Alai

Maleri og tegning

Leonardos samlede produktion af malerier er i virkeligheden ret lille; kun 17 af de malerier, der er overleveret, kan med sikkerhed tilskrives ham, og flere af dem er ufærdige. To af hans vigtigste værker – Slaget ved Anghiari og Leda, ingen af dem fuldført – er kun overleveret i kopier. Alligevel har disse få værker grundlagt den enestående berømmelse af en mand, som Giorgio Vasari i sin banebrydende Lives of the Most Eminent Italian Architects, Painters and Sculptors (1550, 2nd ed., 1568) beskrev som grundlæggeren af højrenæssancen. Leonardos værker, der ikke har været påvirket af de efterfølgende århundreders omskiftelige æstetiske doktriner, har i alle efterfølgende perioder og i alle lande stået frem som fuldkomne mesterværker inden for malerkunsten.

De mange vidnesbyrd om Leonardo, der spænder fra Vasari til Peter Paul Rubens til Johann Wolfgang von Goethe til Eugène Delacroix, roser især kunstnerens evne til at udtrykke sig – hans evne til at bevæge sig ud over teknik og fortælling for at formidle en underliggende følelse af følelser. Kunstnerens bemærkelsesværdige talent, især hans skarpe observationsevne og kreative fantasi, blev allerede afsløret i den engel, som han bidrog med til Verrocchios Kristi dåb (ca. 1472-75): Leonardo gav englen naturlige bevægelser, præsenterede den med en afslappet attitude og gav den et gådefuldt blik, der både anerkender omgivelserne og samtidig er rettet indad. I Leonardos landskabssegment i samme billede fandt han også et nyt udtryk for det, han kaldte “oplevet natur”: han gengav baggrundsformerne på en sløret måde som gennem et tågeslør.

I Benois-madonnaen (1478-80) lykkedes det Leonardo at give en traditionel billedtype en ny, usædvanlig charmerende og udtryksfuld stemning ved at vise Jesusbarnet, der på en sød og øm måde rækker ud efter blomsten i Marias hånd. I portrættet Ginevra de’ Benci (ca. 1474/78) åbnede Leonardo nye veje for portrætmaleriet med sin enestående sammenkædning af nærhed og afstand og sin strålende gengivelse af lys og tekstur. Han præsenterede den udmagrede krop af sin Sankt Hieronymus (ufuldendt; ca. 1482) i et nøgternt lys og gav den en realisme, der stammede fra hans store viden om anatomi; Leonardos beherskelse af gestik og ansigtsudtryk gav hans Hieronymus et uovertruffent udtryk af forvandlet sorg.

Samspillet mellem mesterlig teknik og affektiv gestus – “fysisk og åndelig bevægelse”, med Leonardos ord – er også det vigtigste anliggende i hans første store værk med mange figurer, tilbedelse af de hellige konger (ca. 1482). Maleriet blev aldrig færdigt, men giver ikke desto mindre et rigt indblik i mesterens subtile metoder. De forskellige aspekter af scenen er bygget op fra bunden med meget fine papirtynde lag maling i sfumato (den glidende overgang fra lys til skygge) relief. Hovedbehandlingen af gruppen af Jomfru Maria og barnet og den sekundære behandling af de omkringliggende grupper er klart adskilt med en mesterlig sans for komposition – pyramiden af Jomfru Maria og de vise konger er afgrænset fra buen af de tilbedende tilhængere. Alligevel er de tematisk set tæt forbundet: figurernes holdning og udtryk – mest slående i gruppen af bedende hyrder – viser mange niveauer af dyb forbløffelse.

Jomfruen på klipperne i sin første version (1483-86) er det værk, der afslører Leonardos maleri i sin reneste form. Det skildrer den apokryfe legende om mødet i ørkenen mellem den unge Johannes Døberen og Jesus, der vender hjem fra Egypten, i ørkenen. Hemmeligheden bag billedets virkning ligger i Leonardos brug af alle de midler, han har til rådighed for at understrege scenens visionære karakter: de bløde farvetoner (gennem sfumato), det svage lys i hulen, hvorfra figurerne kommer badende i lys, deres stille holdning, den betydningsfulde gestus, hvormed englen (den eneste figur, der vender sig mod beskueren) peger på Johannes som forbeder mellem Guds søn og menneskene – alt dette kombineres på en mønstret og formel måde for at skabe et bevægende og meget udtryksfuldt kunstværk.