Alai

Transkvinder i vores politiske rum er for få. Som de mennesker, der ville have mest gavn af kønsbaseret organisering, er det forvirrende at se os så umyndiggjort, blot på grund af den måde, vi strukturerer vores rum på.
Organisering under banneret “non cis-mand” er kompliceret på grund af grammatiske og ideologiske fortolkninger, så jeg vil klart gennemgå det og vise, hvilke dele af argumentet ikke gavner transkvinder. Der er to hovedforskelle, når der henvises til non cis-mænd:

1. Non cis-mand: omfatter alle, der ikke er cis-kønnet og identificerer sig som mænd.

2. Non cis-mand: omfatter alle, undtagen folk, der er cis-kønnet mand.

Jeg vil primært tale om definition nummer to, da jeg mener, at definition et er et effektivt rum for organisering omkring sundhed, uddannelse og støtte til trans-mænd. Definition et er et specifikt begreb, som hjælper os med at udvide omfanget af spørgsmål, som de, der er tildelt kvindelige ved fødslen (AFAB), traditionelt har stemplet som kvindesager – som f.eks. abort eller sundhedspleje. Det hjælper også folk med forskellige kroppe, der ikke identificerer sig som cis-kønnede, med at mødes for at fejre deres mandlige identiteter uden at modsætte sig eller erstatte kvinders behov.

Det er den anden definition, der kommer med en labyrint af problemer.

Terminologien er forvirrende for dem, der ikke er stødt på den før, men også fordi disse udtryk definerer sig selv ved det, de ikke er, i stedet for det, de er. Identitetsbaserede bevægelser har frastødt begreber som ikke-hvid eller ikke-handicappet og søger i stedet at bruge identifikationsbegreber til at fremhæve strukturelle magter og undertrykkelseslinjer.

Denne praksis er også i modstrid med LGBTQIA+-organisering, som hylder ejerskabet og stoltheden ved identifikation eller mangel på samme. Selv begreberne queer og questioning, selv om de ikke specifikt skitserer, hvem de indkapsler, bruger ikke negativer til at definere sig selv i forhold til andre kulturer.

Men det største problem i denne organisationskategori er grundlaget for transmisogyni og udslettelse af intersex. I disse rum er der konkurrerende behov mellem forskellige identitetsgrupper, som alle har forskellige niveauer af magt. Ved at bringe alle sammen i en blandingsgryde håber arrangørerne ofte at finde ligheder mellem grupperne i deres fælles mål og kampe. Dette ville være en fantastisk måde at organisere sig kollektivt på, hvis hver identitetsgruppe i denne koalition havde samme niveauer af magt.

Mange mennesker i disse rum opretholder deres egne niveauer af magt gennem den intersektionelle undertrykkelse af andre. Dette store konglomerat af identiteter sælger sig selv som en fordel for alle, men belønner kun dem, der sidder i toppen og får magt fra opdelinger af transfobi og udslettelse af intersex.

Jeg har set, at cis-kvinder dominerer på grund af deres brug af transfobi, mange transpersoner bruger misogyni til at distancere sig fra femininitet, og begge grupper bruger det til at lukke transkvinder ned. Det er før vi overhovedet berører identiteter, som rummet ikke er bygget op omkring, såsom intersex-personer, for slet ikke at tale om andre krydsninger som race eller handicap.

Transseksuelle mænd, ikke-binære og cis-kvinder bruger denne måde at organisere sig på til at opretholde magtstrukturer, der helliger dem over andre, på samme måde som mænd og cis-personer gør det i resten af vores samfund. Båndet mellem disse grupper bliver det uudtalte, fælles mål; de nyder godt af at stå på transkvinders og intersexpersoners behov.
Fristende nok forsøger mange kvinderum at adskille sig fra kvindeidentificerende kollektiver til fordel for dette djævlehierarki oven på trans- og intersexkvinder. Med så lidt forståelse for, hvordan denne model favoriserer dem, der er tildelt kvindelig ved fødslen, i stedet for kvindeidentificerende mennesker, er denne model mere centreret omkring essentialistiske ideer om, at kønsundertrykkelse er knyttet til vagina.

Det er klart, at Australien stadig sætter tamponer som en luksusvare, og at abort er utroligt utilgængeligt fra stat til stat, men dette er ikke centrum for kvinders rettigheder. Kvinder defineres ikke af deres kønsorganer og heller ikke af specifikke kønsorganer. Udover dette er undertrykkelsen af transkvinder ikke gavnlig for at stoppe undertrykkelsen af kvinder eller anden kønsbestemt undertrykkelse – snarere tværtimod.

Etableringen af ikke-cis-mandlige rum på University of Sydney blev lavet for at modvirke kønsundertrykkelse i studenterrum, men har i stedet ekskluderet og udhulet transkønnede kvinders støtte i kvindeområder.

Indflydelsen har strakt sig til, at definitionen af kvinder er blevet ændret på flere USyd-institutioner til at omfatte folk, der ikke identificerer sig som kvinder, og endda erstattet positiv særbehandling for kvinder med positiv særbehandling for alle, der udsættes for strukturel kønsundertrykkelse.

Det betyder, at vi nu er villige til at lade en transkønnet mand få samme forrang som en ciskønnet kvinde i positiv særbehandling og disse kollektive rum, idet vi ignorerer, at transkvinder næppe blev støttet i disse institutioner i første omgang.

Det er transmisogynistisk at tro, at den kønsblandende gryde af organisatoriske rum nogensinde vil centrere transkvinder og interkønnede mennesker. Det er transmisogynistisk at tro, at ved at udvide kvinders rum til at omfatte folk, der ikke er kvinder, kan transkvinder nu inkluderes.

Det er ikke kun en subtil måde at misse os på, men det virker også til at sætte os op imod flere grupper for at forsøge at vinde gunst mod bedre etablerede og mere privilegerede identiteter. Transkønnede, der ikke interagerer med kvindeidentificerende termer, har brug for støtte, men aldrig på bekostning af andre – især ikke når disse andre har mindre magt til at støtte sig selv på grund af transmisogyni.

Kvindernes rettigheder og selvbestemmelse bør ikke udhules eller forplantes til fordel for andres rettigheder, især når vi endnu ikke har opbygget en intersektionel feminisme-bevægelse, der støtter transkønnede kvinder i vores kvinderum og -bevægelser.

At tro, at brugen af udtrykket ‘ikke cis-mand’ fremmer denne sag, er blot endnu en afsporing af kvindebevægelsen, som har hårdt brug for at komme tilbage på ret kurs for transkønnede feminine mennesker.