bare læse den samme slags ting igen og igen.
Så i de sidste seks måneder har jeg nydt helvede af titler som The Devil in the White City af Erik Larson, The Party af Robyn Harding, The Men Who Would Be King af Nicole Laforte, Bettyville af George Hodgman og Less af Andrew Sean Greer.
Jeg tog disse bøger i hånden og faldt ind i historierne på samme måde, som man bliver fanget af sin fantasi som barn. Der er ikke noget mere spændende end at blive tryllebundet af en god bog og vide, at der stadig er hundredvis af sider tilbage. Det er betryggende. Det er opløftende.
Og det bedste ved det? At læse disse bøger har faktisk hjulpet mig som forfatter. At være opmærksom på ting som POV, karakterudvikling, tempo, sætningsstruktur, kapitellængde, stemme, dialog osv. hjælper mig altid til at vokse i min egen skønlitterære skrivning.
Det er svært, ikke? Du ønsker ikke bare at fokusere på håndværket i den bog, du læser. Du vil også gerne læse den som en historie.
Men hvis det lykkes dig at blande de to ting på en eller anden måde, og hvis du kan blive ved med at skrive hver dag, og måske sætte et par tricks i praksis, som du har hentet fra den roman, du læser i øjeblikket, vil du vokse som forfatter, selv bare en lille smule, det lover jeg.
Så bliv ved med at skrive. Fortsæt med at læse. Nyd processen. Nyd historierne.
Det vil føre dig langt i dit lange, kreative liv!